For ganske få år siden, kunne alle danskere bruge almindelige ord som »god«, »dejlig«, »skøn«, »spændende«, »morsom«, »behagelig«, »fortryllende«, »yndig«, »sød«, »kær«, »lækker« eller »indbydende«.

Det kan de ikke mere. Alle disse ord og talrige andre er erstattet af ét ord. »Fed« eller »fedt«.

Når unge mennesker fortæller, at de har nogle fede venner, kan jeg af og til komme i tvivl.

Eftersom halvdelen af befolkningen i dag er overvægtige, betyder fede venner måske tykke venner. Og hvis de har nogle gode venner, der også er overvægtige, bliver det til »fede, fede venner«.

Inspireret af sportsjournalister, der ikke kan ikke sige »en meget flot kamp«. Det hedder altid »en flot, flot kamp«, »stor, stor indsats« eller om vejret »en varm, varm dag«.

Smertegrænsen er for længst nået med floskler, grynt eller emojis.

»At lave mad er verdens fedeste hobby«, »meld dig til et fedt madlavningskursus«, »oplev de fede ting«, »udforsk Københavns fedeste events«, »snakke om noget, som faktisk er fedt«, siger chefredaktøren for Zetland.

Eller » … at vi godt kan lave et mega fedt månedsmagasin«, udtaler chefredaktøren for Femina.

Dommerne i »Bagedysten« grynter begejstret »tak for en super fed kage« »og en mega fed bolle«.

Alt i denne verden er altid super eller mega.

De sprogfolk, der laver undertekster til tv-programmer, må formodes at have et glimrende kendskab til engelsk. Ikke desto mindre lefler de åbenbart for den absolut laveste fællesnævner, når ord som brilliant, gorgeous, astonishing, delightful alle bliver oversat til »fedt«.

Jo flere ord vi behersker, jo mere nuanceret taler og tænker vi.

Snart bliver Gunnar »Nu« Hansens begejstrede »Lille henrivende Inge« til »Lille fede Inge«.

Sproget udvikler sig, er der nogle, som mener. Det bør snarere siges mere præcist, at sproget bliver afviklet.

Karsten Riis Laursen, København

Er ministerbetjening blevet til ministerbeskyttelse?

Droneevalueringen rejser et spørgsmål, der rækker langt ud over den konkrete sag: Er ministerbetjening i stigende grad ved at udvikle sig til ministerbeskyttelse?

Når alvorlige hændelser evalueres, bør formålet være at skabe klarhed. Hvad skete der? Hvem havde ansvaret? Hvad fungerede ikke? Og hvad skal ændres, så samfundet står stærkere næste gang?

Men alt for ofte efterlades offentligheden med et andet indtryk. Svarene bliver tekniske, forsigtige og uklare. Ansvar fordeles så bredt, at ingen reelt står tilbage med det. Kritiske spørgsmål besvares med proces, struktur og henvisninger til fremtidige initiativer.

Det er ikke godt nok.

Ministerbetjening er en nødvendig del af centraladministrationen. Ministre skal have faglig rådgivning, overblik og beslutningsgrundlag. 

Men embedsværkets opgave er ikke at beskytte ministerens omdømme. Opgaven er at sikre saglighed, lovlighed og reel oplysning – også når sandheden er politisk ubekvem.

Hvis evalueringer af kriser og alvorlige hændelser først og fremmest bliver redskaber til politisk skadesbegrænsning, mister de deres værdi. Så lærer systemet for lidt, og offentligheden får for lidt at vide.

Det er særligt alvorligt på beredskabsområdet. Danmark står over for et langt mere alvorligt trusselsbillede end tidligere: droner, sabotage, cyberangreb, hybride trusler og svigt i kritisk infrastruktur.

Derfor har vi brug for ærlige evalueringer og tydeligt ansvar – ikke sproglige rundkørsler.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om ministeren slap godt igennem den seneste sag. Spørgsmålet er, om Folketinget og offentligheden fik den viden, de havde krav på.

Hvis svaret er nej, har vi et demokratisk problem.

John Foley, fhv. major og cybersikkerhedsekspert

Nyt parti

Danmark er på vej med endnu et nyt parti på højre flanke – Logos, fornuftens parti.

Partiet er startet af Rasmus Munch Søndergaard, der i »Deadline« talte om, at rigtige, etniske danskere er mælketolerante.

Min anatomiprofessor, der også var mave-tarmkirurg, lærte mig for mange år siden om, at mælk kun er for babyer og små kalve.

Han havde ved operationer konstateret, hvordan mælk i voksne maver udgjorde ufordøjelige gummiagtige flager, som voksne ikke var i stand til at nedbryde!

Så velkommen til babyernes parti – vi venter spændte på et partiprogram på babysprog!

Ole Borg, Hellerup

Bekymrende fravær af politisk ansvar

For snart flere år siden blev det besluttet at evaluere den danske indsats i Afghanistan. Baggrunden var både, at den internationale indsats mislykkedes, og at mange danskere havde mistet livet.

DIIS, Dansk Instituttet for Internationale Studier, fik til opgave dels at forklare, hvorfor Taleban endte med at vinde, dels at beskrive det nærmere grundlag for Folketingets beslutninger undervejs. Opgave et blev løst med udgivelse af en rapport i 2024.

Opgave to er for så vidt også løst, idet et udkast til rapport har ligget klar siden februar 2025. Den er delvist baseret på materiale fra fortrolige møder i Det Udenrigspolitiske Nævn – hvilket var en præmis ved opgavens bestilling.

Nu er der gået hele 16 måneder, hvor citerede politikere har haft muligheden for at tilkendegive, om de ønskede at blive anonymiseret, helt eller delvist.

Jeg finder det stærkt betænkeligt at en sådan stillingtagen kan vare så længe og lige så betænkeligt, at udviklingen trækker i retning af at mange siger »nej tak«. Jeg noterer mig tidligere forsvarsministre Søren Gade og Gitte Lillelund Bech og også tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt, men listen er længere.

Jeg ved godt, at ethvert citat skal ses i sin sammenhæng og tidsånd, men jeg regner med, at DIIS har evnet at formidle sagligt og loyalt og ikke udstiller enkeltpolitikere.

Må jeg appellere til at alle citerede politikere viser »rygrad« og står ved deres synspunkter og gerninger. 

Det synes jeg både Afghanistan-udsendte (inklusive familierne til de døde) og de medborgere, som fremadrettet vil blive udsendt til konfliktområder, må forvente.

Ole Olsen, medlem af FN-forbundet, Fredericia

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk