Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvor fedt er det at have sex med en, der kun er optaget af sin egen tilfredsstillelse?

Rasmine Andersen fortalte for nylig i Berlingske, hvordan der er stor forskel på opfattelsen af drenge og pigers seksualitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Rasmine Andersen på 15 år har oplevet, hvordan det er mere accepteret, at en dreng er seksuel aktiv, end når en pige er det. Det beskriver hun i Berlingske i debatindlægget »Min veninde gav en fyr et blowjob til en fest - og så brød helvede løs«. Hvis RA på sit køns vegne f.eks. sagde fra over for »puttemiddage«, ville jeg kunne følge hende.

For mit vedkommende ser jeg rimeligt kritisk på den promiskuøse livsstil, hvad enten det er en pige eller dreng, der lever den ud. Man kan stille sig selv spørgsmålet, hvor fedt det egentlig er at give noget af sig selv gennem sex til én, der i udgangspunktet mest er optaget af sin egen tilfredsstillelse? Bliver man ikke let til en brugsgenstand?

Jo, selvfølgelig var der lige et øjebliks tilfredsstillelse under akten, men bliver den enkeltes seksualitet ikke trådt under fode, hvis der ikke er mere? Jeg mener bl.a., at der mangler respekt over for hinanden.

For ikke lang tid siden fortalte en anden ung kvinde, at hun i lang tid troede, at hun fik anerkendelse, hvis nogle ville i seng med hende. Det var bare ikke sandheden. Når en cirka 15-årig pige giver et blow-job til en potentielt tilfældig person, giver det anledning til at spørge, om hun virkelig bare havde lyst til det, eller om der var andet, der spillede ind!

I forhold til tobaksrygning viser det sig, at mange unge tror, at andre unge ryger mere, end de reelt gør. Kan det tænkes, at noget lignende gør sig gældende i forhold til, om nogle tror, de »skal« være med på noget, for at være som de andre? Det er svært at svare på, men RAs indlæg får mig til tasterne med et ønske om, at ungdommen husker på alt det vigtige i forhold til at kende sig selv og sin seksualitet.

Vi er alle mennesker med stor værdi med forskellige drømme, ønsker, usikkerhed, håb, glæder og sorger. Vi har et behov for at blive rigtigt elsket og til selv at elske. Hvordan kommer respekten for alt dette ind i ligningen, hvis det vigtigste bliver at gå til fest og få »fisse«? Driften kender de fleste til, men skal alt virkelig være lige godt, hvis bare begge som udgangspunkt har givet samtykke? Lars Hyttel, Løsning

Hvor er nuancerne?

Radio24syv lukker. Det er der mange, der er kede af – også jeg, der gennem flere år har været fast lytter.

Siden offentliggørelsen af lukningen er aviser og nyhedskanaler flydt over med det ene mere nedgørende og »pigefornærmede« indslag efter det andet, med udtalelser bl.a. fra folk tilknyttet Radio24syv. De kan - eller vil - ikke producere radio på de vilkår, der stilles. Det er et legitimt synspunkt, men når Mads Brügger anfører, at de ikke kan lave den radio, de vil, fordi der ikke er talent i Jylland, bliver det jo patetisk. Ligeledes kommer en række politikere på banen, som selv har været med til at beslutte udflytningen, men nu åbenbart har svært ved at bakke op om standpunktet. Hvor sølle kan det blive?

I Deadline 28. marts deltog mediesociolog Søren Schultz Jørgensen. Han gav udtryk for, at det efter hans opfattelse er en rigtig beslutning at flytte en radiokanal eksempelvis til Jylland. Ikke fordi han havde noget imod Radio24syv – tværtimod roste han radioen, men fordi det ud fra et demokratisk synspunkt ikke er sundt at samle al radio i København.

Jeg savner en mere differentieret pressedækning. Hvorfor kan der kun laves god radio i København? Og hvorfor er der ingen, der interesserer sig for det demokratiske synspunkt, som Schultz Jørgensen fremfører? Jeg synes, det grænser til det hovmodige, når det hævdes, at der blandt de knap 60 pct. af den danske befolkning, der bor vest for Storebælt, ikke skulle findes »talenter«, som kan lave god radio. Henning Wederkinck, Frederikshavn

Jeg elsker Lykketoft

Nå, ja, måske ikke. Men jeg elsker at læse hans indlæg. Senest i Opinion her i Berlingske. Det viser mig med stor tydelighed, hvor fjernt fra virkeligheden vore folkevalgte, såkaldte ledere, kan være.

Og endnu en gang fører Lykketoft sig frem på sin sædvanligt bedrevidende måde med meget upræcise påstande. Det vil føre alt for vidt at kommentere dem alle, men Lykketoft mener f.eks, at Skats manglende inddrivelse og genopretning er en tilståelsessag for Karsten Lauritzen.

Lykketoft glemmer, at Helle Thorning-Schmidts regeringer bidrog med fem skatteministre. De havde alle mulighed for at gribe ind, inden det udartede til en mindre katastrofe. Men jeg kan ikke erindre, at en eneste af dem gjorde det. Så hvorfor er det ikke en tilståelsessag for Thor Möger-Pedersen, Holger K. Nielsen, Jonas Dahl, Morten Østergaard og Benny Engelbrecht? Hvis jeg nogensinde skulle få brug for et nyt højre øje, vil jeg meget gerne have Lykketofts. Det er helt ubrugt og intet tyder på, at han har tænkt sig at bruge det i fremtiden. Frank G. Sørensen, Faaborg