Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Anna Libak: Multilateralisme er dansk diplomatis krammedyr

Det er ikke USA, der truer den internationale retsorden. Det er lande som Rusland og Kina, der blæser på de aftaler, de har underskrevet.

Anna Libak
Anna Libak Fold sammen
Læs mere

Siden Donald Trump blev præsident i USA har det udenrigspolitiske establishment i Danmark være optaget af at distancere sig fra ham.

Således kan man i Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi læse, at internationalt regelbaseret samarbejde entydigt er til Danmarks fordel. Og at Danmark derfor beklager, at USA i stigende grad stiller spørgsmålstegn ved det og trækker sig fra den ene aftale efter den anden.

Man kan dårligt forstå teksten anderledes, end at USA truer den regelbaserede verdensorden. Havde det ikke været for Donald Trump, ak ja, så var verden et tryggere sted.

Men de seneste uger har der været tegn på, at regeringen er ved at korrigere den opfattelse. Heldigvis. For når USA trækker sig fra aftalerne, er det ikke, fordi Donald Trump er skør.

Nej, det er såmænd, fordi magtbalancen i verden er skiftet: De ikke-vestlige stormagter er blevet stærkere. De er blevet så stærke, at de tillader sig at være ligeglade med internationale aftaler. Med det resultat, at det kun er Vesten, der føler sig bundet. Og i den situation er det faktisk ikke spor entydigt, at multilateralisme altid er til USAs eller Danmarks fordel.

Tag for eksempel INF-nedrustningsaftalen mellem USA og Sovjetunionen (senere Rusland) om skrotning af landbaserede mellemdistancemissiler. I Danmark var der indledningsvis megen forargelse over, at Trump truer med at opsige den. Det hed sig, at opsigelsen var en trussel mod europæisk sikkerhed. Og det på trods af, at det i forsvarskredse er alment kendt, at Rusland for længst har udviklet og opstillet et landbaseret mellemdistancemissil SSC-8 i strid med aftalen. Et missil, som ifølge NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg netop er »en trussel mod Europa«.

Heldigvis har Danmark ændret holdning. På NATO-topmødet i Bruxelles forleden tilkendegav vores udenrigsminister, at der ikke er noget vundet ved, at det kun er USA, der holder aftalen. Tværtimod, faktisk.

Nye toner om Kina

Også i forholdet til Kina har Danmark og EU rykket sig. Da Trump i sin tid indvarslede en handelskrig for at tvinge kineserne til at overholde WTO-reglerne, var der også megen forargelse. Ikke fordi nogen var i tvivl om, at kineserne manipulerer deres valuta, subsidierer udvalgte sektorer, blæser på ophavsret og patenter, og tvinger udenlandske virksomheder til at overlevere know-how. Nej, fordi europæerne mente, at tvisterne skulle afgøres i WTO-systemet, som kineserne gennem årtier har demonstreret, at de ikke respekterer.

»For et mellemstort land som Danmark er multilateralisme helt uomgængelig. Ellers overlever vi ikke som stat.«


Nu lyder der andre toner. Den danske regering har fremsat et lovforslag, der skal beskytte vital infrastruktur mod opkøb fra udenlandske magter, hvormed man mener Kina, og også EU-Kommissionen lægger op til en fælles politik for Kinas opkøb i EU. Kinas præsident, Xi Jinping, har ikke længere bedre presse end Trump.

Forhåbentlig vil vi i Danmark også snart revidere vores syn på aftalen med Iran – Ruslands og Kinas allierede.

I Danmark er vi stærkt optaget af, hvor forkert det er, at USA er udtrådt af Iran-aftalen. Vi ser bort fra, at Iran siden aftalens indgåelse har brugt sin nyvundne frihed og velstand til at ekspandere militært i hele Mellemøsten: I Irak, Yemen, Libanon og Syrien, hvorfra man bomber israelerne. Iran har endda fået kræfter til at organisere dødspatruljer mod sine modstandere i lande som Danmark og Frankrig. Og derfor går Danmark paradoksalt nok også ind for sanktioner mod Iran; det skal bare være nogle andre end dem, som USA går ind for. For USA er imod multilateralt samarbejde, mens vi er for.

I stedet for at hænge fast i klicheer om multilateralisme burde udgangspunktet selvfølgelig hele tiden være, hvad der er i Danmarks nationale interesse.

Er det i vores nationale interesse, at Iran bliver stærkere? At russerne er ene om at producere mellemdistancemissiler? At Kina misbruger det internationale handelssystem? Eller er det mon snarere i vores interesse at holde fast i USA og holde Vesten samlet i en verden, hvor vores indflydelse er hastigt vigende? Fremskrivninger viser, at E7 – de syv ledende magter uden for Vesten – i 2050 kan tegne sig for 50 pct. af det globale BNP. G7 ligger på omkring 20 procent.

Misforstå mig ikke: Jeg mener ikke, at multilateralt samarbejde er dårligt. For et mellemstort land som Danmark er multilateralisme helt uomgængelig. Ellers overlever vi ikke som stat. Men det er fuldstændigt ligesom med mad. Mad er også godt. Og helt nødvendigt for overlevelsen. Og dog er ikke al mad til alle tider godt. Noget bør man faktisk slet ikke spise.