Hvis du ikke ved, hvad FOMO er, så lider du sandsynligvis ikke af det. »Fear Of Missing Out« er skrækken for at gå glip af noget, som måske kunne være vigtigt for dig. Det er (endnu) ikke en officiel psykiatrisk diagnose, men kan sikkert blive det, hvis vi står og mangler en god forklaring på, hvorfor vi (og især unge mennesker) ikke hele tiden er glade og lykkelige.

Mine gamle forældre, som begge er 96, har aldrig prøvet at bruge en computer og har ikke nogen smartphone. Alligevel har de ikke FOMO. Og nutidens historikere skal virkelig være i god form for at holde trit med skiftende trends og såkaldt »historiske« begivenheder. Det kan i hvert fald være svært at nå at sælge en gammeldags trykt historiebog, inden den er forældet.

Men bør vi bekymre os om FOMO. Eller skal vi lade være med at have dårlig samvittighed over at leve i »lykkelig uvidenhed« om alt muligt, som alligevel er passé om kort tid?

Jeg tror, at lidt sund nysgerrighed over for nye ting og en tro på, at man selv er i stand til at finde de ting i livet, som betyder noget for én og gør én glad, er en god kur mod FOMO. Men den slags lærer man oftest med alderen, og det kræver tålmodighed, som jo aldrig har været en af ungdommens stærke dyder.

Peter Bøgelund, Dragør

For svagt, Søren Pind

Søren Pind præsterer i et læserbrev at sno sig uden om substansen i en hel kronik med udgangspunkt i et par beklagelige faktuelle fejl fra min side (2. marts).

Desuden svæver Søren Pind let og elegant hen over sin adfærd i forbindelse med Meld og Feld-sagen og den efterfølgende domfældelse, hvor han angreb Morten Messerschmidt for at være æreløs og høstede likes fra blandt andet Dommer Søren Holm Seerup mindre end 24 timer efter at denne havde idømt Morten Messerschmidt seks måneders betinget fængsel.

Han ignorerer ligeledes sit retoriske spørgsmål, »Er der seriøst nogen, der tror, at Messerschmidt ikke har haft fingrene i klejnekassen?« (Twitter 17. august 2021), eller påstanden om »et ulækkert parløb mellem to straffede kriminelle« (mellem Henrik Qvortrup, Ekstra Bladet og Morten Messerschmidt, Twitter 21. august 2021) eller »Et ulækkert angreb på en dommer kolporteret af en kriminel frembragt af en avis med en dømt kriminel i spidsen« (Twitter, 21. august 2021). Og meget mere af samme skuffe, hvor Morten Messerschmidt bliver sværtet som kriminel.

Er det i øvrigt tilladt at undre sig over, at Søren Pind efter frikendelsen af Morten Messerschmidt i dén grad fløj under medieradaren og ikke engang havde overskud til en velanbragt undskyldning for sin kampagne mod ikke alene Morten Messerschmidt men sådan set også pressefriheden?

Kan det virkelig passe, at Søren Pind ikke ønsker at forholde sig til nogen af delene? Det er ikke alene svagt og ynkeligt, men varsler også ilde for pressefriheden – navnlig, efter at Søren Pind er blevet formand for regeringens medieansvarsudvalg.

Pia Kjærsgaard, MF, Dansk Folkeparti

Svar fra Søren Pind

Det er tydeligt, at Pia Kjærsgaard – og efter alt at dømme Morten Messerschmidt – har opfattet mine udtalelser som ubeføjede og injurierende. Den slags er der regler for. Der er imidlertid ikke anlagt noget injuriesøgsmål eller andet efter fremkomsten af mine udtalelser. Det tager jeg til efterretning og har derfor ikke noget at tilføje Pia Kjærsgaards indlæg.

Søren Pind, bestyrelsesformand, fhv. MF og minister (V)

Intet nyt under Solen

Den partineutrale embedsmand er under pres, skrev Berlingske 2. marts, men det tror jeg, at han har været i mange år. Jeg var offentligt ansat i en styrelse for 30 år siden, og allerede dengang lød det fra den ministerielle embedsmands mund, når han dikterede en ufornuftig beslutning: Det er min fornemmeste opgave at sikre den siddende ministers genvalg.

Hans Nikolaj Hansen, Vedbæk

Farvel til TikTok

Naturligvis skal TikTok slettes.

Hvornår begynder vi at forstå, at vi ikke skal sælge vores sjæl for ussel mammon til kineserne?

Hans Henrik Manford-Hansen, Holte

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.