Hun var landskendt som journalist med speciale i russiske forhold og som redaktør på Berlingske - lige indtil hun bekendte kulør som kandidat til Folketinget for Venstre.
Hvad har de bedste øjeblikke i 2018 været?
»Der har været tre gode og skelsættende begivenheder i mit liv i 2018. Den første var, da jeg udgav min bog ”Forstå populismen!” i juni. Jeg havde været meget nervøs for modtagelsen, for dens budskab var noget kontroversielt – i hvert fald på tidspunktet for udgivelsen. Min tese er jo, at det ikke er såkaldte populister, der truer de vestlige demokratier indefra. Det folkelige oprør er derimod en reaktion på, at de vestlige demokratier på forskellig vis er under pres som følge af globaliseringen.
Globaliseringen har betydet, at mange af de beslutninger, som vælgerne før havde indflydelse på gennem valget af nationale politikere, nu træffes i internationale fora eller på grundlag af internationale traktater og konventioner, som kun meget vanskeligt kan ændres. Det kan man roligt kalde et demokratisk problem.
Samtidig har magtbalancen i verden ændret sig og gjort den ikke-vestlige verden meget stærkere. De ikke-vestlige lande får stadig større muligheder for at præge os, hvor det før var os i Vesten, der satte dagsordenen. Det er derfor slagordene »take back control« går igen på tværs af de vestlige lande. Men heldigvis – og tak for det – fik bogen en fin modtagelse.
For 50 var alligevel for stor en kamel at sluge. Men dagen oprandt og jeg fik kamelen ned, og så dårligt smagte den nu heller ikke.Anna Libak
Den næste store begivenhed var, da jeg kort efter stillede op til Folketinget for Venstre. Det var lidt af en mundfuld, for at sige det på jysk. For jeg har jo været vant til, at jeg kunne nøjes med at analysere situationen og ikke behøvede at bekymre mig om, hvad man så skulle gøre i stedet for. Men det har været en sund mental proces. Jeg er blevet tvunget til at overveje, hvad jeg egentlig mener politisk: Hvordan synes jeg, at Venstre skal forholde sig til det og det spørgsmål? For det er jo fint nok at kunne pege på, hvorfor de andre tager fejl, men det er noget sværere at beslutte, hvad der så er rigtigt. En sag har altid to sider, og hvis den er vigtig nok, er der faktisk som regel også gode argumenter på begge sider.
Det tredje store begivenhed var, da jeg fyldte halvtreds i oktober. De sidste efterhånden mange år har jeg inde i mit hoved lagt et år til min alder for ikke at blive overrasket på dagen. Men det holdt jeg op med, da jeg fyldte 49. For 50 var alligevel for stor en kamel at sluge. Men dagen oprandt, og jeg fik kamelen ned, og så dårligt smagte den nu heller ikke. På Venstres landsmøde sagde Claus Hjort Frederiksen, at man efter sigende bliver klogere med alderen. Og at dét kan han bekræfte. Det var sagt i spøg, men det har den rigtighed, at med alderen hviler man mere i sig selv. Man har set og hørt det meste. I hvert fald tror man, at man har.«
Hvad har været knap så spændende ved 2018?
»Hvis jeg absolut skal fremdrage noget negativt, så er det, at jeg kan mærke, at nogle har ændret holdning til mig, fordi jeg er stillet op i politik. De tror, at jeg har ændret mig og er holdt op med at tænke selv. Det er blevet sværere at føre åbne, nysgerrige samtaler til middagsselskaber, for nu bliver jeg ofte afkrævet svar på, hvad min politik er, og så handler resten af samtalen om, hvorfor jeg tager fejl. Selv om jeg ikke engang er valgt.
Jeg synes, det er ærgerligt, at det er så udbredt at være mistroisk over for politikeres motiver. De betragtes som magtmennesker, der vil gøre hvad som helst for at blive valgt. Men man skal huske, at vi ikke har noget demokrati, hvis ingen er villige til at stille op til valg.«
Har du et begreb, der i særlig grad dækker dit år?
»Hvis jeg skal vælge et begreb for 2018 må det blive ”rådvildhed”. Det er, som om der hele tiden indtræffer begivenheder, som kommer bag på beslutningstagerne: Hvorfor fik Italien sådan en regering? Hvorfor har Sverige ikke fået nogen endnu? Hvorfor siger det britiske parlament nej til Mays Brexit-aftale? Vi diskuterer og diskuterer, og alligevel er det, som om det ikke vil trænge ind: Folk vil have, at de politiske ledere fører en politik, der er til gavn for dem og til gavn for deres land. Derfor er vælgerne glade i Italien; derfor er de sure i Storbritannien og Sverige.«
Og hvad har du lært?
»Af 2018 har jeg lært, at det nok skal gå. Også selv om der altid er noget at bekymre sig over. Det vidste jeg godt i forvejen, men det er nu rart at se det bekræftet med endnu et årsskifte.«
