Pastis i Gothersgade har fået ny udsigt. Fra cafeen og spisestedets udendørs pladser kunne man indtil for nylig se en reklame for Pepsi på den store gavl i nummer 54.
Læskedrikken er nu skiftet ud med et omvendt dollartegn og et spørgsmålstegn malet i farverne »Grundfos-rød« og »Mærsk-blå«.
Bag titlen »$!?« gemmer sig et budskab, som man også kan blive klogere på, hvis man læser det lille skilt i det ene hjørne af maleriet. Det fortæller, at virksomheder de seneste årtier har kunnet kræve eneret på visse farver, hvilket kunstneren bag, Hannibal Andersen, ønsker at sætte spørgsmålstegn ved.
»I midten af 90erne forhandlede man en ny international aftale på plads i World Trade Organization (WTO), den såkaldte »TRIPS-aftale«, som skal beskytte intellektuelle ejendomsrettigheder globalt. Den rummer en artikel om varemærker, som er temmelig elastisk,« siger Hannibal Andersen.
»Den bliver nu fortolket på en måde, så det er muligt for virksomheder at registrere farver uden omrids som deres varemærker, og det har Grundfos og Mærsk valgt at benytte sig af. Jeg vil gerne stille spørgsmålet: »Er det rimeligt, at man kan eje noget så elementært som en farve?« tilføjer han.
»Bemærkelsesværdigt«
Gavlmaleriet er blevet til i et samarbejde mellem Hannibal Andersen og Kunsthal Charlottenborg, hvor han for tiden udstiller en række farver, som internationale virksomheder har eksklusive rettigheder til at bruge – for eksempel ‘post-it’-gul og T-Mobiles »Magenta«. De er et uddrag af farver og farvekombinationer hentet fra EUs kontor for intellektuel ophavsret.
På gavlen er det dog kun Mærsk og Grundfos, der er repræsenteret med deres farver. Det er de to eneste danske virksomheder, der indtil videre har eksklusive rettigheder til at bruge en farve – senest, i 2019, fik Mærsk eneret til den karakteristiske blå, som mange forbinder med firmaet.
Helt nemt er det dog ikke at få udelukke andre fra at bruge en bestemt farve. Da Mærsk fik tilladelsen, kaldte Patent- og Varemærkestyrelsen det for »bemærkelsesværdigt«.
»Faktisk er en eneret til en farve en ganske vidtgående eneret, fordi det i princippet kan forhindre andre erhvervsdrivende i at anvende den pågældende farve i markedsføringen af deres produkter. Ikke desto mindre lykkedes det for nylig Mærsk at få beskyttet sin lyseblå farve, som virksomheden har benyttet sig af gennem 133 år,« skrev styrelsen dengang.
Retten til eneret på en farve kræver blandt andet, at den skal have »et betydeligt særpræg«. Det vil sige, at kundekredsen forbinder farven med virksomheden. Dernæst at farven »skal kunne gengives grafisk ved hjælp af en international anerkendt farvekode – for eksempel Pantone.«
»Den lyseblå farve er så tæt på at være et synonym for selskabet (Mærsk, red.), at det lykkedes som blot det andet selskab i Danmark at få beskyttet en farvekode,« tilføjede Patent- og Varemærkstyrelsen i 2019.
I praksis betyder det blandt andet, at andre virksomheder i samme branche ikke må anvende farven.
»Med andre ord må jeg godt bruge farverne i et maleri. Så hvad er problemet, vil nogen måske spørge,« siger Hannibal Andersen og svarer på sit eget spørgsmål:
»Du har virksomheder, som opererer enormt bredt, og som får registreret farver i flere kategorier. Det gør jo albuerummet noget mindre for små virksomheder, der skal til at starte. Men jeg forsøger også at stille et mere generelt spørgsmål i forhold til privatisering af fællesskabets goder i det hele taget. Jeg håber, værket kan få folk til at reflektere over, hvad de selv synes, man skal have lov til at kræve eksklusivt ejerskab over,« siger Hannibal Andersen, da han står få meter fra sit værk.
»Spørger du mig, er det absurd, at man kan eje noget så elementært som en farve. Skal man så også kunne eje cirklen, trekanten og firkanten? Eller solen?« tilføjer han.
Mere kunst i byrummet
Gavlen på Gothersgade er som udgangspunkt en reklameplads. Med støtte fra Statens Kunstfond har det imidlertid været muligt at leje gavlen i halvandet år.
»At det er en reklameplads, gør det ekstra interessant for mig. Det er netop en del af min strategi for at udskifte reklamerne i byrummet med kunst. Jeg synes, det er dødssygt at kigge på en stor reklame som for eksempel den, der hænger der på stilladset og gerne vil sælge mig et par sikkerhedssko,« siger Hannibal Andersen.
Det er langt fra kun store industrifirmaer, som gennem tiden har gjort krav på visse farver. Den nu afdøde kunstmaler Yves Klein sendte i 1960 en forseglet konvolut med opskriften til den særlige »International Klein Blue« til det franske patentkontor. Han frygtede, at andre kunstnere skulle »stjæle« farven.
I 2016 indgik billedhuggeren og maleren Anish Kapoor ligeledes en aftale med firmaet Surrey NanoSystems om, at det kun er ham, som må anvende firmaets sorte farve i kunstneriske sammenhænge.
»Jeg synes ærlig talt, det virker lidt uopfindsomt og dovent. Ligesom vi ikke opbruger sproget, når vi benytter os af det, er der rigeligt med farver. Nok til alle, men ikke til at alle kan få deres helt egen,« siger Hannibal Andersen.
