Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ofre for krænkelser underminerer ægte problemer

Blåstemplingen af krænkelseskulturen underminerer ægte ofre for racisme og andre former for grænseoverskridende adfærd. Det er et bekymrende demokratisk problem.

Højskolesangbogen er en af de mest solgte bøger i Danmark, men nu er sangen »Den danske sang er en ung blond pige« blevet stemplet som krænkende på handelsuniversitetet CBS. Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere

Siden sommer, hvor de første sager om folk, der følte sig krænket i forbindelse med udklædningsfesterne på Københavns Universitet (KU) begyndte at rulle, er der gået inflation i at føle sig krænket. Kristeligt Dagblad har bl.a. bragt et interview med Tara Skadesgaard Thorsen, formand for gruppen FRONT. Hun føler sig krænket over mængden af hvide mænd i KUs filosofi-pensum, mens der for nylig var en ansat på CBS, der følte sig krænket af Højskolesangbogens »Den danske sang er en ung blond pige«.

Nomi Forchhammer Fold sammen
Læs mere

Debatten om disse krænkelser går i høj grad på, hvorvidt de er legitime eller ej. Selvom der hersker stor uenighed om emnet, er krænkelserne til en vis grad blevet legitimeret: KUs ledelse er endt med at ændre reglerne for kostumefester, Taras gruppering »patruljerer« fortsat KUs gange, mens CBS’ leder offentligt har undskyldt og anerkendt problemet i sangen. I alle sager blåstemples ofrene for deres påståede krænkelser – og selvom der stadig er hvide mænd på filosofi-pensummet, legitimeres Taras sag i kraft af den mediedækning, hun får – senest i radioprogrammet »Shitstorm« på DR P1.

Problemet med krænkelsesofrene er, at de råber op om petitesser, der i kraft af den eksponering, de får, ender med at overskygge faktiske og grove krænkelser. Spektret for »at føle sig krænket« er simpelthen blevet for bredt – og det bliver et problem for dem, der oplever langt mere alvorlige sager, end at blive stødt af en i sit pensum.

»Alle de tunge problemer ender med at drukne i støjen fra sagerne om kostumefester, højskolesangbøger og forargelsen over antallet af drengenavne på læselisten.«


Jeg vil gerne slå fast, at jeg aldrig har været udsat for krænkelser. Men hvis jeg blev udsat for en grov, krænkende oplevelse, f.eks. med udgangspunkt i mit køn, ville jeg i dag være utrolig påpasselig med at være offentlig omkring mit problem, alene af den grund, at jeg ikke ønsker at blive sat i samme båd som de nuværende krænkelsesofre. Jeg tror også, at der er en overhængende fare for, at folk bliver så trætte af sager om krænkelser, at de ikke engang vil lytte efter, når problemer bliver italesat. Jeg frygter, at mange andre, inkl. ofre, der har været udsat for langt værre ting, tænker det samme.

Tunge problemer drukner i støjen

De nuværende tendenser i krænkelseskulturen kan gå hen og blive et demokratisk problem, netop fordi de, der oplever slemme og grove tilfælde af racisisme, sexsisme eller anden grænseoverskridende adfærd, ikke ønsker at blive sat i samme bås som de nuværende ofre. Alle de tunge problemer – jeg tillader mig endda at sige rigtige problemer – ender med at drukne i støjen fra sagerne om kostumefester, højskolesangbøger og forargelsen over antallet af drengenavne på læselisten.

Jeg synes, at vi skal slå bremsen i og tænke os om, før vi imødekommer disse »ofre«, fordi vi dermed giver dem en enorm magt over den offentlige debat. Vi skal turde være endnu mere kritiske, og ikke bare føje deres bud med offentlige undskyldninger og nye reglementer. Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) påpeger det samme: »Det må ikke ende i en glidebane, hvor vi er bange, og vi ikke tør føre den frie samtale.«

Hvis vi ser diskrimination og krænkelser overalt, ender vi med at blive overfyldt og immune over for de sager, der i virkeligheden betyder noget og fortjener den opmærksomhed, som de små sager får nu.