Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Folkeskolens inklusion er gået for langt

Det er på tide at gøre op med den mangeårige målsætning om at inkludere så mange børn som muligt med særlige behov i de almindelige skoleklasser.

»Forældrene på Tranegårdskolen peger på den såkaldte inklusion som den altovervejende årsag til volden.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hårde spark, kvælertag og knive. Det er ifølge flere forældre på den ellers meget populære folkeskole Tranegårdskolen i Gentofte forekommet adskillige gange i indskolingen, og her i avisen har vi i den senere tid berettet om grov vold mellem elever på flere andre skoler i hovedstadsområdet.

Der findes ikke dokumentation for omfanget af vold i de danske folkeskoler, men til gengæld findes der dokumentation for vold imod lærere.

Denne vold har gennem længere tid været stigende, og Berlingskes aktindsigt i Arbejdstilsynets rapporter fra tre folkeskoler i hovedstadsområdet i 2018 giver rimelig grund til at antage, at udadreagerende elever, der øver vold mod deres lærere, også er voldelige over for deres klassekammerater. Tilsynsrapporterne dokumenterer blandt andet, at lærerne »dagligt skal skille elever ad, der er oppe at slås, eller skærme elever fra andre elevers udadreagerende adfærd«.

Forældrene på Tranegårdskolen peger på den såkaldte inklusion som den altovervejende årsag til volden – altså det forhold, at elever med særlige behov eller afvigende adfærd skal inkluderes i almindelige skoleklasser i stedet for at gå i specialskoler, sådan som man tidligere gjorde. Danmarks Lærerforening ser også inklusion som en væsentlig årsag til den stigende vold.

»Inklusion er stadig ambitionen, og det er efterhånden på tide at spørge: Hvorfor?«


Inklusionsloven er fra 2012 og har ikke noget at gøre med den omdiskuterede folkeskolereform, der først kom nogle år senere. Men det er alligevel vigtigt at se de to kursændringer i sammenhæng, fordi inklusionen slet ikke var begyndt at fungere endnu, da den store stormombruste reform ramte de modvillige lærere. Nogle af kravene i henholdsvis inklusionsloven og i folkeskolereformen er tilmed modsatrettede.

Oprindeligt var målet, at 96 procent af alle folkeskoleelever skal gå i en almindelig skoleklasse, men det måltal droppede regeringen lykkeligvis for et par år siden efter anbefaling fra en ekspertgruppe. Men inklusion er stadig ambitionen, og det er efterhånden på tide at spørge: Hvorfor?

Inklusionsloven blev i sin tid vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, og baggrunden var både økonomisk og moralsk: Dels fandt man det mest rimeligt, at flest muligt børn blev en del af det normale fællesskab, og dels er specialskoler og specialklasser rasende dyre at drive.

Mange af inklusionens venstreorienterede kritikere hæfter sig naturligvis ved det økonomiske: Fiaskoen skyldes nærige politikere, og hvis bare der bliver sendt flere penge til ekstra lærere og andre støtteforanstaltninger, skal det hele nok blive godt.

Men det er en overfladisk betragtning. Penge kan måske afbøde skadevirkningerne, men penge kan ikke løse problemet, fordi det simpelthen hviler på en forkert moralsk præmis: Vi bør ikke stræbe efter at inkludere flest muligt børn med særlige behov i de almindelige klasser. Vi bør i stedet stræbe efter at inkludere lige præcis de børn med særlige behov, som vil have gavn af at blive inkluderet, og som kan inkluderes uden at det går ud over de andre børn – hverken færre eller flere.

Inklusionen er simpelthen gået for langt. Vold er den værste konsekvens, men også den larm, uro og spildtid, som inklusionen fører med sig, går hårdt ud over de andre børn.

Undervisningsministeren vil nu kortlægge omfanget af vold. Det er godt, men vi har også brug for et grundlæggende opgør med målet om mest mulig inklusion.

AMALIE LYHNE