Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Dagens brev: Lighedens krænkelseskultur

Man bliver ikke populær på at synge »den danske sang er en ung blond pige« på CBS. Her optræder DRs pigekor under Copenhagen Fashion Week 5. august 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

En insisterende krævesyge har angrebet velfærdsstaten. Ingen kan få nok. Alle vil have mere. Og alle vil have ret.
Krænkelsesbølgens højvande skyller ind over de danske kyster. Tryghed og glæde er afløst af fornærmelse og afvisning.
Lighedsmageriet er på krigsstien. Anført af landets største fagforbund ønsker man sig endog parlamentariske indgreb for at cementere lighedens nation.

Er der mon en forbindelse mellem disse samtidens fænomener? Ja, det er der.

For at føle sig krænket, som er negativt, skal man have noget positivt at blive krænket over: Respekt, socialt tilhørsforhold, ære, selvfølelse, moral eller anstændighed. Har man ikke det, er man ikke (berettiget) krænket, men bare sur og fornærmet.

Hvis alle kræver ret til mere: respekt – moral – velstand – anstændighed, ja, endog mere ære, synes det indlysende, at risikoen for – med eller uden hensigt – at berøve de krævesyge dele af den ret, de mener at have, stiger proportionalt.

Imens er ligemagerne i fuldt sving for at hævde, at vi – stik imod naturens orden – alle er lige og ingen over eller mere end andre. At landets gæster derefter synes, det er os andre, der skal være lige som de. Det kan man næppe fortænke dem i.

Danmark begår derfor den største fejl ved ukritisk at tilstå og vedgå krænkelser til højre og venstre, ganske uanset årsagen og helt uden at kræve den medfølgende argumentation for, at den ret, man føler sig krænket over, nu også faktisk er legitim.

Eksemplet med den, som følte sig »krænket« over en dansk sangtekst, der undlader at nævne andre kvindetyper end den blonde, er godt: Med hvilken ret kan man føle sig krænket her? Mener man, at alle kvinder burde have været nævnt – ingen glemt? Hvad så med Spanish Eyes? Skal de nordiske piger i protestmarch?

Danmark må træde i karakter og hævde sine ubestridelige kvaliteter: Bløde bakker og d’er, blonde mennesker, blå øjne og en stolt patriotisk sangskat skal ikke udvandes, men værnes om. Det samme gælder nationale skikke og sæder som hjælpeprogrammer med »hjælpepakker« til højtider, pakket efter dansk mønster: Værn om dem. Juletraditioner: Sæt dem ikke over styr! De danske farver –
uanset sporten – vær stolt af dem!

At være fædrelandskærlig er ikke at nedgøre andre, men at respektere dem. Ikke fordi vi er lige. Men fordi vi er lige meget værd.

Det er på tide at gøre op med velfærdsstatens grænseløse og nedbrydende forkælelse af ikke bare sine egne borgere, men i endnu højere grad sine gæster.

Poul Sabroe, Hellerup