Karsten Møller Hansen mødte en gammel ven, han ikke havde set længe. Så måtte han gøre sig en smertende erkendelse
Ikke alt varer for altid, men det gør stadig ondt at se en gammel ven cykle ned ad Nørre Farimagsgade, væk, videre, ud af ens liv.
Vi mødtes på den samme bar som dengang. Tapetet var den samme rødvinsfarve, billederne på væggen de samme, den samme lugt, tiden dér stod stille, lige som det skulle være.
Jeg sad ved det samme runde træbord, da han kom ind. Hans frakke var våd, håret var vådt, strøget tilbage. Han hængte den våde frakke på knagerne ved indgangen, kiggede sig omkring, opdagede mig, smilede hurtigt.
Del:
