Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Elbæk, Mussolini og historieløshedens banalitet

Uffe Elbæk mener at se fascistiske træk i dansk politik. Han skulle tage at læse op på, hvad fascisme er.

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk (tv), mener at se Benito Mussolinis skygge i nutidens dansk politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl / Ritzau Scanpix

Der er bestemt grund til at kritisere illiberale tendenser i vores tid. Det har vi i Berlingske også gjort på lederplads ved at opfordre til en hård kurs over for Viktor Orbáns underminering af demokratiet i Ungarn. Vi har kritiseret Donald Trumps angreb på den frie presse og Jair Bolsonaros autoritære retorik. Vi har kritiseret den danske regerings illiberale tilgang til tvangsindgreb mod boligens ukrænkelighed og til beskyttelse af det danske demokrati mod fake news og udenlandske påvirkningskampager.

Når man ser ud i verden, er der nok at være bekymret over, og en sådan bekymring synes at have grebet Alternativets politiske leder og erklærede statsministerkandidat, Uffe Elbæk. Han advarer i sit seneste nyhedsbrev og i et interview med Berlingske om, at fascistiske tendenser præger lande som Ungarn, Polen, Tyrkiet, USA og Danmark.

Der er de seneste år udgivet en række bøger, som diskuterer, om vestlige demokratier vil bukke under, som mange af dem gjorde det i 1930erne. Sammenligningen kan være psykologisk forståelig. Stillet over for en bekymrende nutid griber mennesker gerne tilbage til den største kriseoplevelse i den kollektive hukommelse for at forsøge at forstå, hvad der sker. Problemet er bare, at den tilgang let fører til misforståelser.

Med en forestilling om fascismens genkomst i Europa ser man bort fra afgørende forskelle mellem mellemkrigstidens Europa og nutiden. Ja, vi har haft en finanskrise i nyere tid, men den er for intet at regne mod Den Store Depressions totale ødelæggelse af økonomier og menneskers hverdagsliv. Vi har heller ikke en generation af traumatiserede veteraner fra Første Verdenskrig gående iblandt os, ligesom vi heller ikke har samme skrøbelighed i vores demokratiske systemer.

Hvis man ukritisk bruger historien som et spejl, ender man med at fejllæse både fortiden og nutiden. Det kan være galt nok, men når Uffe Elbæk folder sine argumenter ud, fornemmer man også, at der er mere på spil end historieløshed. Det handler helt banalt om at delegitimere politiske modstandere.

Uffe Elbæk mener at se »et fascistisk menneske- og samfundssyn« i dansk politik. Han nævner specifikt Dansk Folkeparti og en række tiltag som bl.a. burkaforbuddet, krav om håndtryk for at få statsborgerskab, regeringens ghettopakke, forholdene for afviste asylfamilier på Udrejsecenter Sjælsmark og planen om at placere udvisningsdømte udlændinge på øen Lindholm.

»Det er ikke udtryk for en perverteret nationalisme, hvis man vil kræve af indvandrere, at de tilslutter sig demokratiske værdier.«


Man kan være nok så uenig i mange af disse tiltag, men de har altså intet at gøre med den totalitære statsideologi, som Benito Mussolini udtænkte. Det er ikke udtryk for en perverteret nationalisme, hvis man vil kræve af indvandrere, at de tilslutter sig demokratiske værdier. Når regeringen vil nedbryde ghettoer, er det heller ikke udtryk for racisme; meningen er tværtimod at undgå en opsplitning af befolkningen, som fascister og nazister gerne så. Et krav om håndtryk kan være problematisk, men det er ikke en forbrydelse mod menneskeheden. Og det er heller ikke udtryk for fascisme, hvis man i dag kritiserer internationale domstole og konventioner, som end ikke var opfundet endnu i 1930erne.

Man må derfor opfordre Uffe Elbæk til at læse flere historiebøger. Vi skal bestemt lære af historien, men man kortslutter den politiske samtale, hvis en overfladisk historielæsning alene misbruges til at dæmonisere politiske modstandere.

PIERRE COLLIGNON