FOAs Lene Lindberg bruger store ord om mine udtalelser i Berlingske. Hun kalder det blandt andet et »frontalangreb«, en »svinestreg« og en »krigserklæring«, fordi jeg tillader mig at stille spørgsmål ved, om Region Hovedstaden skal bruge 2.326 timer om ugen – svarende til 63 fuldtidsstillinger – på frikøb af tillidsrepræsentanter.

Men hårde beskyldninger ændrer ikke på, at politikere har et ansvar for at prioritere.

Jeg har ikke argumenteret imod tillidsrepræsentanter eller »den danske model«. Tværtimod har jeg slået fast, at eventuelle ændringer naturligvis skal ske inden for de gældende overenskomster.

Mit spørgsmål handler alene om prioritering.

På vores hospitaler mangler vi medarbejdere, ventelisterne er for lange, og mange ansatte oplever et stort pres i hverdagen. Derfor er det legitimt at spørge, om ressourcerne bruges bedst muligt, eller om nogle af dem kunne gøre større gavn tættere på patienterne.

At stille spørgsmål til brugen af skatteborgernes penge er ikke et angreb på tillidsvalgte. Det er en grundlæggende del af det politiske ansvar.

Man må gerne være uenig med mig. Men ingen udgift bør være hævet over debat – heller ikke udgifter til fagligt arbejde.

Christoffer Buster Reinhardt, gruppeformand og politisk leder, Det Konservative Folkeparti i Region Hovedstaden og Region Østdanmark

Ai eller ki

Indflydelsen fra engelsk på dansk er voldsom. Forkortelsen ai florerer overalt i skrift og tale, men omtales typisk som »kunstig intelligens«. Hvis der skal være sproglig konsistens, må det vel hedde »artificial intelligence« på dansk? 

Men hvad er der i vejen med ki ligesom på hollandsk og tysk (Künstliche Intelligenz)? Franskmændene bruger ia (l'intelligence artificielle) ligesom spanierne. Finnerne kan selv: tekoäli.

Adam Grandjean, Charlottenlund

Løn som byrådsmedlem

Albert Rosenkrantz Conradsen, som er byrådsmedlem i Aarhus Kommune for SF, mener at lønnen bør sættes væsentlig op, da beslutninger i milliardklassen kræver en høj løn.

Jeg har selv været medlem for SF i et byråd og ved godt, at omfanget af arbejdet er stort især, hvis man sidder på et enkelt mandat.

Men det har aldrig været meningen at politisk valgte skulle sagsbehandle de enkelte forslag. Det er forvaltningerne, som har denne opgave, og man må forlange, at materialet kan behandles af politikere, som er valgt for deres politik og ikke deres uddannelser.

Det næste bliver vel personlige rådgivere, hvilket jo Folketinget har mange af, for man kan åbenbart ikke længere bruge administrationen og selv tænke som valgt politiker.

Mogens T. Rasmussen, Ehnen, Luxembourg

Optog

Jacob Vest giver i avisen 3. juli udtryk for, at det er »synd« for de »velintegrerede« shiamuslimer, at de sættes i bås med dem, der deltog i optoget på Nørrebro. Men hvad med, at de velintegrerede og moderate muslimer faktisk hævede stemmen og for eksempel arrangerede moddemonstrationer, hvor de hyldede demokrati og danske værdier?

Hvorfor skal rabiate og fundamentalistiske grupper altid have lov at sætte retningen for islam i Danmark?

Henrik Elmelund, Odense

Euroen som dansk valuta

Som ungt menneske forstår jeg ikke, at Danmark fører europolitik uden euroen.

Modstanden mod euroen handler mindre om økonomisk fornuft og mere om vaner, følelser og nationalisme. Set fra et makroøkonomisk fugleperspektiv bør man passe på med at blande følelser og penge, da det ofte resulterer i en dårlig cocktail. 

Euroen tabte ikke på økonomien, men på følelserne 28. september 2000, hvor 53,2 procent af danskerne stemte nej. Resultatet blev fremstillet som et udtryk for Danmarks brede rygrad, men viser i stedet et krumt Danmark, der fører europolitik uden selv at have euroen.

I verden i 2026 er det afgørende, at Danmark står sammen med EU og udviser økonomisk interesse og solidaritet. Europa skal være forenet i en tid præget af geopolitiske spændinger, og Danmark skal have stærke alliancer som EU. Enten er vi en del af klubben, eller også er vi det ikke.

Spørger man de fleste: »Hvorfor ikke euroen?«, lyder svaret ofte, at Tyskland, Spanien og Frankrig blev dyrere, da de indførte euroen 1. januar 1999. Det, der reelt skete, var imidlertid en såkaldt money illusion – ikke en konsekvens af euroens kurs. Nogle virksomheder brugte overgangen til euroen til at runde priserne op for eksempel i Holland. 

Antag, at en banan koster 14 kroner, og at eurokursen er 7,45. Det svarer til 1,88 euro. Da butikker sjældent vil prissætte varer til 1,88, afrundes beløbet til 2 euro. Prisforskellen skyldes altså afrundingen, ikke valutaen.

Banker og virksomheder kan opleve valutagevinster eller -tab og har derfor ikke nødvendigvis en interesse i at indføre euroen, selvom valuta ikke er deres primære forretningsmodel. For private og professionelle investorer ville euroen derimod give større frihed, ligesom rejser i EU-lande ville blive nemmere uden valutaveksling.

»Vi er stolte af vores krone, af vort land og af vort folkestyre – og vi vil derfor læse eliten teksten den 28. september og sige nej. Vi ønsker ikke at afskaffe dansk selvstyre og frihed. Vi ønsker ikke at blive regeret fra Frankfurt eller Bruxelles,« sagde Pia Kjærsgaard i 2000.

Udsagnet indeholder nul procent økonomisk fornuft og hundrede procent følelser. Ifølge Trading Economics går omkring 54–55 procent af Danmarks eksport til EU. Tallene viser, hvor tæt Danmark allerede er forbundet med euroen. Hvis euroen kollapsede, ville den danske krone straks følge med.

Når Den Europæiske Centralbank hæver eller sænker renten, følger Danmark efter – uanset om vi ønsker det eller ej. Der er endda mulighed for at trykke kongen og Storebæltsbroen på vores egne eurosedler.

Markus Jakobsen, Odense

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk