En fridag – men hvem skal vælge den?

Debatten om genindførelsen af store bededag handler i første række ikke om en fridag. Den handler om, hvem der skal træffe beslutningen.

Socialistisk Folkeparti vil genindføre en religiøs helligdag og gøre den til en politisk fastlagt fridag for alle. Socialisterne i Socialistisk Folkeparti er, som navnet siger, socialister. De foretrækker kollektive løsninger – besluttet centralt og ens regler for alle.

Venstre vælger en anden vej.

Hvis der er 3-3,5 milliarder kroner at anvende, kan de enten bruges på én fælles fridag centralstyret fra Christiansborg, eller gives tilbage til dem, der arbejder, gennem et løft af beskæftigelsesfradraget. Det giver den enkelte mulighed for selv at disponere.

Det er ikke et spørgsmål om mere eller mindre arbejde. Det er et spørgsmål om råderet.

Arbejdsliv og familieliv er forskellige. Nogle har skiftende vagter. Andre har spidsbelastninger i bestemte perioder. Nogle familier prioriterer fælles fridage, andre fleksibilitet. Derfor giver det ikke nødvendigvis mening, at én politisk løsning skal passe alle.

I et samfund bygget på tillid bør udgangspunktet være, at mennesker selv kan prioritere deres tid og økonomi. Den tillid bør også gælde, når Folketinget disponerer milliarder. Og pengene kan jo kun bruges én gang.

Vi står samtidig med betydelige forpligtelser på forsvar, sundhed og velfærd. Venstre lover ikke mere ferie, lavere skat og højere udgifter på samme tid. Prioritering er en del af politisk ansvar.

Men hvis et flertal allerede har besluttet, at der er milliarder at disponere på store bededag, bør midlerne anvendes på en måde, der styrker friheden frem for at udvide den politiske styring. Hvis jeg sidder ved forhandlingsbordet, vil jeg arbejde for, at den ekstra dag gives som individuelt råderum – ikke som centralt påbud.

Spørgsmålet er derfor enkelt: Skal staten vælge dagen for dig? Eller skal du selv?

Marie Brixtofte, økonom, psykolog og folketingskandidat for Venstre

Muldvarpespillet i dansk politik

Thomas Bernt Henriksen giver i Business 11. februar et godt billede af Skats mange skandaler og sammenligner med muldvarpespillet, hvor ministre og ordførere lover at slå problemerne oven i hovedet med en hammer, men der sker ikke noget. Problemerne fortsætter – i særdeleshed omkring ejendomsvurderingerne.

Skat har forstået at gøre vurderingerne uforståelige for alle, både for eksperter og borgere, og med regler så komplicerede, at det fordrer endnu flere ansatte.

Hvorfor ikke lave et enkelt system ligesom Skats vurdering af udenlandske ejendomme. Her tages der udgangspunkt i købsprisen, som derefter reguleres med et officielt pristal for prisudviklingen. Når næste salg sker, tages der udgangspunkt i den nye købspris.

Det betyder, at over tid vil vurderingerne komme til at stemme overens med de aktuelle markedspriser.

Vurderingen af den udenlandske ejendom er ikke opdelt på ejendom og grund, og hvis der er gamle ejendomme, som sjældent handles, må det være muligt at udtænke en enkel model herfor.

Keine Hexerei nur Behändigkeit. Og vi undgår det evindelige muldvarpespil.

Olaf Poulsen, Hørsholm

Påstande om ulighed og vækst

I indlægget »Øget ulighed er ikke nødvendigvis et problem« i Berlingske 4. februar forsøger seniorøkonom i CEPOS, Niklas Praefke, at tilbagevise den kritik, som jeg fremførte i et indlæg 2. februar.

Det sker ved at inddrage tidligere økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der mente, at OECD-rapporten: »In It Together. Why Less Inequality Benefits All« ikke kunne bruges for Danmark.

Det er muligt – grundet fri adgang til uddannelse – at ulighed ikke skaber så stor vækstnedgang i Danmark. Men at det ligefrem skal kunne vende sammenhængen, er næppe troligt. Og han ville da heller ikke følge op med en dansk undersøgelse, jf. mit indlæg i Århus Stiftstidende 29. april 2017.

Heller ikke inddragelse af den tidligere vismands Torben Tranæs’ vurdering kan tillægges betydning. Som vismand var han med til at udarbejde Dansk Økonomi, Efterår 2016.

Heri blev det fremført, at lighed var negativ for vækst. »In It Together« indgik i publikationslisten, men blev overhovedet ikke kommenteret i analysen af indkomst- og formuefordelingen.

Det er ikke seriøst. Tværtimod. Det er direkte diskvalificerende. Tænk hvis en studerende gjorde dette!

Kort sagt, Niklas Praefke: Hvis CEPOS ønsker at blive taget alvorligt; iværksæt en dansk opfølgning på OECD-analysen og vælg bedre støtter.

Christen Sørensen, fhv. overvismand

Reformer boligbeskatningen

Statsminister Mette Frederiksens melding om, at finansiering af færre elever i de små klasser bliver »socialt retfærdig«, må give enhver boligejer kuldegysninger.

Boligbeskatningen er i forvejen løbet løbsk, og forrentningen af opjusteret boligskat for tidligere år med tilbagevirkende kraft er med Mette Abilgaards ord »virkelig idioti i værste grad«. Det med, at boliger vurderes efter deres bedste mulige anvendelse i stedet for den faktiske anvendelse, er et godt eksempel på samme idioti.

Centraliseringen af statsadministrationen har voldt ubodelig skade og ødelagt nærhedsprincippet, og DTU-eksperter mener, at beregningen af boligskat ikke er til at finde ud af.

Jan E. Jørgensen foreslår at beregne boligens værdi efter dens egentlige anvendelse, men mon ikke der er flere partier, der er indstillet på at indføre sund fornuft i skattesystemet?

Robert Ellis, Birkerød

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

Kulde og krig i Kiev, Mette-Marit i modvind og hvor længe må en teenager sove?

I dagens »Lyt til Berlingske« kan du høre en reportage fra et mørklagt Kiev, hvor krigen og kulden bider, en ny vinkel på skandalen om Norges kronprinsesse Mette-Marits forbindelser til Jeffrey Epstein og et svar på, hvor meget en teenager egentlig bør sove. Weekendens »Lyt til Berlingske« er udvalgt af international kommentator Birgitte Borup.  Oplæser og producer: Frederik Riis Jakobsen.
Se alle episoder