Man behøver ikke at være en hovedrig mand for at købe kunst

68 procent af dem, der går på museum, er kvinder, men hvorfor køber de ikke kunst, spørger tre kvinder, der har stiftet et undersøgende kvindeligt kunstsamlerfælleskab. De vil rykke ved det faktum, at det primært er mænd, der identificerer sig som kunstsamlere, og opfordrer flere kvinder til at samle på originalkunst – ikke som et investeringsobjekt, men med inderlighed og kærlighed til kunsten.

Et nyt kunstsamlerfællesskab har set dagens lys. Bag projektet Kvindelige Kunstsamlere står Banja Rathnov (tv.), Lærke Bøgh (mf.) og Christine Almlund (th.). De har fulgt kunstbranchen indefra gennem de seneste 20-30 år og kender hinanden som tidligere kollegaer hos Bruun Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hold nu op med at købe tasker og rejser til Thailand. Køb noget kunst. Det skriger til himlen med alle de mandlige samlere. Det er altid manden, der samler,« har gallerist Banja Rathnov tidligere sagt til mig.

Nu har hun stiftet et undersøgende kvindeligt kunstsamlerfælleskab sammen med Christine Almlund og Lærke Bøgh, der ligesom hende har samlet på kunst op mod de seneste 20 år.

I første omgang har de etableret sig på Instagram som @kvindelige.kunstsamlere.

Her skriver de om de historiske kvindelige kunstsamlerforbilleder og opmuntrer kvinder generelt til at samle på kunst fra scratch – uden at det nødvendigvis skal koste spidsen af en jetjager.

»Man skal huske på, at alle starter et sted«, siger Lærke Bøgh.

Christine Almlund viser et kunstfoto frem, som hun har købt på en vintage-nichefestival under Paris Photo.

»Jeg har taget det med for at illustrere, at man for meget få penge kan omgive sig med poesi og en oplevelse, som betyder noget for én. Jeg tror, jeg gav 300 kroner.«

»Jeg har taget det med for at illustrere, at man for meget få penge kan omgive sig med poesi og en oplevelse, som betyder noget for én. Jeg tror, jeg gav 300 kroner,« siger Christine Almlund om dette kunstfoto, hun fandt ved en vintage-nichefestival under Paris Photo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

De har fulgt kunstbranchen indefra gennem de seneste 20-30 år og kender hinanden som tidligere kollegaer hos Bruun Rasmussen – Banja Rathnov som udstationeret agent i Paris, hvor hun senere brød op og fik sit eget galleri, og Christine Almlund og Lærke Bøgh i København, hvor de stadig arbejder for det københavnske auktionshus som henholdsvis social media-redaktør og fotospecialist samt specialist i bøger og manuskripter.

Banja Rathnov driver i dag sit galleri i Studiestræde i København sammen med Clausens Kunsthandel. De er fortsat med at mødes og tale om den kunst, som de deler et inderligt og kærligt forhold til, i de seneste år med en vis undren over, hvorfor der stadig er et så skævvredet kønsmæssigt forhold mellem aktørerne på kunstscenen – og navnlig så få kvindelige kunstsamlere.

Tal fra Organisationen for Danske Museer viste i 2019, at 88 procent af de værker, som danske museer har indkøbt i de sidste 15 år, er af mænd, ligesom 71 procent af landets soloudstillinger og 74 procent af værkerne på gruppeudstillinger er af mænd.

Vi sidder i Banja Rathnovs stue, hvorfra kunsten breder sig ud til alle hjørner – selv ud til hendes badeværelse, hvor der hænger et lille medicinskab af Morten Søndergaard, »Ordapoteket«, med gode ord i pilleform.

Banja Rathnov interesserer sig for mennesket og hverdagens poesi i sin kunst, fortæller hun. Det er blevet til værker af primært danske kunstnere fra 1930erne og op til i dag – kunstnere, der læner sig op ad den kunst, hun faldt for, da hun boede i Frankrig. Danmarks svar på Picasso, Miro og Fernand Leger, der i hendes optik er lige så gode.

De koster bare slet ikke det samme her i Danmark.

»Det her værk er af Jytte Rex, som jeg har lært at kende blandt andet ved at læse hendes »Kvindernes bog«, hvor det gik op for mig, hvordan kvindelivet har ændret sig i de sidste to-tre generationer. Jeg har været optaget af mor-datterrelationen i de her år, fordi jeg har lært min mor at kende på en hel ny måde. Jytte Rex arbejder med sin mor og sin datter i mange værker. I det her værk er det datteren – og det er jo dét, jeg selv er,« siger gallerist Banja Rathnov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

»For mig handler kunst om at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske og sanse og være i verden. Jeg lever meget af mit syn og har haft et sprog, som var visuelt, før jeg kunne tale,« forklarer hun fra sin plads ved stuebordet foran to collageværker af Sven Hauptmann.

»Han er sådan en fin, poetisk og totalt undervurderet 60er-kunstner, som boede mange år i Frankrig og lavede collager, der kan ligne virkelig dyr kunst fra Frankrig. Villéglé og Raymond Hains, for eksempel,« forklarer hun.

I det nye fællesskab handler undersøgelsen blandt andet om at udvide rammerne og forståelsen af, hvad det vil sige at være kunstsamler.

Lærke Bøgh: »Vi vil gerne gøre det mindre farligt og elitært at være kunstsamler.«

Banja Rathnov: » … skubbe nogle til at turde købe et kunstværk bare én gang, for så er det ikke så mystisk. Og lur mig, når man har købt et eller to værker, er det ligesom en lille bacille, der sætter sig i én. Den kæmpe glæde skal vi få nogle flere til at føle.«

Christine Almlund: »Og så vil vi gerne have fokus væk fra, at det nødvendigvis handler om store investeringer, der minder om at købe aktier, men om at beskæftige sig med noget, man har en relation til, og som udvider ens horisont intellektuelt og følelsesmæssigt. Vi samler ikke på kunst for at have prestige.«

»»Tandtryk og afsmitninger« er fra 2016 af Stense Andrea Lind-Valdan, hvis værker jeg har været med til at sælge til SMK. Hun har arbejdet rigtig meget med kroppen, som interesserer mig. Man finder ud af, at man er en krop, når man har født fem børn (fem drenge, red.). Hun har lavet mange værker med sin søn – blandt andet de her tandbid, som hun kalder for »Gloria«,« fortæller Banja Rathnov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Kunst er jo nærmest blevet en trend. Når man ser på forsiden af et modemagasin, er der på det seneste dukket en kunstner, en kunstsamler eller et kunstmiljø op, fremfor en klassisk model. Jeg tænker, der er mange, der godt kender til den personlige værdi af at samle på kunst. Men det kvindelige fokus som kunstsamler, er der ikke så mange, der slår på. Hvorfor en decideret kvindelig kunstsamlerklub?

Banja Rathnov: »Nu vil vi gerne have nogle flere kvinder til at købe deres egen kunst og ikke absolut altid gå hjem og spørge deres mand, hvad han synes, og så strande dér.«

Er det dét, du oplever som gallerist, Banja?

»Ja. På Herning-messen var jeg så spændt på at lære Det Danske Kunstsamler Selskab at kende. Det er jo fint, at der findes sådan et, men jeg kunne bare se, at det var rigmænd, de fleste af dem. Kunst er jo ikke kun for rige mænd, vi må til at få nogle andre til at turde sige: 'Vi kan da også købe kunst.' Det samfund, vi nu engang er i kløerne på, er i pengenes verden, men kunst handler også om mennesker, og hvis man kan flytte fokus derhen, kan det være, der vil være flere kvinder, der vil få lyst til at købe kunst.«

Liv og død i baglokalerne

Hvorfor tror I, at der er så få kvinder, der gennem tiden har markeret sig som kunstsamlere?

Lærke Bøgh: »Det kan måske forklares som noget uragtigt, nemlig at mænd har et mere veludviklet konkurrencegen og gerne vil have noget, som andre ikke har. Den drivkraft i samleri er nok mere fremtrædende hos mænd. Jeg tænker, det er det samme, der gør sig gældende inden for bogsamlinger, tupilakker eller hvad folk nu samler på. Men det kan også være noget kulturelt.«

Christine Almlund: »Ja, for det har nok tidligere haft noget at gøre med økonomisk frihed. Der ligger en amerikansk undersøgelse på nettet, som en investeringsbank har lavet, der viste, at blandt de meget rige amerikanere, der køber kunst, er procentdelen af kvinder heldigvis steget fra 16 procent i 2016 til 34 procent over de seneste fem år.«

Banja Rathnov: »Det har også noget at sige, at det tager tid at sætte sig ind i kunsten – at gå rundt og tale med galleristerne eller at læse aviserne og gå på udstillingerne. Kvinderne tager tiden til at gå på udstillingerne, men nok først, når de ikke har børn hjemme mere: det grå guld.«

»Mit maleri af Else Fischer-Hansen er fra 1942. Jeg har været meget optaget af abstrakt kunst, siden jeg var barn, jeg synes, det er noget af det mest vilde. I Danmark begyndte man først at male abstrakt i begyndelsen af 1940erne, og det har undret mig meget, da de andre jo startede i 12-13-14 (Kandinsky og Hilma af Klint, blandt andet, red.). I Danmark kommer abstraktionen altså efter krigen, der hvor verden bliver ny. Dér kommer en ny slags åndelighed ind,« fortæller Banja Rathnov, der er en af initiativtagerne til Kvindelige Kunstsamlere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Men hvad er så barrieren, når de kommer i den alder?

Banja Rathnov: »At de ikke behøver at eje det.«

Christine Almlund: »Det har også noget at sige, at man tidligere har opfattet »en rigtig kunstner« som en mand, og det har de mandlige samlere kunnet spejle sig i. Gallerister og de anerkendte kunstnere har været mænd.

Banja Rathnov: »En rigtig mandebranche. Kvinder har nogle andre statussymboler. Mænd har kunst, vin, biler og ure. Kvinder har tasker, Louboutin-sko og lange rejser, hvor de kan samle familien. Og så smykker. Det ønsker de sig i al fald. Og den person, der åbner galleriet, har jo også noget på hjerte. De store fine kunsthandler i Danmark fra 1940erne og op til 90erne, har været omgærdet af mænd, der sad inde i baglokalerne og styrede kunstverdenen. De drak, filosoferede, sludrede og solgte, og her kom deres kunstnere jo også ind. Der har udspillet sig liv og død i de baglokaler – meget på mændenes præmisser, tror jeg.«

Kvinderne skal skrives ind i kunsthistorien

Opfordrer I til, at man køber kvindelige kunstnere?

Lærke Bøgh: »Ja, det ligger jo i tiden i forhold til diversitet. Jeg har for eksempel lige købt en akvarel af Augusta Atla, der også laver collager og fotos, der tit handler om kvindeliv i forskellige kulturer. Hende kan jeg jo spejle mig i. Vi skal støtte kvinderne, nu hvor en del af vores vision er at få en balance i kunstverdenen.«

Banja Rathnov: » … også fordi kvinderne skal skrives ind i kunsthistorien. Det er de jo først ved at blive nu.«

I fejer altså halvdelen af kunstnerne af bordet, som jo også er unge, spirende, talentfulde kunstnere, der har brug for at blive støttet for at blive styrket!

Banja Rathnov: »Da jeg startede i auktionsbranchen i 1987, var der ingen, der solgte design på auktion. Igennem de år er det steget og steget, og så kan man sige; »Hvad er det, der er blevet forsømt nu?« Ja, det er kvindelige kunstnere, og det er fotografi. Det er det, der er billigt, det man kan komme i nærheden af. Og det er jo fuldstændigt lige så uretfærdigt, som dem, der mener, kvoter er noget pjat.«

Nu arbejder I jo alle tre i kunstbranchen og kender til kvalitet og videresalg og er derfor langt fra almindelige mennesker, der skal hitte ud af, hvad man tør løbe af med!

Banja Rathnov: »Det der med at købe »det rigtige« vil vi gerne dementere. Det svære arbejde er at finde ud af, hvem man selv er, og hvad man godt kan lide. Men man kan godt drive rundt og se, hvad man bliver tiltrukket af, og så finde noget på en auktion eller i et galleri, som man kan lide. Man kan nok ikke købe Picasso, men man kan købe så megen anden fin kunst, der ikke nødvendigvis koster alverden. Det er jo også noget med at støtte åndslivet – støtte noget, vi gerne vil have skal være i verden.«

Er det sårbart at sige højt, hvad man peger på?

Christine Almlund: »Ja, bestemt. Vi har jo talt om at dele vores egne ting og forklare hvorfor. Det er en barriere, vi skal over.«

Banja Rathnov: »Det er også derfor, der er nogle, der har show off-ting. Der er også magtforhold i kunstsamlinger. Så kan du komme ind og købe en kunstners sjæl og bryste dig af, at du har købt det billigt for 30 år siden og tjent kassen på det. For den slags samlere er halvdelen af det at møde de her kunstnere og tale med dem, for så kan man suge af de følelser, som den kunstner har. Og det magtforhold er ikke særlig sundt.«

Hvorfor?

Banja Rathnov: »Det er selvfølgelig sympatisk at støtte nogen, men usympatisk pludselig at sælge hele samlingen på auktion. 40 værker. Og så koster det hele nul kroner. For en kunstner er det en katastrofe at blive udsat for. Men jeg tror, verden er ny, jeg tror, man må lave om på mange ting, og det er vi forhåbentlig med til ved at give kvinder noget selvtillid til at komme ind på samlerplatformen.

Lige nu er I på Instagram, er der andre måder, I vil kommunikere jeres budskab ud?

Christine Almlund: »Det er dér, vi starter, og så vil vi nok også forsætte med en blog, talks og seminarer.«

Herunder ses et af opslagene fra Instagramprofilen @kvindelige.kunstsamlere, som omhandler Carmen »Tita« Thyssen (f. 1943).