Anna Libak: »Folk tror ikke uden videre på medierne, og det synes jeg ikke kun er dårligt«

I USA er der en dyb skepsis over for de etablerede medier. Undersøgelser viser, at et flertal af de adspurgte mener, at de etablerede medier ikke er troværdige, og blandt borgerlige er et overvældende flertal mistroisk over for de etablerede medier.

I Danmark stritter undersøgelser i forskellige retninger, men en undersøgelse fra 2018 viste, at ca. 56 pct. havde tillid til de etablerede medier, og helt op til 63 pct. havde tillid til de medier, som de selv brugte. Men samtidig viser det såkaldte tillidsbarometer, at journalister ligger langt nede på denne liste, kun overgået i mistillid af politikere og bilsælgere.

Så hvad mener du Anna Libak? Har medierne i Danmark et troværdighedsproblem?

»Det forhold, at der er opstået alternative medier som Den Korte Avis og bl.a. 24Nyt, vidner om, at der er et marked for publikationer, der slår sig op på, at de etablerede medier ikke fortæller hele sandheden. Det er et vidnesbyrd om, at der er et problem, selv om troværdighedsproblem nok er for stort et ord. Folk er vel blevet mere kritiske generelt, bl.a. som et resultat af, at uddannelsesniveauet er steget. De sociale mediers fremkomst spiller også en stor rolle, fordi de gør det muligt at udveksle informationer på kryds og tværs og udfordre de etablerede mediers fremstilling.«

Kan man vende problemstillingen om og sige, at et troværdighedsproblem er et positivt tegn på, at folk er blevet bedre orienteret og som konsekvens ønsker en større pluralisme?

»Sådan synes jeg godt, at man kan formulere det. En tredje faktor, som er afgørende for opfattelsen af medierne, er det generelle autoritetstab, der er sket i den vestlige verden. Det har en række negative virkninger, men også positive konsekvenser som øgede krav til medierne. Folk tror ikke uden videre på autoriteterne, heller ikke på medierne, og det synes jeg ikke kun er dårligt.«

En journalistisk slagside

Hvad er det, der har skabt en vis afstand mellem mediebrugerne og medierne?

»Det er gået op for dem, at der ikke eksisterer objektiv journalistik. Det vil sige, at vinklingen af historierne ikke er naturgiven, og det er afgørende, hvordan man vinkler nyhedshistorierne. Dét, medierne vælger at problematisere, kunne de nogle gange med lige så stor ret afproblematisere. Når medierne således ofte skriver om ulighed i samfundet, så ved læserne godt, at de også i stedet kunne have skrevet en historie om, at uligheden er forsvindende lille i Danmark i forhold til andre vestlige lande. Så folk er blevet bevidste om, at de udvalgte historier skyldes en politisk grundholdning og værdibaseret udvælgelse.«

Kan du konkretisere yderligere?

»For de alternative mediers vedkommende var deres eksistensberettigelse de negative konsekvenser af indvandringen fra de muslimske lande. Men debatten har flyttet sig, og jeg mener ikke længere, at de etablerede medier undlader at beskrive konsekvenserne af denne indvandring. Dér, hvor det stadig halter, er, at journalister ikke åbent diskuterer de ubehagelige forhold som overrepræsentation i kriminalstatistikken og den slags med nydanskerne selv. Der er en berøringsangst, specielt når det drejer sig om muslimer, hvor man ønsker at fortælle den gode historie for ikke at fremstå racistisk. Men hvorfor skal man egentlig det? Det er i grunden en nedvurdering af folk, at man ikke åbent konfronterer dem med problemer, der vedrører dem eller det miljø, de er rundet af.«

Er der andre forhold, der mindsker troværdigheden?

»Ja, det er der. Vi har i Danmark et velfærdssamfund med et kæmpepres på den offentlige udgiftsside. Og der er områder, der stort set er friholdt for kritisk journalistik. Hvis vi ser på satspuljemidlerne, kan man spørge, hvordan Britta Nielsen kunne slippe af sted med at stjæle så mange millioner fra dem? Det skyldes jo blandt andet, at der har været meget få kritiske artikler om disse satspuljer, selv om det er kæmpebeløb, der bevilges gennem dem. Penge, der tildeles svage grupper, bliver ikke genstand for kritisk journalistik som andre områder. Jeg kan også nævne de grønne investeringer, hvor milliarder er brugt på miljø- og klimatiltag, men der er kun lidt kritisk journalistik om disse milliarder.«

En ideologisk grundholdning til venstre

Kan man kalde den slags for en ideologisk eller politisk grundholdning, der ligger til venstre for midten, ligesom alle opinionsmålinger af journalister placerer majoriteten til venstre for midten?

»Ja, det kan man godt. For det er karakteristisk for venstrefløjen, at den går op i, at der bevilges penge til klimaet og penge til svage grupper, men den er mindre optaget af, hvordan disse penge rent faktisk bruges. Derfor er fokus hele tiden på dem, der ikke får penge nok fra det offentlige, og meget sjældent på, om pengene faktisk bliver brugt ordentligt, eller om de kunne bruges mere effektivt på nogle andre eller på noget andet.«

Så er der en traditionel ideologisk grundholdning, der giver en tendens i dækningen af samfundsforhold?

»Danskerne elsker deres velfærdssamfund, og det afspejles i journalistikken. Som borgerlig lægger jeg vægt på, at de offentlige ydelser bliver brugt på ansvarlig vis og i overensstemmelse med det, som de er bevilget til. Det ved jeg ikke i dag, om de gør, for fokusområdet for megen journalistik er rige mennesker og finansverdenens skurke eller politikerne, som jo formelt har magten. Forstå mig ret: Det er godt, at de bliver stillet til ansvar. Men vi mangler altså en kulegravning af nødhjælpsorganisationer, patientorganisationer, satspuljemidler, de grønne investeringer og fagforeningerne. Skandalen i Akademikernes A-kasse var en undtagelse.«

Journalisterne lærer jo, at de skal være kritiske over for magten?

»Ja, men magten er mange steder, og nødhjælps- og lobbyorganisationer kan godt have magt og skal underkastes samme kritiske journalistik. Jeg siger ikke, at det ikke sker, at journalister ser kritisk på andre områder, men det sker for sjældent.«

Fokusering på Trumps person skaber splittelse i Vesten

I 2018 udgav Anna Libak bogen »Forstå populismen!«. Det var et forsøg på at forklare, hvorfor populismen har vind i sejlene, og forklare, at denne populisme ikke nødvendigvis var dårlig for demokratiet, men måske endda en revitalisering, fordi mange sofavælgere aktiveres. Ikke mindst den højreorienterede populisme er ofte i medierne lagt for had som en trussel mod det vestlige demokrati, men Libak nuancerede billedet i sin bog.

Er det den borgerlige offentlighed, der kan føle en mangel på pluralisme?

»Ja.«

Kan denne slagside også overføres til dækningen af international politik?

»Vi har et kolossalt politisk opbrud i den vestlige verden. I vore medier er hovedtendensen at beskrive dette opbrud, som også kaldes populisme, som udtryk for, at globaliseringens tabere gør oprør. Man beskriver dem som underskudsmennesker, der af økonomiske årsager siger fra. Når man så skal beskrive, hvorfor folk stemmer på Trump, så bliver forklaringen, at det var taberne – de hvide gamle mænd fra provinsen, der stemte på ham. Men det er en forsimplet forklaring, for bl.a. stemte et flertal af hvide kvinder på ham, og det gjorde 41 pct. af hvide millennials også. Derfor skriver jeg i min bog om, at Trump og Brexit er symptomer; de er ikke årsagen til Vestens krise i sig selv. Den skyldes, at magtbalancen i verden flytter sig, og Vesten bliver svagere. De, man kalder populister, er i virkeligheden antiglobalister, der gør oprør mod forestillingen om den globale landsby, som slet ikke er attraktiv, når resten af verden flytter ind.«

Har de danske mediers dækning af Trump og vælgerbevægelsen været for endimensionel, for i stedet for at forklare denne indviklede politiske udvikling har man fokuseret på personen Trump og hans aparte opførsel?

»Ja, lige netop. Den fælles journalistiske indstilling var, at Trump var den rene ondskab og valget af ham var en katastrofe, og siden har journalistikken ikke afveget meget fra denne emotionelle indstilling. På valgdagen efter hans valg var jeg ude i DR for at kommentere valget. Stemningen var som i et gravkammer. Jeg var selv i godt humør, for jeg havde offentligt sagt, at han ville vinde. Værterne og journalisterne var totalt i depression, og studieværten sad og sagde: »Fuck, fuck, hvad gør vi?« Ja, Trump har en aparte personlighed, men præsident Obamas præsidenttid var en opvisning i, hvor svag Vesten er blevet, og »Make America great again« var det forventelige svar.«

Men kan du forstå, at medierne fokuserer på hans aparte adfærd?

»Ja, selvfølgelig. Han opfører sig barnligt og utroværdigt og praler, men hans politik kan føre til en styrkelse af Vesten. Og det burde være mediernes opgave også at have blik for det store billede. Jeg har ikke noget problem med, at folk ikke kan lide Trump, men jeg har et problem med, at det dæmoniske billede af USAs leder svækker Vestens mulighed for at holde sammen i en tid, hvor vi er truet af vældige kræfter, som vi selv har sat i gang gennem vores anprisning af globaliseringen siden Den Kolde Krigs ophør.«

Svigter danske medier deres opgave her i den internationale dækning?

»Ja. Mediernes dækning svækker det vestlige sammenhold.«