Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den egentlige fattigdom i Danmark er ikke materiel

Der er børn i Danmark, som vokser op under meget dårlige kår. Disse børn fortjener en hjælpende hånd fra fællesskabet – også mere hjælp end de får i dag. Men forældrenes problemer er sociale, ikke økonomiske.

62925010.jpg
Det er let at blive enige om, at alle børn fortjener en ordentlig opvækst, men lad os lige se ordentligt på fakta og styre uden om de lette løsninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Fattigdom er endnu en gang på dagsordenen. I sidste uge viste en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at 64.500 danske børn lever under fattigdomsgrænsen, hvilket er en markant stigning i forhold til tidligere år. Det har fået en række organisationer og partier til at råbe vagt i gevær – den radikale partileder Morten Østergaard bruger endda analysen til at presse Mette Frederiksen yderligere: Ingen radikal støtte til en kommende socialdemokratisk regering, hvis Frederiksen ikke vil love at nedbringe tallet.

Det er let at blive enige om, at alle børn fortjener en ordentlig opvækst, hvor der er råd til både fodboldkontingent, vinterstøvler og julegaver. Men lad os lige se ordentligt på fakta og styre uden om de lette løsninger. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anvender en relativ definition af fattigdom. Det vil altså sige, at hvis alle i samfundet får et velstandsløft - også de svageste - vil fattigdomsniveauet forblive det samme. Det er en misvisende måde at anskue fattigdom på: Man ser ikke på den enkelte person eller families forbrugsmuligheder, men kun på indkomsten i forhold til andres indkomster.

Ifølge en analyse fra tænketanken Cepos ser billedet helt omvendt ud, hvis man netop fokuserer på de reelle forbrugsmuligheder: Antallet af børn fra familier med få midler er næsten halveret fra 2000 til i dag. Det skyldes væksten i samfundet, som kommer alle til gode. Når vi diskuterer fattigdom, bør vi se på de egentlige forhold for de mennesker, der befinder sig i bunden af indkomstskalaen. En enlig mor med to børn på kontanthjælp har 18.100 kroner om måneden til rådighed efter skat, og der er friplads i daginstitutionen. Det er ikke et stort beløb – det var højere før kontanthjælpsloftet – men det er rimeligt. Der er råd til det basale, også tøj, sport og gaver til børnene.

Når der er børn, som har det meget svært, og forældre, der ikke kan få pengene til at slå til, er det altså ikke et spørgsmål om økonomi alene. Det handler om sociale problemer af forskellig karakter: psykiske problemer, misbrug eller blot manglende evne til at lægge et realistisk budget og få hverdagen til at hænge sammen. De mange ansøgninger om julehjælp vidner herom. Det ændrer naturligvis ikke ved, at det er en ulykkelig situation for både børn og forældre, og vi må som samfund hjælpe – også meget mere end i dag.

Først og fremmest fungerer socialpolitikken ikke godt nok. Vi mangler viden om, hvad der virker, og området har alt for længe været præget af spredte projekter med ringe effekt. Desuden bliver de svageste i samfundet mødt af et komplet uoverskueligt virvar af sagsbehandlere, kontaktpersoner og utallige handleplaner, som i nogle tilfælde blokerer for hinanden – for eksempel kan man jo ikke opfylde jobcenterets krav om fremmøde, samme dag som man er indkaldt til alkoholbehandling.

Tidligere på ugen blev et bredt flertal i Folketinget enige om netop at skabe en mere overskuelig og sammenhængende socialpolitisk indsats: En ny hovedlov samler indsatser fra syv forskellige lovgivninger og fire forskellige sektorområder. Beslutningen fortjener ros, for den nye lov kan få stor og positiv betydning for mange mennesker, som fremover kun skal forholde sig til én handleplan.

Lad os fokusere på at hjælpe familier, der har det svært, i stedet for at lade os forarge af relative tal, der ikke siger noget om børnenes konkrete hverdag.

AMALIE LYHNE