Vi almindelige borgere har en forventning om, at bliver vi syge, er der dygtigt og veluddannet personale til at tage sig godt af os. Det forventer vi danskere – ja, vi tager det nærmest for givet, hvilket ofte og i langt de fleste tilfælde også sker.
Jeg er så heldig at have både læger, sygeplejersker og sundhedsassistenter i mit netværk. Derudover arbejder jeg sammen med flere, som har pårørende i sundhedsvæsenet. Personligt har jeg ikke haft coronavirus, men jeg har oplevet den på tætteste hold, hvilket jeg på ingen måder ønsker for nogen.
Jeg er dybt imponeret over det arbejde, som dagligt udføres i kampen mod corona på de danske hospitalsgange eller forskellige centre. Når tilstandene på hospitalerne er værst, er det reelt samme pres, som var det arbejde under en krig. En krig, hvor der kræves alt af den enkelte medarbejder og en konstant prioritering af patienter. Patienter, som i et flow kommer og skal visiteres, hvorefter de fordeles alt efter, hvor dårlig deres tilstand er.
Konstant arbejder medarbejderne med frygten for selv at få corona, og flere får sygdommen uagtet høj beskyttelse og hygiejne. Det pres må være så kolossalt både psykisk og fysisk, at det uden tvivl aftvinger den største respekt i min bog.
Derfor sender jeg alle i sundhedsvæsenet en hyldest – vores hyldest. En hyldest til alle hverdagens helte, som dagligt og gennem en længere tid i den grad kæmper for, at vi kan føle os sikre og godt modtaget, hvis vi skulle komme på sygehuset. Tusind tak for jeres fantastiske indsats. Jeg er fuld af beundring, og alle har min største respekt, uanset hvor i sundhedsvæsenet du må arbejde, og hvilken funktion som du må udføre. I gør en forskel! Peter von der Hude, Frederikssund
Frederiksen er ikke Churchill
Berlingske skrev i lørdags om ligheder mellem Churchill og statsministeren. Der er nogle væsentlige forskelle på de to.
I maj 1940, da krisen i UK blev ekstrem, og fokus reelt var endimensionelt på at vinde krigen, blev Churchill premierminister. Han dannede en samlingsregering på tværs af partierne. Denne blev ved magten, til krigen var vundet. Da coronakrisen startede, samlede Frederiksen magten i sit eget parti og reducerede resten af Folketinget til statister.
Da UK var alene i 1940, forstod Churchill, at krigen ikke kunne vindes alene. Han arbejdede løbende på at skabe en international koalition og accepterede endda samarbejde med Sovjet. Frederiksen har søgt nationale løsninger og lukket grænsen under protester fra vores gode naboer. Frederiksen forsøger også at give EU skylden for langsomme og komplicerede danske hjælpepakker.
For det tredje forstod Churchill, at der skulle tages svære afvejninger, og at tab ikke kunne undgås. Frederiksen har lovet os, at få skal dø af corona uden at tage et reelt hensyn til, at sundhedsvæsenets og samfundets ressourcer er begrænsede. Frederiksen har i stedet troet på et pengetræ (statsgæld).
Så der er markante forskelle mellem Churchill og Frederiksen. Churchill gik efter bred demokratisk forankring. Churchill gik efter internationalt samarbejde. Churchill indså, at der skulle foretages svære valg og afvejninger. På disse tre vigtige punkter har Frederiksen gjort det modsatte. Peter Christensen, Lyngby
København har gjort et godt bytte
I anledning af arkitekturanmelder Holger Dahls omtale 8. februar af kritikken af beslutningen om at opføre 2000 boliger på »Lærkesletten«, kan jeg oplyse, at jeg fra 1998 til 2010 var formand for Fredningsnævnet for København. Fredningsnævnet har kompetence til at give dispensation fra fredninger.
På Amager Fælled ligger et vandrerhjem. Det søgte om dispensation fra fredningen til at udvide bygningerne i bredden, så værelserne kunne få eget bad med toilet.
Nævnet gav aldrig afslag på ansøgninger uden først at besigtige stedet. Det viste sig, at det var en velbegrundet ansøgning, så vi gav den ønskede dispensation.
Efter den gang at have set området kan jeg bekræfte Holger Dahls beskrivelse. København har gjort et godt bytte ved at få affredet den planlagte campingplads mod, at området nær Sundby Station kan fortsætte som natur. Hans Chr. Poulsen, fhv. dommer, Birkerød