Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Danskere i udlandet udelukkes fra demokratiet
Jeg er 24 år og dansk statsborger. Jeg har boet og arbejdet i Schweiz i to år. Jeg har ikke bopæl i Danmark, men jeg har familie og venner dér, jeg følger dansk politik tæt og ønsker på sigt at vende hjem og stifte familie i Danmark.
Alligevel har jeg ikke automatisk stemmeret til folketingsvalget.
Ifølge Borger.dk er stemmeretten for danskere i udlandet ikke en selvfølge, men noget man skal ansøge om. Opholdet i udlandet må kun være »midlertidigt«, og i praksis skal man erklære, at man forventer at vende tilbage inden for to år for overhovedet at kunne blive optaget på folketingsvalglisten. Stemmeretten gøres dermed betinget af bopæl og embedsmandsvurderinger – ikke af statsborgerskab.
Det er svært at forene med grundlæggende demokratiske principper. Stemmeretten burde følge statsborgerskabet, ikke postnummeret.
Problemet bliver særligt tydeligt i praksis. Som dansk statsborger kan jeg gå på den danske ambassade, få pas og konsulær hjælp. Ambassaden repræsenterer den danske stat. Men jeg kan ikke stemme. Min identitet som borger anerkendes – min demokratiske stemme gør ikke.
Jeg er forlovet med en mand med EU-statsborgerskab, og vi ønsker at opbygge vores familie i Danmark. Netop derfor er det afgørende for mig at kunne deltage i folketingsvalget og tage ansvar for den politiske retning i det land, vi ønsker at kalde vores hjem.
Danmark opfordrer unge til at tage ud i verden for at studere og arbejde. Men i dag risikerer denne mobilitet at koste danske statsborgere deres politiske stemme. Det sender et forkert signal i en globaliseret virkelighed.
Et demokrati styrkes ved at inddrage sine borgere – også dem, der i perioder lever i udlandet. Derfor bør alle danske statsborgere have automatisk stemmeret til folketingsvalg uanset, hvor de bor.
Signe Fenger Olesen, Zürich, Schweiz
Boligbeskatning
I en ellers udmærket artikel om de negative konsekvenser af beskatning af gevinsterne ved boligsalg glemmer økonomerne at gøre opmærksom på den negative konsekvens, at boligejerne så skal til at føre regnskab med vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, da de ikke med rimelighed bør beskattes.
Jeg har selv deltaget i hussalg i Sverige og det giver altså betydelige problemer at opgøre disse udgifter for almindelige mennesker, da udgifterne jo kan være fordelt over rigtig mange år.
Steen Ehlers, Birkerød
Anmeldere kontra publikum
Ifølge en næstformand for »FilmFyn«, der i et læserbrev forsvarer en villet komisk film, der har fået en ublid medfart af en samlet anmelderskare, kan man åbenbart uddanne dygtige og kompetente folk til at underholde et biografpublikum (eller masserne, som han kalder dem) – måske ovenikøbet uden at have den højere sans for humor, der skal til for at lykkes med et så vanskeligt projekt.
Jeg ser selv stort set IKKE film – men det lille glimt, man får af »Klassefesten 4« (nr. 4 – publikum er utrættelige!) via traileren, lader til at give anmelderne ret, og at næstformandens påstand om, at komedie i anmelderes øjne er »en lavere kunstart«, falder helt til jorden: Det er en gammel sandhed, at det er sværere at spille komedie og lystspil end alt muligt andet, men at folk i salen klukker eller klasker sig på lårene af grin, er IKKE noget kvalitetskriterium.
Et citat fra den græske oldtid hidrører fra en berømt taler ved navn Demosthenes, der selvkritisk hvislede til de nærmest stående tilhørere efter et øredøvende bifald: »Folket jubler – har jeg sagt noget dumt?«
Ulrik Jensen, København
Udviklingsbistand
Ifølge Lars Løkke Rasmussen vil en ændring af Danmarks udviklingsbistand fra 0,7 procent til 0,5 procent af BNP være lidt DUM.
Ergo må en ændring fra 0,7 procent til 7,0 procent være meget KLOG.
Bent Christiansen, København
Ulighed på boligmarkedet
I Politiken er Gert Rosenkvist meget utilfreds med, at nogle boligejere scorer store gevinster på boligmarkedet og uden, at de betaler skat af fortjenesten. Gert Rosenkvist har åbenbart ikke sat sig rigtig ind i økonomien.
Hvis vi sammenligner to ens huse på 200 m² i Nakskov og på Frederiksberg, så ser økonomien sådan ud: I Nakskov koster huset cirka 750.000 kroner, ved handel udgør stempel til staten cirka 14.000, ejendomsskatter og ejendomsværdiskat udgør cirka 5.000 årligt, og fuld finansiering koster cirka 18.000 årligt. Samlede årlige udgifter cirka 23.000 kroner.
På Frederiksberg koster samme størrelse hus fra 18 millioner kroner. Stempel ved handel udgør 324.000, ejendomsskatter udgør 48.000 og ejendomsværdiskat udgør 80.000. Fuld finansiering koster cirka 432.000. Samlede årlige udgifter cirka 560.000 kroner.
Hvis ejerne fra 2025 holder deres huse i 20 år, så vil ejeren på Frederiksberg i boligudgifter over de 20 år, betale cirka 10 millioner kroner mere end ejeren i Nakskov. Det er altså ikke hele den højere salgspris om 20 år, der falder i sælgerens lomme, staten får en stor del. De 10 millioner har ejeren på Frederiksberg selv betalt.
Der er derfor ingen grund til at være misundelig på de store prisstigninger på boliger i hovedstadsområdet. Jeg kender mange børnefamilier i hovedstadsområdet, der meget gerne ville have et hus, men som simpelthen ikke har råd til det. Disse børnefamilier vil meget gerne bytte med provinspriserne og så afstå fra kommende værdistigninger.
Vi kan let ændre beskatningen af boliger til fortjenesten mellem køb og salg, men så får staten ikke ejendomsværdibeskatningen, som udgør mange milliarder kroner.
Ændringen til avancebeskatning skal foretages, så bestående ejendomme kører færdigt med ejendomsværdibeskatning, og nye ejendomme starter med avancebeskatning, for her skal ejerne gemme kvitteringer på modernisering, som fragår i avancen.
De høje boligskatter i københavnsområdet er i øvrigt med til at finansiere billigere skatter i provinsen.
Klaus Folmann, finansøkonom, Frederiksberg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
I dagens udgave af Lyt til Berlingske begynder vi i Frankrig, hvor drabet på 23-årige Quentin Deranque ved en demonstration i Lyon allerede har udløst politisk storm. En drabsefterforskning er sat i gang, mens et af landets største partier beskyldes for at bære et moralsk medansvar. Dernæst ser vi på rygterne om en mulig genoplivning af filmserien Rush Hour. Ifølge Berlingskes internationale kommentator, Birgitte Borup, afslører hypen omkring filmen en svaghed hos Donald Trump - nemlig på kulturens slagmark. Og til sidst skal vi med Søren Frank til Ryparken i København, hvor restauranten Xian Xian serverer hjemmelavede nudler, der ifølge anmelderen er både fremragende og prisvenlige.
Dagens historier er udvalgt af Berlingskes nyhedschef, Peter Burhøi.
Oplæser og producer: Ida Skovsgaard
Del:
