Undervisningsministeren vil have kortlagt børnevold i skolen

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) savner konsekvens og resoluthed over for elever, der begår vold i skoletiden. Hun vil nu have afdækket omfanget af vold mod børn i danske skoler. Meldingen kommer efter flere sager om overfald på folkeskoler og gymnasier.

Merete Riisager, undervisningsminister for Liberal Alliance, ønsker en kortlægning af vold mod børn i skoletiden. Sofie Mathiassen

Video med fødselsdagstæsk fra Roskilde Katedralskole. Overfald på en skole i Snekkersten. Og i dag en kronik i Berlingske med et opråb fra forældre, hvis søn er blevet slået gentagne gange på sin folkeskole på Østerbro i København.

Den seneste tid har været præget af flere historier om vold på danske folkeskoler og gymnasier. Men der findes ikke egentlige tal på, hvor mange børn der udsættes for vold i skoletiden. Det har fået blandt andet Børns Vilkår til at efterlyse en kortlægning af omfanget.