For nylig sad jeg i min studiegruppe, hvor snakken faldt på kunstig intelligens (ai). En medstuderende indrømmede, at han havde brugt ChatGPT til en rapport. Næppe havde han sagt det, før han tilføjede: »Altså kun til grammatik.« 

Rundt om bordet nikkede flere. De brugte også ai – men alle ledsagede det med en undskyldning. Kun til kommaer. Kun til ideer. Kun til struktur. Det lød som en gruppe mennesker, der gerne vil indrømme sandheden, men kun i små, socialt acceptable doser.

Og midt i alle undskyldningerne kom jeg til at tænke på min mor. Jeg spørger hende stadig om hjælp til rapporter. Hun svarer ofte: »Jeg spørger lige chatten.« Det er næsten poetisk: Jeg spørger min mor, og min mor spørger maskinen. Ingen af os skammer sig. Det burde være en ledetråd.

For det er egentlig mærkeligt: Hvis jeg siger, at min mor har læst min rapport igennem, er det helt normalt. Hvis jeg siger, at en kollega har hjulpet med formuleringerne, er det samarbejde. Men hvis jeg nævner, at en chatbot har hjulpet mig med en mail, bliver stemningen straks anspændt. Som om jeg har indrømmet noget moralsk tvivlsomt.

Det er ikke teknologien, der er problemet. Det er skammen omkring den. Vi accepterer uden tøven hjælp fra mennesker omkring os – men når hjælpen kommer fra en maskine, føler vi os pludseligt forpligtet til at forklare og forsvare os. Det er en dobbeltmoral, der i virkeligheden siger mere om os end om teknologien.

Vi har skabt et lille kulturelt ritual: Først indrømmer man, at man bruger ai. Så skynder man sig at tilføje en begrænsning, der gør det acceptabelt. »Kun til grammatik« er ikke en beskrivelse – det er en syndsforladelse.

Det absurde er, at vi ikke behandler hjælp ens. Hjælp fra en kollega kalder vi kompetence. Hjælp fra en ægtefælle kalder vi støtte. Hjælp fra en underviser kalder vi læring. 

Ingen siger: »Min kone læste ansøgningen, men hun rettede kun kommaerne.« Ingen siger: »Min kollega hjalp med rapporten, men tankerne var mine egne.« Det ville lyde komisk. Alligevel er det præcis sådan, vi taler om ai – hver eneste dag.

Grænsen for hvad, der er acceptabelt, flytter sig hele tiden. Først var al ai-hjælp snyd. Nu er grammatik okay. Om et år er første udkast måske fint. Vi er midt i en udvikling, alle deltager i, men ingen rigtig vil stå inde for.

Derfor handler ai-debatten så ofte om skyld og skam frem for om brug og ansvar. Vi taler om karakter, ikke kompetence. Om moral, ikke metode.

Så længe vi behandler ai som en digital synd, vil de fleste fortsætte som min studiegruppe: åbne nok til at få hjælp – forsigtige nok til ikke at blive dømt.

Jonas Krohn, studerende, Esbjerg

Fedt

Tak til Karsten Riis Laursen for et godt læserbrev, der viser tiden med mange menneskers dårlige opfattelse af ord, og hvordan man taler vores sprog.

For cirka to år siden var jeg på Folkeuniversitet i sprog. Emnet: »Dansk er verdens bedste sprog«. I pausen talte jeg med foredragsholderen og spurgte om, hvorfor ordet »fedt« blev brugt så meget i verdens bedste sprog? Bare vent, det forsvinder igen, lød svaret.

Jeg tvivler, men foreløbig ser det ikke ud til at folk vil bruge andet end »fedt« og »megafedt«. Hvor sørgeligt det end må være for vort sprog.

Inge Suhr, Frederiksberg

Er mejeribruget i Danmark under afvikling?

Jeg faldt over Egelykke koldskål produceret i Slovakiet af Zvolenská mliekareň, 47 dage før sidste anvendelsesdato.

Som forhenværende »Karolinepige« falder det mig for brystet. Kan vi ikke følge med efterspørgsel af koldskål produceret i Danmark?

Lene Wessel Falk, Skovshoved

Misvisende angreb på Danmarks Radio

På en søndag, hvor Danmarks Radio sendte adskillige timer fra DM Ugen i Herning, havde Frederik G. Lehrmann et noget misvisende læserbrev i Berlingske, hvor han kritiserede VM-dækningen i fodbold på bekostning af de smalle idrætsgrene.

DR opfylder ikke sin forpligtelse til at dække de mindre idrætsgrene jvf. public servicekontrakten, mener Frederik G. Lehrmann, men her går han helt galt i byen.

Da 47 idrætsgrene kårede 145 nye danmarksmestre, var DR på pletten og sendte cirka 30 timers direkte tv fra de mange konkurrencer i de små idrætsgrene, som lever det meste af året i ubemærkethed.

DM Ugen er et genialt koncept, der efter fem vellykkede arrangementer i Aalborg og Herning nu skal afvikles de næste to år i Aarhus og København. Men uanset hvor de mere end 2200 atleter kæmper, er det helt naturligt, at DR opfylder sin public service-forpligtelse.

Jeg holder meget af VM i fodbold og eliteidræt, men jeg vil altid bakke op om maksimal dækning af judo, bueskydning, vægtløftning, jetski, orienteringsløb, fitness, boksning, riffelskydning, bordtennis, basket og alle de andre idrætsgrene, der er med til at skabe de mindre idrætsgrenes »olympiske lege«.

Det er der nemlig ikke andre end DR, der gør!

Helge Sander, DR-bestyrelsesmedlem

Hvad med jazzen, hr. chefredaktør?

Det var nærmest hjertegribende at læse om chefredaktør Tom Jensens nærmest næsegruse beundring for rap-, pop- og rockmusikkens udfoldelser på Roskilde Festival, som han åbenbart med stor tilfredshed har frekventeret adskillige år. 

En helside i avisens Kultursektion blev det til, såmænd. Og storsindet lovede han i afslutningen af sit indlæg, at Roskilde Festival dagligt vil blive refereret i Berlingeren. Jamen, det er der sikkert mange læsere, der bliver glade for.

Og her lidt ønsketænkning: Tænk, hvis samme chefredaktør havde haft samme interesse for jazzmusikken som for rap, pop og rock! 

Jamen, så havde der måske været en lille chance for, at vi kunne genindføre de regelmæssige anmeldelser fra diverse jazzkoncerter, pladeudgivelser etc. som tidligere senest i adskillige år med den uforlignelige jazzekspert Kjeld Frandsen.

Men, som sagt, det er jo ren ønsketænkning.

Axel Hejholt, Dragør

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk