Pas på forskningsfriheden. Pas på den akademiske frihed. Ja, pas på selve ytringsfriheden.
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) har med stigende bekymring fulgt med i debatten og de mange historier i bl.a. Berlingske om krænkelser på ikke mindst Københavns Universitet (KU), hvor studerende er begyndt at klage over blandt andet sexisme og racisme i undervisningen og i pensum, ligesom der er studerende, som bliver bedt om ikke at holde klædudfester. Derudover er der forskere, der frygter for deres faglige frihed, efter at der er blevet indført nye regler med nultolerance over for krænkende adfærd. Regler, der har ført til, at den første lektor på KU har været genstand for interne undersøgelser og tjenstlig samtale på baggrund af klager fra anonyme studerende.