Da Henrik Sass Larsen (S) for få uger siden havde et dramatisk opgør med Ekstra Bladets kampagne imod ham for at udeblive fra møder hos statsrevisorerne, skrev folketingsmedlem Henrik Dahl fra Liberal Alliance i Berlingske: »Uden en velfungerende, politisk offentlighed lider demokratiet. Derfor er der ikke noget at sige til, at mange politikere oplever det som en fordummelse og fornedrelse af den politiske samtale, hvis den fjerde statsmagt synker ned i den rene »gotcha«-tilgang og ned i præfabrikerede vinkler, som ikke har noget med sagen at gøre.« Det var ikke første gang Henrik Dahl har været ude med riven efter medierne.
Ikke tilstrækkelig kritisk dækning af interesseorganisationer
Har medierne et troværdighedsproblem, Henrik Dahl?
»Både og, mener jeg. Jeg synes, at det er et problem, når et medie uden varedeklaration er talerør for et politisk parti. Hvis vi tager Politikens sektion Skoleliv, der giver sig ud for at være et journalistisk indblik i skolelivet, så er det blot et talerør for Socialdemokratiet. Vi har et dagblad som Information, der ukritisk er NGOernes talerør. Og hvis man skal være ganske ærlig, er der da også en interesseorganisation eller to, der er kommet til orde i den borgerlige presse, uden at det klart fremgik. Det er journalistik, der sejler under falsk flag og jeg forstår ikke, at medier, der bryster sig af deres kvalitet, vil være det bekendt.«
Troværdighedsproblemet er vel større end som så?
»Der er alt for lidt kritisk dækning af interesseorganisationer. De fremstår ofte som sandhedsvidner, uden der gås kritisk til deres påstande. Som politiker får vi ofte præsenteret udsagn fra interesseorganisationer fra mediernes side, men uden medierne har foretaget et kritisk eftersyn. Og i en bredere forstand vil jeg sige, at mediernes kritik af ressourcepresset ikke er tilstede. Vi har et væld af interesseorganisationer, der kræver penge til specielt deres område, og deres udsagn videreformidles som regel ukritisk. Det er partsindlæg, som medierne ikke vil sige er partsindlæg. Interesseorganisationernes grådighed og skamløshed kender ingen grænser, og vi har åbenlyst ikke medier, der kan sætte tilstrækkeligt kritisk lys på dem.«
Det var den manglende kritik af interesseorganisationer. Hvad mere?
»De etablerede medier er forbløffende dårlige til at dementere fake news. Der er ikke et uforklaret løngab på 17 pct. mellem mænd og kvinder, som det gang på gang hævdes i pressen. Men medierne bliver ved med at viderebringe denne fejlagtige påstand. Der er få procenters forskel på lønnen mellem mænd og kvinder, der beklæder ens jobfunktioner, men ikke noget, der kommer i nærhenden af 17 pct. Eller tag den gamle traver om, at de otte rigeste mænd i verden har en kombineret formue, der svarer til formuen hos den fattigste halvdel af Jordens befolkning. Nogle nonsenstal, der ikke giver mening. Men journalister elsker den slags skøre påstande, der er tilbagevist af seriøse forskere gang på gang. Man kan bare ikke få det udryddet i medierne.«
Henrik Dahl som politiker
Henrik Dahl er ikke den typiske politiker, men i højere grad en intellektuel, der prøver kræfter med det politiske spil. Senest har han i Berlingske kritiseret, at integrationsforskere på grund af politisk korrekthed ikke turde skrive sandheden om indvandringen og integrationsproblemerne. Medierne går ikke fri for Henrik Dahls kritiske blik. I maj 2018 skrev han på Facebook: »En af de ting, jeg virkelig – som i: virkelig, virkelig – hader ved medierne, er deres dobbeltmoral og falske dydighed. Kloge mennesker står i kø for at sige, at de vil have politikere, der ikke taler i glat spin og soundbites. Lige indtil de møder en politiker, der ikke taler i glat spin og soundbites.«
Nu er du selv blevet politiker og oplever journalistikken her på Borgen. Hvad er dit indtryk af troværdigheden?
»Meget journalistik og speciel politisk journalistik handler ikke om Danmarks egentlige problemer. Det handler om ligegyldigt fnidder fra Christiansborgs gange, der ikke har nogen betydning og ofte baserer sig på løse rygter. Danmark har helt andre og alvorligere problemer, som medierne burde beskæftige sig med. Det er sandt, at den alvorlige politiske journalistik findes i seriøse medier, men der er for langt mellem snapsene.«
Der er massiv social kontrol blandt journalister
Du har nævnt en række konkrete problemer, men er der en underliggende politisk tendens bag disse problemer?
»Der er en konsensusideologi. Medierne er præget af en massiv konsensusideologi. Der er en konsensus om den samfundsøkonomiske model, vi har, og det er meget sjældent, at der bliver sat grundlæggende kritisk lys på den.«
Hvad vil du da have, at de satte fokus på?
»På grundlæggende forhold, som tages for givet, men som ikke er givet. Vi er bortset fra Frankrig det land i OECD med den højeste skat. Og med en af de største, offentlige sektorer. Vi ligger endda langt væk fra gennemsnittet, og hvorfor sættes der ikke spørgsmålstegn ved den model? Danmark er jo på mange måder et ekstremt land. Det burde være præmissen for den politiske diskussion.«
Så hvorfor er det ikke præmissen for journalistikken?
»Måske er det frygten for at afvige fra konsensus. Journalister slår mig ved at være meget kollektivistiske. Jeg synes, det er sjældent at møde journalister, der meningsmæssigt ikke marcherer i takt med andre journalister. Det er simpelthen utroligt sjældent at møde journalister, der har en vinkel, som man ikke har hørt før, eller som stiller originale spørgsmål på baggrund af en dyb viden. Det sker næsten aldrig. Journalistikken herhjemme er enormt konsensuspræget og fantasiløs.«
Kan man forklare det med, at både journalister og mange andre er opdraget med en positiv holdning til velfærdssamfundets grundlæggende struktur og værdi, og det er meget vanskeligt at sætte sig uden for denne fælles holdning?
»Jeg tror, at alle grupper har en social kontrol og tankekontrol, der gør, at meningerne bliver forbløffende ens. Det kan man jo se, hvis man forvilder sig ind på TV 2 og ser programmet Presselogen, hvor redaktører snakker med hinanden. Der er jo ikke tale om egentlig grundlæggende uenigheder, men i højere grad om social kontrol, hvor meninger afstemmes. Det er jo komisk.«
Så vil vi fra mediernes side jo fremholde, at der er stor forskel på mediernes holdninger fra Berlingske til Politiken?
»På debatsiderne er der stor forskel, men journalistikken er præget af de samme vinklinger og samme uoriginale spørgsmål og perspektiver. Det sker selvfølgelig til tider, at rutinen brydes, men det er uhyre sjældent, at man går i dybden og f.eks. stiller spørgsmålstegn ved, om velfærden bliver bedre af, at man får mere i løn – blot for at tage et eksempel, hvor Berlingske for en gang skyld stillede kritisk spørgsmål til den mekanisme.«
Fremmed i sit eget land
»Hvis der eksisterer et troværdighedsproblem, er forklaringen så de forhold, som du har nævnt, eller skyldes det en stadig stærkere tendens til, at medierne dramatiserer stoffet for at sælge produktet?
»Det spiller også en rolle, men for mig er den manglende fokusering på samfundets hovedproblemer afgørende. Vi laver finanslove, der opererer med udgifter i omegnen af 1.100 milliarder. Og den politiske diskussion omfatter blot de cirka 5 milliarder, der forhandles om. Der er bulder og brag om de 4-5 promille af finansloven, og hvor er de journalister, der skriver kritisk om de 99,5 pct af finansloven? Og forklaringen er, at journalistik er dovent og kører på de rutiner, journalisterne nu engang har fået indøvet.«
Man har peget på, at de etablerede medier var for lang tid om at belyse problemerne med indvandring og integration. Tror du, det forhold har været med til at skabe en troværdighedskløft?
»Det har det ganske givet, og det er stadig svært at komme igennem med kritikken, for man bliver hurtigt beskyldt for de værste ting. Den norske sociolog Halvor Fosli har skrevet om det at være fremmed i eget land. Med det mener han, at europæere kan få den oplevelse i et multikulturelt og multietnisk samfund med mange indvandrere, at de er blevet fremmed i eget land. Den problematik har medierne ikke evnet at løfte og belyse. Den følelse er jo en del af grunden til, at vi har oplevet et folkeligt oprør i form af det, som nogle kalder højrepopulisme.«
Og journalisterne svigter de mennesker, der føler sådan og tyer i stedet til »populisme«?
»Ja, så absolut. De har svigtet big time. Medierne har kørt med på den vanetænkning, at dem, der protesterede mod befolkningsudskiftningen, var tossede og ekstremister. Men det er jo omvendt.«
Men der vil chefredaktørerne kunne pege på mængder af ledere og opinionsartikler, der har sagt, hvad du siger nu?
»Ja, men det er ikke den enkelte leder eller debatindlæg, der er afgørende, men hele den fortællende ramme, der er afgørende. Og når denne hovedfortælling er tendentiøs, så hjælper en leder ikke.«
Er den hovedfortælling drevet af en underliggende ideologisk holdning?
»Den er drevet af åndelig dovenskab, social kontrol og frygten for at blive udstødt.«
