Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Løkkes sidste skaktræk fører ingen vegne

Statsminister Lars Løkke Rasmussen går nu til valg på en bred national samlingsregering. Det sker for at udelukke yderfløjene. Men der er adskillige grunde til, at en sådan regering er en dårlig idé. Og et svigt af det borgerlige Danmark.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen fører valgkamp på Kultorvet tirsdag den 4. juni 2019- Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

»Jeg tror godt danskerne ved, hvor de har Venstre,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag eftermiddag, da han smed sin anden store bombe i valgkampen.

Nu er en SV-regering eller en anden samlingsregering hen over midten ikke længere blot en mulighed for Løkke. Det er en førsteprioritet. Det, Danmarks statsminister går til valg på.

Det er muligt, at Løkke mener, at danskerne ved, hvor de har ham. Men kan han nu være sikker på det? Statsministeren gik først til valg på at fortsætte den borgerlige VLAK-regering. Så kom åbningen for en SV-regering. Og nu er plan A altså, at der skal dannes en national samlingsregering hen over midten.

En koldsindig analyse af det forløb må være, at Løkke har efterladt mange danskere dybt forvirrede.

Dermed ikke sagt, at en samlingsregering ikke har en vis klangbund i befolkningen. Det tyder flere målinger på. Men politik handler ikke om målinger og bogstavkombinationer – eller hvem der skal være statsminister. Det hører man for det meste politikere sige selv, og det er korrekt. Lars Løkke Rasmussens ageren i denne valgkamp betyder, at al fokus på selve valgdagen vil være på netop det, politik ikke burde handle om.

Løkkes begrundelse for at gå til valg på en samlingsregering er for så vidt valid nok. Skulle der mod forventning blive et blåt flertal, vil det være afhængigt af partier på den yderste højrefløj. Mens Mette Frederiksen som leder af en socialdemokratisk mindretalsregering bliver afhængig af yderpartier på venstrefløjen, der vil føre socialistisk økonomisk politik. Og med dem flere og andre, der kræver lempelser af den stramme udlændingepolitik.

Statsministeren vil derfor givet mene, at hans nye plan faktisk handler om politik.

Alligevel er der mange grunde til at advare mod en samlingsregering. Uanset de konkrete partikombinationer vil en samlingsregering reelt neutralisere dansk politik. Den vil stadfæste det borgerlige Danmarks politiske død. Den vil hæve de offentlige udgifter mere end sundt er. Den vil formentlig give yderfløjene både til højre og venstre ny vind i sejlene i den kommende valgperiode. Den kan, hvis den omfatter de Radikale, stå over for præcis de samme krav om en lempelig udlændingepolitik som en S-regering under Mette Frederiksens ledelse ville.

Derudover er det tvivlsomt, om en sådan regering overhovedet vil kunne dannes. Mette Frederiksen afviste tidligere i valgkampen en SV-regering. Den konservative formand Søren Pape Poulsen har slået fast, at hans parti er borgerligt, og at han ikke skal sidde i regering med Socialdemokratiet. Han lød som en, der følte sig svigtet.

Tilbage er det muligvis taktisk geniale skaktræk, at Løkke får lagt maksimalt tryk på de Radikale og Morten Østergaard, der skal vælge mellem sin favoritregering - og så at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Vil Radikale på den baggrund vælte Løkke efter valget?

Men politik er også – eller burde være – et spørgsmål om noget andet og større end taktiske skaktræk. Politik handler om at forme Danmarks fremtid, velstand. Om danskernes frihed og sikkerhed. Over for en politisk venstrefløj, der er villig til at spille højt spil med både Danmarks økonomi og stramme udlændingepolitik. Det er det, der er på spil på demokratiets dobbelte festdag, Grundlovsdag og folketingsvalgdagen, når millioner drager mod stemmeboksene.

En opfordring herfra til at tage ansvar og stemme. Efter en tumultarisk og alt for dyr valgkamp, hvor politikerne lovede offentlig velfærd til højre og venstre, er der nu brug for, at danskerne leverer deres velovervejede svar. TOM JENSEN