Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Krænkelse over sang handler om alt andet end omsorg for andres psyke

Voksne reducerer sig selv til børn, når de føler sig krænket over mexicanerhatter, forelæsninger og senest over højskolesangen »Den danske sang er en ung blond pige«.

En forsker på CBS følte sig krænket og ikke-inkluderet, da der under et møde på CBS blev sunget »Den danske sang er en ung blond pige«. Hun fik en undskyldning og sangen vil næppe vil blive sunget igen. Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der foregår i disse tider et maskespil i det danske samfund, hvor voksne og tilsyneladende intelligente mennesker foregiver at være krænket over mexicanerhatte, lidt for skråsikre forelæsere og nu også sange fra højskolesangbogen.

Stefan Agger Fold sammen
Læs mere

De ovenstående episoder har heldigvis mestendels vakt hovedrysten, kritik eller latter, men det er som om, vi ikke rigtig har formået at analysere, hvad der egentlig foregår for øjnene af os. De tre episoder har alle inkluderet universiteternes mellemlederlag og endda rektoren for Københavns Universitet, Henrik Wegener, har været på banen.

Fælles for disse ledelsesindgreb har været den opfattelse, at der i alle tre tilfælde har været tale om ægte krænkede mennesker. Den opfattelse – udover at de reducerer voksne mennesker til børn – er efter min bedste vurdering fejlagtig. Man skal nemlig huske, at den identitetspolitiske bevægelse er en venstreorienteret politisk bevægelse og ikke en social bevægelse. Den interesserer sig i virkeligheden ikke det mindste for krænkelser per se. Den skelner tværtimod kraftigt mellem legitime og illegitime følelser af krænkethed. Problemet er altid borgerlige, folkelige eller deciderede højreorienterede udtryk.

Man kan ikke få nogen form for medfølelse eller administrativ opbakning til krænkelse over islam eller en udlændingepolitik ude af kontrol. Krænkelse over et hammer og segl-flag eller en Che Guevara t-shirt er heller ikke legitime. I tilfældet med »Den danske sang er en ung blond pige« er det næppe tilfældigt, at det drejer sig om en sang, der er med til at iscenesætte danskerne som et folk med en lang og stolt historie, hvilket altid har været en torn i øjet på den danske radikale venstrefløj.

Pointen er altså, at bevægelsen aldrig har handlet om omsorg for unge menneskers psyke. Det handler derimod udelukkende om politisk kontrol med den dagsorden, der må findes i de miljøer, hvor det foregår. Indtil den analyse bliver bredt anerkendt, vil vi vedblive med at forholde os til de enkelte episoder med hovedrysten, men uden egentlig at fatte den kamp, vi uafvidende er en del af.

Til sidst er det selvfølgelig værd at overveje, om jeg tager fejl; at der faktisk er tale om ægte følelser af krænkethed over ting som udklædninger og gamle danske sange. Der vil jeg godt bede læseren om at lukke øjnene et øjeblik, og tænke lidt over de strabadser, de fleste voksne mennesker har skullet bære uden at kny i vores lange historie. Derefter vil læseren formodentlig åbne øjnene med den indsigt, at hvis der hos os i Vesten ikke skal mere til at slå os ud af kurs, er vi helt og aldeles fucked.