Jeg vil gerne begynde med at rose Socialdemokratiet. For på trods af uafklaret finansiering har partiet fået sat folkeskolen på landkortet med sit udspil om en ny indskoling og en anderledes skolestart. Valgkampen er i gang.

At satse på folkeskolen som et bærende tema i det forestående er ikke forkert analyseret. Folkeskolen er en af samfundets grundpiller. Den fortæller historien om den universelle velfærd – og den er universel i praksis. Vi har alle et forhold til den. Enten har vi selv gået der, eller også kender man nogen, der gør.