Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Filmmand efter nedsabling af ny dansk film: Har hånlige anmeldere uden humor mistet forbindelsen til det publikum, de skriver for?
Hånlige anmelderes forbindelse til publikum
Jeg har netop været i biografen og set »Klassefesten 4«. En komisk film, hvor hele salen klukkede af grin igen og igen. Ren underholdning – komedie i sin mest folkelige og velfungerende form.
Filmen er støttet af FilmFyn, som jeg er næstformand for, og derfor skriver jeg også med et kendskab til det professionelle arbejde, der ligger bag produktionen.
Derfor undrer det mig, når jeg efterfølgende læser filmanmeldere, der går i selvsving og nærmest respektløst sabler filmen ned. Ord som lort, frastødende, plat og dilettantisk bliver brugt uden blusel. Det gør mig både harm og eftertænksom: Hvilken berettigelse har anmelderne egentlig?
Selvfølgelig har alle ret til en mening. Men når kritik forvandles til hån, mister den sin værdi. Anmelderne synes at glemme, at komedie ikke er en lavere kunstart – men en mangeårig og anerkendt kunstform med dybe rødder i dansk kultur og folkesjæl. At få folk til at grine er ikke nemt. Det kræver timing, håndværk og forståelse for publikum.
De glemmer også, at der står professionelle mennesker bag disse produktioner: kompetente skuespillere, som mestrer genren og dygtige folk både foran og bag kameraet, der tilsammen skaber værker, som faktisk formår at underholde masserne.
Når »Klassefesten«-filmene er blandt de mest succesfulde danske komedier i nyere tid, og de tre første film hver især har solgt over 500.000 biografbilletter, så bør det give anledning til selvransagelse. For hvis hundredtusindvis af danskere frivilligt køber billet og går glade hjem, og når filmen i øvrigt er solgt til mere end 20 lande, hvem er det så, der har misforstået noget?
Måske er det ikke filmene, der er problemet – men anmelderrollen, som har mistet forbindelsen til det publikum, kunsten faktisk er til for.
Er filmanmelderen en faglig guide eller blot en smagsdommer med taletid? Hvis anmeldelser ikke længere bidrager til at fremme kunsten, men snarere distancerer sig fra den og det publikum, der elsker den, må man spørge:
Er titlen »anmelder« under afvikling?
For lige nu bidrager de i hvert fald ikke til at berige det danske kulturliv – det kulturliv, som danskerne faktisk møder op til og bakker op om.
Henrik Neelmeyer, næstformand i FilmFyn
At ville mere for folkeskolen er ikke leflen. Det er politik
Når Berlingske i en leder reducerer Socialdemokratiets skoleudspil til »valgflæsk« og »drømme«, slipper man for at forholde sig til det egentlige spørgsmål:
Hvad er problemet i folkeskolen – og hvad vil vi gøre ved det? Det er en bekvem journalistisk og politisk genre, fordi man kan nøjes med at udskamme intentioner i stedet for at diskutere løsninger.
Så lad os tale om indholdet. Med Lilleskolen foreslår vi et klasseloft på maksimalt 14 elever i de første skoleår. Det vil give mere ro i klassen, mere tid til den enkelte og en tryggere start.
Vi ser nogle faresignaler i de her år: Flere børn mistrives, flere har langvarigt skolefravær, og i de mindste klasser fylder uro og udadreagerende adfærd mere. Samtidig kæmper for mange børn med de basale færdigheder i dansk og matematik. Derfor er det på tide at investere dér, hvor det gør den største forskel: i begyndelsen.
Samtidig kan Lilleskolen være et værn mod skolelukninger i landdistrikterne, fordi det styrker de små skolers mulighed for at hænge sammen og fastholde elevgrundlaget. Ligesom vi afsætter 500 millioner kroner særligt til skolerne i landdistrikterne.
Vi foreslår også at afsætte flere penge, så børn og unge fra familier, der ikke nødvendigvis har midlerne til det, også kan komme på efterskole. Så økonomi ikke bliver det, der afgør, om man kan få et efterskoleår.
Politik er netop at prioritere. At sige højt, hvilken retning man vil og derefter stå på mål for, hvordan den kan gennemføres. Selvfølgelig rejser et skoleudspil praktiske spørgsmål om lærere og lokaler. Det er fair. Men det gør ikke ambitionen til »valgflæsk«.
Hvis man vil være kritisk, så vær det på indhold: Hvad er alternativet? Skal vi acceptere, at de første skoleår fortsætter med for store klasser, for lidt ro og for mange børn, der falder bagud? Det er i den debat, seriøsiteten ligger. Når alt reduceres til strategi, så ødelægger man mulighederne for en reel politisk debat. Det er trættende og trist for folkestyret.
Christian Rabjerg Madsen, politisk ordfører for Socialdemokratiet
Det brutale Kina
Den 78-årige mediepersonlighed Jimmy Lai blev 8. februar idømt 20 års fængsel ved en retssag i Hong Kong, hvor han har været varetægtsfængslet i årevis.
Denne usædvanligt hårde dom mod en fredelig demokratiforkæmper viser to ting. Hong Kong er nu fjernstyret fra Beijing i alle vigtige politiske anliggender. Dertil, at det kommunistiske Kina helt åbent ignorerer den aftale, der blev indgået mellem Storbritannien og Kina om 50 års fortsatte frihedsrettigheder efter byens overgang til kinesisk styre i 1997.
For de europæiske lande må denne brutale behandling af mand, der kæmper for folkestyre, være endnu et eksempel på, at Kina er den store trussel mod friheden. Dommen må indgå i den fremtidige politik over for Kina.
Det bør i øvrigt til vurderingen af Jimmy Lais indsats noteres, at den franske organisation RSF (Journalister uden Grænser) i 2020 tildelte ham deres pressefrihedspris for blandt andet åbent stadig at »turde kritisere det kinesiske regime«.
Den tragiske menneskelige konklusion af dommen er, at Jimmy Lai tegner til at blive endnu en frihedsforkæmper, der dør i et kinesisk fængsel. Beijing har endnu en gang vist sit sande ansigt.
Viggo Fischer, tidligere MF (K), Hvidovre
Åh, søde Skat!
Nu har vi en regering på fjerde år, der fra starten har hævdet, at den som flertalsregering virkelig kunne sætte ind der, hvor det tidligere har været vanskeligt at skaffe det fornødne flertal.
Vi læser her i avisen, at end ikke vores ypperste undervisere på DTU i matematiske algoritmer kan trække noget fornuftigt ud af ejendomsvurderingernes udregninger.
Vi lever i en tidsalder, hvor kunstig intelligens (ai) kan erstatte human tankevirksomhed, men ai formår – lige så lidt som den siddende flertalsregering – at gøre noget ved fadæsen om værdiansættelsen af fast ejendom.
Vi er således stadig ofre for mindre begavede løsninger i samfundets skatteforvaltning.
Erik Tang, Klampenborg
Den første mur sorgramte rammer, er systemets sprog
Når mennesker rammes af sorg, forventer vi at møde et samfund, der kan rumme tab. For mange sorgramte bliver mødet med systemet imidlertid også det sted, hvor sorgen for første gang bliver gjort til noget andet, end den er.
Ikke nødvendigvis af manglende vilje – men af manglende sprog.
Sorg har ingen selvstændig kategori i vores systemer. Den oversættes typisk til stress, depression eller belastningsreaktion. Dermed gøres sorgen administrerbar, men også usynlig. For den sorgramte bliver dette den første mur: ikke selve tabet, men mødet med et system, der ikke genkender sorgen som sorg.
Denne oversættelse har konsekvenser, der rækker længere end det administrative. Når sorg systematisk placeres i sygdomskategorier, følger også et stigma. Ikke nødvendigvis gennem åben fordømmelse, men gennem forventninger: om hurtig bedring, om progression og om at vende tilbage til et tidligere funktionsniveau.
At blive mødt som »stressramt« eller »deprimeret« frem for som sørgende kan gøre det sværere at stå ved sin tilstand. Sorgen bliver noget, der skal forklares, retfærdiggøres eller afvikles.
I den offentlige debat omtales ofte de betydelige samfundsomkostninger forbundet med sorg. Tallet bruges som argument, men sjældent diskuteres det, hvordan denne opgørelse opstår.
For sorg registreres ikke som sorg. Den registreres gennem beslægtede diagnoser.
Når et menneske i sorg oplever nedsat funktionsevne, søvnproblemer eller koncentrationsbesvær, findes der ikke et administrativt sprog for tabet. Sorgen placeres derfor i puljer for stress og depression.
Recovery efter sorg handler om integration af tabet, relationel støtte og tid.
Hvis vi vil arbejde seriøst med både mental sundhed og samfundsansvar, kræver det, at vi tør se på de strukturer, der gentagne gange placerer sorg der, hvor den ikke hører hjemme.
Una Zachariasen har mange års erfaring fra juridisk og administrativt arbejde og er i dag sygeplejestuderende
Pinligheder
Hvor svært ville det have været at observere den strandede døde kaskelothval ved Blåvandshuk Fyr en enkelt nat?
Et par betjente og tyveknægtene havde aldrig nået frem til eller kunnet frigøre og stjæle kæberne med de kostbare tænder.
Der var anderledes rettidig omhu længere nord på kysten, da en hval ugen før strandede ved Aalbæk.
Hvor er det pinligt. Og lad det være en lærestreg.
Bent Møller, Sakskøbing
Når klager bliver et våben
Forestil dig at sidde i uvished i otte måneder og vente på svar i en sag, der handler om dit barn, din bolig eller din forsørgelse. Ikke fordi sagen er kompliceret – men fordi systemet er overbelastet.
Sådan er virkeligheden for mange borgere i dag.
Ankestyrelsen er presset af et massivt antal klager. Mange er vigtige. Men ikke alle. En del klager indgives ikke for at opnå retfærdighed men for at udøve pres, skabe konflikt eller chikanere. I højkonfliktsager, nabostridigheder og brudte relationer bruges klagesystemet alt for ofte som våben.
Det har konsekvenser. For mens systemet behandler chikanøse klager, vokser bunken af sager fra mennesker, der reelt har brug for hjælp. Ventetiden stiger. Frustrationen stiger. Og tilliden til systemet falder.
Derfor bør vi turde drøfte et symbolsk administrativt gebyr ved klage, som tilbagebetales fuldt ud, hvis borgeren får medhold.
Formålet er ikke at begrænse adgangen til retfærdighed. Tværtimod. Et mindre gebyr kan være med til at sortere de åbenlyst chikanøse klager fra – uden at ramme dem, der har en reel sag. Det vil kunne lette presset, forkorte ventetiderne og styrke retssikkerheden.
Retssikkerhed handler ikke kun om retten til at klage, men også om retten til at få svar inden for rimelig tid.
Hvis vi vil tage borgernes problemer alvorligt, må vi også turde se kritisk på de strukturer, der i dag spænder ben for dem.
Vibeke Henriksen, socialrådgiver, kommunalbestyrelsesmedlem I Kolding (M)
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
I dagens »Lyt til Berlingske« kan du høre om Tysklands forberedelser på et muligt russisk angreb, hvor landet for første gang siden Anden Verdenskrig åbent planlægger militært forsvar af Nato-territorium. Du kan også høre historien om en kvinde, der har tabt 30 kilo – og holdt vægten – og få fem konkrete leveregler med på vejen. Og så ser vi nærmere på en sag, der vedrører alle boligejere: Kritikken af de algoritmer, der fastsætter ejendomsvurderingerne, og som ifølge eksperter truer retssikkerheden.
Dagens historier er udvalgt af Berlingskes internationale kommentator, Birgitte Borup.
Oplæser og Producer: Ida Skovsgaard
Del:
