Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Overcensoren Henrik Sass Larsen begrænser den frie debat

Det er skidt for den politiske debat, når et parti kombinerer vage løfter med topstyring og en uvilje til at svare på kritiske spørgsmål. Henrik Sass Larsen har lagt en kedelig linje for Socialdemokratiet.

Henrik Sass Larsen ved et af sine sjældne møder med pressen under folketingsvalget: Han var 20. maj med til at præsentere Socialdemokratiets økonomiske plan. Efter pressemødet afviste han at lade sig interviewe yderligere af journalister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forleden stod Henrik Sass Larsen og uddelte røde roser på Køge Torv, da en journalist fra Altinget ville stille ham nogle spørgsmål.

»Jeg udtaler mig ikke bare,« lød reaktionen fra Socialdemokratiets gruppeformand, som heller ikke ville forklare, hvorfor han ikke ville tale.

»Mester. Vi gør det ikke sådan,« sagde Sass blot og gik sin vej.

Det er stilen fra manden, som står til at blive Danmarks næste finansminister. Sass Larsens uvilje over for medierne er notorisk. Han meddelte sidste år, at han højst vil give ét interview i kvartalet, fordi medierne er for unuancerede, og her under valgkampen har han undgået ikke blot medier, men også andre politikere.

Henrik Sass Larsen har optrådt på et enkelt pressemøde, men han siger nej til at møde andre politikere i debatter eller dueller. Møder han kritik for det, svarer han gerne med perfide kommentarer på e-mail, men han stiller ikke op.

Mens Socialdemokratiets gruppeformand gør sig usynlig udadtil, styrer han partiets valgkamp på de indre linjer med en overcensors nidkærhed. Politiken kunne mandag berette om en e-mail sendt fra Sass Larsen, som indskærper over for alle partiets ordførere og folketingsmedlemmer, at de ikke må svare på spørgsmål fra pressen uden tilladelse fra det socialdemokratiske valghovedkvarter.

Alle partier har en grad af topstyring, men når end ikke partiets egne ordførere kan betroes den tillid, at de kan forklare partiets politik, bliver den demokratiske samtale hæmmet. Når journalister henvender sig til socialdemokratiske topfolk, får de alt for ofte ikke-svar.

»... Ved du hvad – jeg kommer ikke til at medvirke. Jeg løber igen, hej hej,« lød det tirsdag, da Berlingske ringede til Socialdemokratiets ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, for at spørge til partiets mundkurv.

Svarene viser, at strategien ikke bare handler om Sass Larsens personlige forhold til pressen. Socialdemokratiet vil tydeligvis gå langt for at styre kommunikationen og undgå kritiske spørgsmål, og det er en skam, da partiet på en række områder går til valg på løfter, som er påfaldende vage:

  • S har lovet en tidligere pensionsalder for »nedslidte«, men ingen kan få at vide, hvem ordningen kan omfatte.
  • S har høje ambitioner på klimaområdet, men partiets økonomiske plan forklarer ikke, hvor pengene til den grønne omstilling skal komme fra.
  • Svære spørgsmål om niveauet på offentlige ydelser er parkeret i en kommission, som først kan give svar efter valget.
  • S fremlagde sidste år et udlændingepolitisk udspil, men Mette Frederiksen vil ikke svare på, hvor hendes røde linjer går i forhold til krav om lempelser fra andre partier i rød blok.
  • Mette Frederiksen vil heller ikke svare på, om hun vil støtte den radikale Margrethe Vestager som kandidat til at blive formand for EU-Kommissionen.

»Vi vil ikke nøjes med paroler og nøje tilrettelagt markedsføring. Vil vil faktisk gerne føre en konkret samtale, hvor vi alle bliver klogere undervejs.«


Medierne skal bidrage til en oplyst politisk debat, men partierne skal også gøre deres del. De skal fremlægge en sammenhængende politik, som kan danne et faktuelt grundlag for den frie udveksling af meninger.

Det er idealet for en valgkamp: Vi vil ikke nøjes med paroler og nøje tilrettelagt markedsføring. Vil vil faktisk gerne føre en konkret samtale, hvor vi alle bliver klogere undervejs.

Når et parti som Socialdemokratiet har den ambition at overtage regeringsmagten, er det ikke for meget forlangt, at partiet også går langt for at bidrage positivt til den demokratiske samtale.

PIERRE COLLIGNON