Danmark er ikke et demokrati, men et flertalsdiktatur

Jeg må desværre konstatere, at vi i mange år ikke har haft demokrati i Danmark, men flertalsdiktatur, skriver Erik Palsbo. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Demokrati eller flertalsdiktatur?

Lars Løkke Rasmussen belærte mig engang om, at politik handler om at kunne tælle til 90. Han glemte ved samme lejlighed at sige, at demokrati handler om anstændighed.

Efter Berlinmurens fald, arbejdede jeg som konsulent i Østeuropa, og der var man meget optaget af den nye situation. En af mine lokale medarbejdere spurgte mig en dag: »Det der med demokrati - er det ikke bare det samme som flertalsdiktatur?« Jeg svarede hvad jeg i min naivitet troede var rigtigt, nemlig at i et demokrati tager flertallet ansvar for mindretallet, hvorimod man i et flertalsdiktatur blot går efter et flertal (at kunne tælle til 90).

Jeg må desværre konstatere, at vi i mange år ikke har haft demokrati i Danmark, men flertalsdiktatur.

I Sverige har man for tiden en regeringskrise. Det er en politisk krise, men en sejr for demokratiet. De anstændige partier på begge fløje nægter at gøre sig afhængig af den fascistiske del af parlamentet - blot for at kunne opnå et flertal.

Det er en anstændighed, som man kunne ønske sig at se i Danmark også.

Erik Palsbo, Hundested

Asociale medier

En utilregnelig amerikansk præsident bombarderer døgnet rundt verden via de såkaldt sociale medier. Russiske trolde benytter dem til at sprede fake news. Børn bruger både skole- og fritid på at skrive til deres ukendte venner på Facebook i stedet for at lege med deres kammerater. Dansen om juletræet forstyrres af mobilafhængige familiemedlemmer, som lige skal opdatere deres konto. Dumheden breder sig med samme hast som shitstorme på de sociale medier.

Jeg synes ikke, at vejen frem er flere forbud i vort samfund, men findes der virkelig ikke en måde, hvorpå vi kan få standset eller hæmmet dette tosseri?

Jørgen Lind, Helsingør

Børn, unge og røg

Skulle Folketinget ikke give børnene og de unge en chance for et længere liv, et bedre helbred og en bedre økonomi?

Man kunne som forsøg  mindst fordoble cigaretprisen (hvilket har været en succes i andre lande) for samtidig at se, om landet skulle gå rabundus af den grund.

Bare at lade området sejle videre vil være at gøre generationen og samfundet en bjørnetjeneste.

Jytte Jørgensen,  Helsingør

Brexit

Apropos Brexit og den udsatte afstemning i det engelske Underhus, kom jeg til at tænke på historien om den unge nyvalgte MP, der under en debat i Underhuset sad ved siden af premierminister Winston Churchilll og sagde: »Hvor er det fantastisk at sidde ved siden af Dem, hr. premierminister, over for vore modstandere«. Churchill svarede: »Unge mand, De tager helt fejl, vore modstandere sidder bag os.«

Peter Christiansen, København

Nej, familier på offentlig forsørgelse burde ikke få børn

Fuldstændig rigtig som en LAUer skrev for lidt tid siden – selvfølgelig burde kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, førtidspensionister og ligestillede ikke få børn.

Lad os få en ting på det rene, det har og vil aldrig nogensinde blive en menneskeret at få børn. Sådan hænger verden bare ikke sammen. Skal man endda kigge på det i et endnu større billede, så vil verden komme til at lide af overpopulation i fremtiden, men det er en lidt anden snak.

Nej, pointen er at mennesker, der er på overførselsindkomster, ikke burde få børn. Det kan ikke tænkes, at det skal være noget, der skal lovgives om, og det er et meget følelsesladet emne at debattere, måske tabubelagt, men derfor skal det stadig tages op.

At modtage penge direkte fra staten i en passiv form er som udgangspunkt en midlertidig udbetaling, man får der. Det er det, der er hele pointen med vores overførselssystem. Førtidspensionister bliver desværre oftest sat i en bås som de ikke kan komme væk fra, men budskabet omfatter sådan set også dem.

Man kan ganske enkelt ikke være bekendt at sætte børn i en verden, hvor man som forælder skal tage vare på dem, hvor man samtidig ikke engang kan tage vare på sig selv. Det er simpelthen ikke rimeligt for børnene, og derfor burde det også gå meget klart ind, at børn ikke er noget, man skal have, hvis man er på offentlig forsørgelse.

Indtil man er kommet ud af sin situation og kan tage vare på sig selv, kan man begynde på sit børneeventyr, ikke før.

Jesper Vogelius – gymnasieelev på Nykøbing Katedralskole og medlem af Venstres Ungdom.

Radius

Ingen udlandske selskaber bør købe Radius. Ingen udenlandske kapitalfonde/-mafiaer heller.

Hvis det virkelig er nødvendigt, må SEAS-NVE være bedst. De er i branchen. Man må da spørge, om prisen på el stiger, da den nye ejer jo skal købe el af Ørsted?

Bent Møller, Sakskøbing