De etablerede medier har kun ønsket at give et dæmonisk billede af Trump

Traditionelt har europæiske medier stolet på New York Times og Washington Post. Det har med Trump vist sig at være en fejl, og nu forestår både i USA og Europa en selvransagelse.

»Hvor New York Times og CNN tidligere havde stået fast på pluralisme, kastede man det princip over bord og nøjedes med antitrumpisme,« skriver Bent Blüdnikow ERIC BARADAT

Præsident Trumps frifindelse for at have konspireret med russerne om at vinde valget kom som et chok for de etablerede medier. I næsten tre år har New York Times, Washington Post og bl.a. CNN bibragt offentligheden det stik modsatte indtryk, nemlig at Trump og hans stab skaffede sig sejren med ufine metoder i samarbejde med en fremmed magt.

I otte år med præsident Barack Obama var de samme medier forbløffende ukritiske. Obamas rådgiver Ben Rhodes forklarede i New York Times i maj 2016, at journalisterne var lette at få til at støtte Obamas politik, herunder atomaftalen med Iran. Det var som et »ekkokammer« med unge journalister, der ikke vidste noget og derfor ikke var kritiske, forklarede Rhodes.