Da jeg i en moden alder blev præst for godt 13 år siden, havde jeg haft masser af år som voksen kirkegænger. År, hvor jeg i mange kirker fik en fornemmelse af at være en smule til besvær.

Folkekirken fremstod for mig, bortset fra få undtagelser, som en selvtilstrækkelig anakronisme, der var grebet af den lettere arrogante syge, som det at være offentlig institution sommetider kan bringe med sig.