Stop med at sammenligne nutiden med 1930erne

Da statsminister Thorvald Stauning 30. januar 1933 efter en lang nats forhandlinger endelig nåede til enighed med oppositionspartiet Venstre om det berømte Kanslergadeforlig i sin lejlighed på Østerbro i København, var længslen efter en stærk mand efterhånden synlig over det meste af det kriseramte Europa.

I Tyskland skulle Adolf Hitler senere samme dag blive udnævnt til rigskansler i Berlin. I Italien havde Mussolini og hans fascistiske frænder siddet tungt på magten siden 1922. I løbet af 1920erne var kortlivede demokratiske eksperimenter i Østeuropa og på Balkan blevet revet op med rode i blodige magtkampe mellem kommunistiske kupmagere og konservative jernnæver uden synderlig forkærlighed for stemmesedler og frie valg.

Den europæiske horisont var med andre ord overordentlig dunkel, da den socialdemokratiske statsminister sammen med regeringspartneren Radikale Venstre og oppositionspartiet Venstre indgik danmarkshistoriens første brede forlig om økonomiske og sociale reformer. Med Kanslergadeforliget lykkedes Stauning og hans forligspartnere med at afbøde de værste følger af den globale krise for store dele af befolkningen og dermed også sikre danskernes fortsatte opbakning til det parlamentariske system.

Når Stauning kunne styre Danmark udenom totalitarismens fristelser i en stormomsust krisetid, er der ikke tale om en historisk tilfældighed, skriver Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning, der er professorer ved statskundskab på Aarhus Universitet, i en ny bog med titlen »Demokrati i en krisetid. Mellemkrigstidens Europa«.

Det bemærkelsesværdige ved den omfattende politiske, kulturelle og økonomiske krise, der sænker sig over Europa efter Første Verdenskrig, er nemlig ikke, at en lang række af kontinentets unge demokratier forvandler sig til fuldtonede diktaturer.

Nej, det spektakulære ved mellemkrigsårene er snarere, at »gamle demokratier« som Danmark, Sverige, Holland, Frankrig, Belgien og Storbritannien stædigt holder fast i demokratiet, indtil de blev besat af Nazityskland.

Netop derfor bryder Jørgen Møller sig heller ikke om, når politikere, forskere og kommentatorer i tide og utide diverterer med historieløse sammenligninger mellem nutiden og 1930erne. I bogen »How democracies die« (Hvordan demokratier dør, red.) argumenterer de to amerikanske politologer Stephen Levitsky og Daniel Ziblatt for, at vestlige demokratier ligesom i 1930erne befinder sig i fare for et gradvis kollaps, der kan minde om mellemkrigstidens politiske udvikling.

»Alle de advarsler om, at demokratiet kan bryde sammen i Vesteuropa, er der intet historisk belæg for. Det er da muligt, at der er nogle nye bekymrende ting undervejs, men man kan ikke bare pege tilbage på mellemkrigstiden og sige: Se, hvor galt det kunne gå,« siger Jørgen Møller.

Demokratiets slidstyrke

I 1930ernes Europa ville de færreste observatører have følt sig overbevist om demokratiets slidstyrke på et tidspunkt, hvor Hitlers opstigning til magten satte en brutal stopper for Weimarrepublikkens skrøbelige demokrati.

»1930erne er ekstreme, fordi der er tale om et sammenfald af en række kriseoplevelser samtidig med den store depression, der jo er den dybeste økonomiske krise, vi har oplevet i moderne tid. Samtidig ser vi Hitler komme til magten i Tyskland, mens den internationale orden, som de vestlige sejrsmagter har prøvet at skabe efter Første Verdenskrig, bryder sammen,« siger Møller.

»Men alene ved at betone den demokratiske arv fra før 1918 ville en iagttager i 1919 have kunnet forudsige, hvilke demokratier der ville overleve, og hvilke der ville bryde sammen,« skriver de to professorer i bogen.

For selvom tiden er urolig og synes at kalde på radikale svar, kan de rutinerede demokratier holde ekstremistiske impulser i skak med alliancer over midten. I Storbritannien bliver det konservative parti trods en omfattende økonomisk krise til folkeparti og danner en samlingsregering med Labours højrefløj i 1931.

Heller ikke i Danmark, Sverige, Norge, Irland, Holland, Belgien, Frankrig eller Schweiz slår de antidemokratiske kræfter for alvor rødder. Ganske vist kæmper både Frankrig og Belgien med højreradikale bevægelser, men først med den nazistiske invasion må demokratiet give op.

Fælles for de nordvesteuropæiske nationer er den demokratiske arv og en erfaring med parlamentariske spilleregler, der i modsætning til lande som Italien, Tyskland og Spanien strækker sig tilbage til tiden før Første Verdenskrig. I Danmark slog den demokratiske parlamentarisme for alvor rødder med systemskiftet i 1901, der knæsatte princippet om, at regeringer uden flertal må gå af. Selv da kong Christian under Påskekrisen i 1920 fyrede regeringen, gik parlamentarismen i sidste ende sejrrigt ud af krisen.

I deres bog peger Møller og Skaaning på de langvarige parlamentariske traditioner, stærke civilsamfund, moderne økonomier og partier med respekt for politiske modstandere som et afgørende bolværk mod antidemokratiske kræfter i de nord- og vesteuropæiske lande.

»Når man længe har haft demokrati, vænner de politiske partier sig til spillereglerne. De ved, at de nok skal komme til fadet, og at de ikke bliver undertrykt, når andre kommer til magten,« siger Jørgen Møller.

Dommedagsprofetier

I den offentlige debat sidder vulgære historiske henvisninger til mellemkrigstiden i dag lige så løst som lussinger og eftersidninger i den sorte skole.

Med jævne mellemrum udløser fremgangen til indvandringskritiske højrepartier i europæiske lande ritualiserede advarsler om demokratiets snarlige kollaps. I 2012 advarede Weekendavisens Klaus Rothstein om, at »situationen nu minder om situationen i mellemkrigstiden«. Efter Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus udgav den amerikanske historieprofessor Timothy Snyder i 2017 bogen »On Tyranny« (Om tyranni), hvor han netop trækker på mellemkrigstiden for at skærpe sine læseres øjne for tegn på totalitarismens genkomst.

På sin vis forstår Jørgen Møller, hvorfor 1930erne dukker op igen og igen.

»Sammenligninger med 1930erne kommer hele tiden. Det er nok en slags kollektiv forskrækkelse. 1930erne er den ultimative kriseoplevelse i moderne tid. Hver gang der kommer en ny bekymring over, hvor vi er på vej hen, går man tilbage til skræmmebilledet af 1930ernes store krise og dens konsekvenser.«

For en overfladisk betragtning kan der ganske vist være visse paralleller. Ligesom i mellemkrigstiden befinder vi os i efterdønningerne af den globale økonomiske krise, der fik Wall Street til at skælve i 2008. Og ligesom i 1930erne er den liberale verdensorden kommet under pres af autokrater i lande som Kina, Rusland og Tyrkiet, hvor respekten for vestlige værdier er svindende. Men her hører de overfladiske ligheder med fortiden også op, siger Jørgen Møller.

»Forskellene er meget mere betydelige end lighederne,« siger Jørgen Møller. »Selvfølgelig er der noget grøde og politisk ustabilitet i vores tid, men det var simpelthen af en helt anden karat i 1930erne. Derfor bliver det en meget overfladisk sammenligning, hvis ikke man får konteksten med.«

Når udviklingen i 1930ernes Italien, Tyskland og Østrig i dag trækkes frem som skræmmeeksempler på, at højtudviklede lande med stærke civilsamfund, høje uddannelsesniveauer og høj velstand lynsnart kan udvikle sig til fascistiske diktaturer, bliver det ofte overset, at der var tale om nye demokratier uden traditioner for frie valg.

Til trods for lejlighedsvise dommedagsprofetier frygter Jørgen Møller derfor heller ikke for demokratiets sundhedstilstand i Vesteuropa. Til gengæld kan der være gode grunde til at rette blikket mod øst, hvor både Ungarns og Polens regering har fået kritik for indgreb i den frie presse og domstolenes uafhængighed.

»Nye demokratier i fattige lande er skrøbelige,« siger han. »På den måde kan man sagtens være bekymret for, at den voldsomme demokratisering, der er sket siden kommunismens sammenbrud, har nået et mætningspunkt.«