Hele tre ministre præsenterede i sidste uge regeringens længe ventede uddannelsesreform.

Som de stod der sammen – uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) – var signalet ikke til at tage fejl af: På trods af partiernes forskellige ideologiske udgangspunkter er det med bred enighed, at regeringen blandt andet foreslår at halvere op imod halvdelen af alle kandidatuddannelser fra to til et år.

Men man skal ikke lytte længe til ministrene, før man aner store sprækker i enigheden. Mens Egelund for eksempel siger, at de unge skal »have lov til at lade sig drive af nysgerrighed«, og at vi ikke kan »blive for dygtige eller for overakademiserede«, mener Tesfaye, at for mange unge søger mod universitetet. De unge skal simpelthen have indskrænket deres valgmuligheder, og »det budskab tror jeg, at der er behov for, at vi får sagt klart og tydeligt i et land, hvor vi skattefinansierer vores uddannelser,« siger han.

Måske er det denne i virkeligheden ret store bagvedliggende uenighed, som får reformen til at fremstå rodet og uklar? I hvert fald er der langt mellem de begejstrede reaktioner.

Reformen har sin rod i anbefalingerne fra den såkaldte reformkommission. Universitetsfolkene selv har været mærkeligt fraværende i processen, så det er positivt, at regeringen nu vil inddrage dem i arbejdet med yderligere konkretiseringer. Der er bestemt også grund til at kvittere for flere fornuftige elementer: Det gælder især den mere fleksible tilgang til uddannelsernes længde og ambitionerne om mere uddannelse senere i livet.

Alligevel må man frygte, at denne dybt komplicerede reform ender som den forkætrede folkeskolereform: Politikerne tror, at de kan overskue det hele og med stor detaljegrad styre institutioner, mennesker og viden i en helt ny og bedre retning til gavn for borgerne og samfundsøkonomien. Men virkeligheden er en anden.

Derfor burde regeringen have lyttet til et andet af Reformkommissionens forslag, nemlig at fjerne SU på kandidatdelen af de videregående uddannelser. Hvis de unge i højere grad selv betalte, ville vi helt automatisk få et langt bedre match mellem uddannelser og arbejdsmarked. For de unge er simpelthen klogere end politikerne, når det gælder fremtidens uddannelsesbehov: De er tættere på, og de har meget mere på spil. I en tid med stor mangel på arbejdskraft ville det også betyde, at mange arbejdsgivere ville betale for at opkvalificere deres unge medarbejdere – naturligvis inden for lige præcis det område, de har brug for.

Det er ikke unfair på den måde at skære i SUen. Danmark har verdens mest generøse SU-system, og med SUen omfordeler vi fra de fattigste til de rigeste, når man ser på folks livsindkomst. Den danske SU er markant højere end tilsvarende ordninger i Sverige, Norge og Finland. Det har blandt andet den konsekvens, at vi i Danmark bruger flere penge på SU end på uddannelse.

Det er tosset, og det er ikke i de studerendes interesse.

Uddannelse er helt afgørende for Danmarks fremtid, og vi skal til enhver tid ønske os en bedre uddannet befolkning. Men »bedre« betyder ikke nødvendigvis, at unge mennesker helt bevidstløst skal proppes ind på universiteterne. Bedre handler mindst lige så meget om kvalitet som om kvantitet.

Det kan man håbe, at regeringen – på tværs af uenigheder – er bevidst om.

AMALIE LYHNE