Københavner-begivenheden Historiske Dage forsøger i år at sætte historien ind i en ny medievirkelighed og stiller spørgsmålet: Hvordan man kan formidle historie i en tid med smartphones, tablets, podcast og twitter? Men her i weekenden, hvor Historiske Dage foregår i Øksnehallen, er der også masser af historisk stof at hente – lige fra romertiden til nutiden. Særligt i de historiske udgivelser, hvor forfatterne bag fortæller. Her er min guide til seks oplevelser på Historiske Dage:

Lørdag 30. marts, DR-K scene kl. 15:00 EUROPAS HISTORIE. Ian Kershaw. Moderator: Adam Holm
Heldigvis har Historiske Dage en række udenlandske foredragsholdere og Ian Kershaw er vel nok den bedst kendte britiske historiker i Danmark med en imponerende række bøger bag sig om Anden Verdenskrig. Senest har han skrevet om Europas historie i det 20. årh. Han interviewes af Berlingskes kommentator og historiker Adam Holm.
Lørdag 30. marts, Blå scene kl. 15:20 ROMERNE OG HAVET. Tønnes Bekker-Nielsen og Jan Stubbe Østergaard.
Historiske Dage rummer også god gammel oplysning om romerne. Tønnes Bekker-Nielsen er lektor på Syddansk Universitet og Jan Stubbe Østergaard er fra Glyptoteket. De fortæller om romernes forhold til Middelhavet. Middelhavet var både dragende og truende: en vej til magt, ære og velstand, men også et farligt hav, hvor druknedøden altid lurede, og store formuer på et øjeblik kunne forsvinde i dybet.

Søndag 31. marts DR-K Scene kl 11:00 DNA ER FOR ALLE. Mia Serra.
Nye tekniske genetiske undersøgelser har gjort slægtsforskning til en ny hobby for millioner. Man kan gennem prøver fra spyt eller blod ikke blot klarlægge, hvor man kommer fra, men også hvem man er i familie med. Den slags undersøgelser bliver i stadig højere grad brugt både af almindelige mennesker og af forskere til undersøgelser. Mia Serra er ansat på MyHeritage, som er verdens største it-service inden for slægtsforskning og hun fortæller om slægtsforskning og genetik.

Søndag 31. marts Blå Scene kl. 13:40 DØDENS BOLIG. AUSCHWITZ-BIRKENAU. Peter Langwithz Smith. Moderator: Peter Tudvad
Auschwitz er blevet et symbol på nazisternes massemord på jøderne og den vestlige civilisations fallit. Historikeren Peter Langwithz Smith udgav i 2004 en glimrende bog om Auschwitz og i 2012 en bog om kz-lejren Neuengamme, hvor også danske fanger led. Nu er han bogaktuel med et kæmpeværk (kaffebordsstørrelse er en underdrivelse) om Auschwitz med titlen Dødens bolig. Auschwitz-Birkenau. Han interviewes af forfatteren Peter Tudvad og i foromtalen står: »Hvordan kunne et højt civiliseret folk som det tyske begå forbrydelser som dem, der fandt sted i koncentrations- og udryddelseslejrene? Hvordan kunne begavede teknokrater uden at ryste på hånden designe fabrikker til massemord?«
Søndag 31. marts Blå Scene kl. 14:50 NÆSTEN IKKE NAZIST. Hans Hauge. Moderator: Per Lykke.
Martin Heidegger var moderne tysk filosofs mest anerkendte tænker og samtidig flirtede han med nazismen. I hvor høj grad han var nazist har lige siden været genstand for intense historiske debatter. Berlingskes bidragsyder til Groft Sagt og kommentator Hans Hauge har i en bog fra 2016 forsvaret Heidegger og skrevet, at forsøgene på at gøre ham til fuldblods nazist sker på et tyndt grundlag med politiske motiver. I min anmeldelse i Berlingske skrev jeg, at forsøget var fint, men det ikke lykkedes at rense Heidegger. Men Hans Hauge er altid værd at lytte til og her i en samtale med Per Lykke om Heideggers forhold til nazismen og om dets indflydelse på alle de tænkere, herunder Knud E. Løgstrup, der bygger på hans filosofi.
Søndag 31. marts Blå scene kl. 15:50 VÆK MED VIKINGERNE. Anders Lundt Hansen.
Det er altid sundt at få vendt vore vante forestillinger om fortiden og det lægger historikeren Anders Lundt Hansen op til i sin foromtale af foredraget: »Vikingetiden blev opfundet i 1800-tallet, siger Anders Lundt Hansen, og lige siden da har vores ideer om vikinger stået i vejen for at forstå den skandinaviske ekspansion i middelalderen. For danskerne er ikke vikinger, og vikingerne var ikke danske. Men det er muligt at finde forklaringer på, hvordan nordboerne i nogle få århundreder kunne dominere de europæiske kyster. Historiker og forfatter Anders Lundt Hansen hæver øksen over en af de bærende stolper i den danske identitet.«
Anders Lundt Hansen har senest skrevet "Sølv, blod og kongemagt. Bag om vikingemyten" Gyldendal 2018.