Det er meget muligt, at forsvarsministeren »på ingen måde kan genkende, at der skulle være en dårlig stemning på forsvarsområdet« – men det kan vi, der er i daglig kontakt med vores medlemmer, desværre. Soldaterne er for manges vedkommende helt uforstående over for den linje, der er lagt af Forsvarsministeriet på kommunikationsfronten, og den offentlige debat om emnet er genstand for undren og uro.

På sigt kan denne undren og uro udvikle sig til utryghed og mistillid. Det er toneangivende, at de eneste soldater og officerer, der ytrer sig i debatten, med enkelte undtagelser enten er pensionerede eller er tæt på pensionering fra Forsvaret.