Urbaniseringen fremstilles ofte som tegn på fremgang. Flere flytter til de store byer, virksomheder samles, og væksten følger med. Men bagsiden af medaljen bliver stadig tydeligere, og det er på tide, at vi spørger os selv, om udviklingen er ved at løbe af sporet.

Når tusindvis af mennesker hvert år søger mod de største byer, bliver presset på boligmarkedet uundgåeligt. Boligpriserne stiger til et niveau, hvor mange unge, børnefamilier og almindelige lønmodtagere må opgive drømmen om at bo i byen. Samtidig bliver huslejerne højere, og forskellen mellem dem, der ejer en bolig, og dem, der ikke gør, vokser.

Men pladsen skal findes et sted. Derfor ser vi grønne områder forsvinde til fordel for nye boligprojekter. Små åndehuller, træer og bynatur bliver erstattet af beton, selvom netop de grønne områder er afgørende for både klima, biodiversitet og menneskers trivsel.

Også vores kulturarv kommer under pres. Ældre og bevaringsværdige bygninger risikerer at blive revet ned, fordi den økonomiske gevinst ved nybyggeri er større end hensynet til historien. Når først et gammelt byhus eller et historisk miljø er væk, kan det aldrig genskabes. Vores byer risikerer at miste den sjæl og identitet, som gør dem unikke.

Trængslen mærkes også hver eneste dag på vejene. Flere indbyggere betyder flere biler, længere bilkøer, mere støj, øget luftforurening og en konstant mangel på parkeringspladser. Samtidig bruges enorme summer på at afhjælpe problemer, som i høj grad er en konsekvens af den fortsatte koncentration af mennesker og arbejdspladser.

Måske er det på tide at vende blikket mod resten af Danmark. Hvorfor ikke skabe flere attraktive arbejdspladser, uddannelser og offentlige funktioner uden for de største byer? Hvorfor ikke investere målrettet i de mellemstore byer og landdistrikterne, så udviklingen fordeles bedre?

Vi taler ofte om bæredygtighed. Men bæredygtighed handler ikke kun om CO₂ og energiforbrug. Den handler også om at skabe byer med plads til mennesker, natur og historie – og om at sikre, at hele landet udvikler sig, frem for at stadig flere mennesker presses sammen på stadig mindre plads.

Urbanisering er ikke nødvendigvis et problem. Men ukritisk urbanisering er det.

Lars Theilade, København

Brug af kunstig intelligens

Jeg er fascineret af de muligheder kunstig intelligens (ai) giver, men ofte har jeg tænkt på, om det er rimeligt, at jeg vederlagsfrit og på ti sekunder kan få adgang til viden m.m., som forskere, kunstnere og andre dygtige folk har brugt et menneskeliv eller mere på at fremskaffe.

Professor Jan Damsgaard har på bedste vis skrevet en kronik i Berlingske 28. juni under overskriften »Jeg er bekymret over bekymringerne ved brug af kunstig intelligens«.

Denne kronik indeholder mange pointer, som jeg håber vores lovgivere vil tænke over – frygt og bekymringer for det nye er ikke en farbar vej.

William Anderson, Hillerød

Koldskål

Som svar til Lene Wessel Falk, der spørger om mejeribruget i Danmark i et læserbrev her i avisen 6. juli, vil jeg sige: Hvad med selv at lave koldskål? Det er nemt, den er frisk og smager sikkert meget bedre end Egelykkes. Jeg har dog aldrig smagt den færdiglavede, så jeg kan kun udtale mig om min egen.

Hanne Nording, København

Ai har ikke ødelagt universitetet

Det har været en af sommerens store nyheder, at ai har bragt uddannelsessystemet på kanten af et sammenbrud. Berlingske kunne 27. juni fortælle, hvordan mange gymnasielærere oplever, at skriftlige afleveringer har mistet al betydning.

Og Christian Egander Skov har beskrevet, hvordan han har opgivet et censorhverv, fordi opgaverne er skrevet af ai.

Billedet bliver hurtigt, at vi alle har givet op, og at det er game over for dannelsen. Berlingskes læsere skal dog vide, at vi på universiteterne bestemt ikke har givet op.

På SDU er det sådan, at hvis en lærer eller en censor under læsning af en eksamensopgave fatter mistanke om misbrug af ai, så inddrages studielederen, og der laves i langt de fleste tilfælde en indberetning til universitetets uddannelsesjuridiske afdeling. 

Her sidder der dygtige mennesker, som næsten ikke laver andet end at genkende misbrug af ai. Og hvis den studerende ikke har en særdeles god forklaring, så bliver vedkommende sanktioneret. Det er et kæmpe arbejde, men vi gør det, og vi tager det meget seriøst.

Fanger vi alt? Nej, selvfølgelig gør vi ikke det – og vi fangede heller ikke alt plagiat før ai. Men vi behandler misbrug af ai på nøjagtig samme måde som plagiat. Det kan ikke dokumenteres helt på samme måde, men næsten, og det er nok. Og de studerende skammer sig, når de bliver taget i misbrug.

Tilstanden på universiteterne er altså slet ikke, at alle opgaver er skrevet af ai, og at vi bare lader stå til. Vi forfølger misbrugssager, og vi informerer de studerende grundigt om reglerne – og så arbejder vi målrettet på at skabe en kultur, hvor ai-genereret tekst er et absolut no go.

Det siger sig selv, at vi ikke kan have et universitet, hvor opgaver er skrevet af en maskine. Det er simpelthen diametralt modsat universitetets ånd og tradition.

På Historiestudiet på SDU bruger vi udfordringen fra ai til at gå den stik modsatte vej. Vi har for eksempel ansat skrivevejledere, som på første semester skal arbejde helt tæt med de studerende. Vi vil fortælle dem, hvor vigtigt det er for en historiker at arbejde med sit sprog, og vi vil lære dem om glæden ved at finde den helt rigtige formulering og også sin egen stil.

Ai er en kæmpe udfordring for alle i uddannelsessektoren. Men det er også en mulighed for at vende tilbage til de gamle dyder. Lad os gribe den.

Jeppe Nevers, professor i historie og leder af Historiestudiet på SDU

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk