Debatten om fællessang er privilegieblind og provinsiel

Valget af »Den danske sang er en ung blond pige« kan foreløbig ligne én af tre ting: En bevidst provokation, en blindhed over for tekstens indhold eller en døvhed over for fællessangen som genre – og alle tre ting peger ærlig talt i en provinsiel retning.

Højskolesangen i en udgave fra 1926 – året hvor »Den danske sang er en ung blond pige« blev til. Foto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Suk og jammer! Tårer og tænders gnidsel! En sang om danskernes dejlige sange har sat Danmark på den anden ende:

Undervisere på CBS brød ud i »Den danske sang er en ung blond pige« under et møde sidste år og fik en knap så blond kollega på halsen. Historien om den muntre sang af juristen Kai Hoffmann og komponisten Carl Nielsen fra 1926 fandt endda vej ind til chefgangen og endte med en bandlysning af sangen indtil videre.

Så vidt, så skidt. Vores sangskat er noget af det skønneste ved danskheden og skal ikke graves ned. Hvis man binder os på mund, kunne vores hånd meget vel være næste skridt – hvilket fører lukt ned i glædesløshed og ufrihed på et grundlovsstridigt plan.

»Vi må bare også se mådehold som den dannedes adelsmærke.«


Enhver kan vel også se noget uheldigt i gæstens egen adfærd. At hun føler sig truffet og fremturer helt uden hensyn til de indfødte danskere i lokalet. Hvis man har problemer med »Den danske sang«, må man have problemer med sig selv og sin plads på denne klode.

Musik gør en forskel

Men, men. Sange af den slags er ikke uskyldigt legetøj. Vi anvender fædrelandssange og fællessange i almindelighed på grund af deres vældige kraft og skal derfor bruge dem nænsomt.

Hvis medlemmer af forsamlingen bliver stødt, hvis de ikke fatter princippet i metaforisk identifikation, hvis fællessangen af den ene eller den anden grund ikke føles så fælles endda – så har dagens mødeleder ikke set sig nok omkring og i sidste ende ikke valgt en passende sang.

Vi kender kun få omstændigheder bag det konkrete møde endnu. At ledelsen på CBS har slået hælene sammen og givet efter for endnu en krænket kvinde, kan sagtens vise sig yderst uheldigt.

Vi må bare også se mådehold som den dannedes adelsmærke. Debatten i de seneste timer er endt med et lille minus til ytringsfrihedens frontkæmpere. For vi må ikke gøre os blinde for det dybt privilegerede i en tilværelse som dansker på dansk jord.

Valget af »Den danske sang er en ung blond pige« kan foreløbig ligne én af tre ting:

En bevidst provokation, en blindhed over for tekstens indhold eller en døvhed over for vore dages virkelighed i bred forstand – og alle tre ting peger ærlig talt i en provinsiel retning.