Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fri forskning er ikke fritaget for kritik

Politisering af forskningen og universitetsfakulteter må aldrig blive modsvaret af politisering fra Christiansborg. Men frie forskere må finde sig i, at deres arbejde bliver udsat for kritik. Også i offentligheden.

Politikerne bør afholde sig fra alt for vidtgående generaliseringer om bestemte forskningsområder. Den aktivistiske forskning, som reelt kortslutter kritisk tænkning ved at introducere fastlåste dogmer som sit udgangspunkt, bør i stedet kritiseres eksempel for eksempel, skriver Tom Jensen i denne leder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Visse steder på de højere læreanstalter er det, som om 70erne er vendt tilbage – i ny forklædning. Forskningen og undervisningen iklædes politiske standpunkter, oftest med afsæt i tankegange på den yderste venstrefløj. I denne omgang dog ikke af munkemarxistisk tilsnit. I stedet er der fremdraget skrækkelige eksempler på identitetspolitik og intersektionel feministisk ideologi forklædt som forskning.

‘Aktivistisk forskning’ er begrebet blevet døbt, og den har modtaget kritik. Også, og i usædvanlig grad, fra politisk hold, hvor folketingsmedlemmer som Henrik Dahl fra LA og Morten Messerschmidt fra DF har ført an i kravet om, at institutledelser på landets universiteter strammer op og sikrer, at forskningen og universitetsuddannelserne ikke spændes for en ensidig, politisk vogn.

Kritikken er relevant og velkommen, for der er givet eksempler, som afslører forskning, der mest synes at føre et slags cirkelslutningens bevis for antagelser, der bygger på ganske ekstreme teorier om køn, magt, racisme – og så videre. Det er ofte i dén boldgade, det foregår.

Men politikerne skal også passe lidt på. Ingen har en interesse i, at den frie forskning skal lægges i politiske lænker. Den skal netop være fri, og den må gerne være ubekvem og afdække viden på måder, ingen har gjort før. Med andre ord: Anklager om politisering af forskning må ikke føre til, at den omvendt politiseres fra Christiansborg. Vi har i andre lande set triste eksempler på, hvordan åndsfriheden reelt risikerer at blive indsnævret, hvis den slags sker. Viktor Orbáns Ungarn er et eksempel.

Forsommerens folketingsvedtagelse om »overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«, hvor de borgerlige partier og Socialdemokratiet noget uortodokst enedes om en erklæring, hvoraf det fremgik at »Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer,« gik derfor lige til kanten. Men lige nøjagtig ikke over. Vedtagelsen konstaterede netop, og heldigvis, at »Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.«

Det sidste er velgørende at få knæsat. Politikerne må og skal udstyre sig selv med den begrænsning. Ligesom de bør afholde sig fra alt for vidtgående generaliseringer om bestemte forskningsområder. Den aktivistiske forskning, som reelt kortslutter kritisk tænkning ved at introducere fastlåste dogmer som sit udgangspunkt, bør i stedet kritiseres eksempel for eksempel.

Folketingsvedtagelsen afstedkom flere underskriftsindsamlinger, hvor forskere advarede mod politisk pres og samtidig gav udtryk for, at de føler sig intimideret og ligefrem truet af debatten. Forhåbentlig oplever ingen forskere herhjemme egentlige trusler – eller blot det der ligner. I givet fald bør også disse eksempler frem.

Derimod må også forskere, herunder de meget ideologiske, finde sig i, at deres arbejde og holdninger udsættes for kritik. Også i offentligheden. Fri forskning er ikke fritaget for kritik. Ligesom frie forskere er fri til at udtale sig – også holdningsmæssigt – i samfundsdebatten. De skal være så hjerteligt velkomne. Men må naturligvis leve med, at de vil blive imødegået. Sådan foregår det i et frit samfund. Også når det gælder forskningen.

TOM JENSEN