Louisiana inviterer indenfor i et surrealt forlystelseshus med dyb mening i galskaben

AOK
Kunst
Anmeldelse

Nu har det danske publikum mulighed for at lære den argentinsk-israelske multikunstner Mika Rottenberg, der har udstillet på Venedig Biennalen, Palais de Tokyo og New Museum i New York, at kende. Hendes »socialt surrealistiske« videoværker og installationer, hvor kvinder nyser pastaretter, og voluminøse kvinder arbejder i absurde evighedsmaskiner, er vanvittige, vidunderlige og fuldkommen uden for nummer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har du nogensinde drømt om et hop tilbage til 1950ernes Coney Island? Til derude på molen på halvøen, hvor man kan blive spået af en skægget dame bag et ølkapselforhæng, og den ene neonfarvede forlystelse overtager den anden med sin knirken og knagen og buldrende larm? Noget derhenad er lige nu på tapetet på Louisiana.

Her er vrangen vendt ud på kulisserne i åbningssalen, og bag papkasseophobninger og spånplader møder du damer med kropsbygninger som hele klædeskabe eller flagstænger, glinsende muskler eller dejede lår i skoene og ansigter i alle hudtoner, der maser med alt muligt, der ligner en parodi på noget arbejdsrelateret.

Det barokke persongalleri i Mika Rottenbergs videoværker er mennesker, hun har fundet gennem intense googlesøgninger på internettet, og som sælger deres kroppe til blandt andet fotograferinger. I hendes værker, hvor kroppen har en central rolle, indgår kvinderne fysisk knoklende i hendes evighedsmaskiner, der forbinder klodens befolkning i et absurd overforbrug: »Dough«, 2006. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mika Rottenberg.

Det drejer sig om argentinsk-israelske Mika Rottenbergs installerede videoværker med en aparte virkelighed langt væk fra os rationelle dødbidere i nye nordiske indretninger. Mildest talt. Intet ligner noget, du kender. Og så alligevel lidt.

For kvinderne pukler alle sammen med noget realistisk materiale, hvis proces bare stikker så meget af, at du højst sandsynligt, som mig, MÅ blive hængende foran hvert videoværk for at hitte hoved og hale i det, de foretager sig i de snævre barokke rum bag Storm P.ske maskiner.

Det lykkes sjældent for os, og det er åbenbart en af Mika Rottenbergs drilske og dødsensalvorlige pointer. Hun sætter vores hjerner på overarbejde, og du vil, når værket starter forfra igen, stadig være i tvivl om logikken bag, fordi den højst sandsynlig ikke er der.

Barok adfærd

Mika Rottenberg er født i Argentina i 1967, opvokset i Israel og uddannet fra School of Visual Arts på Columbia University. Hun startede med at male, og da kampen med lærredet blev hende for teknisk udfordrende, begyndte hun i slutningen af 1990erne at arbejde med video, nogenlunde samtidig med, at hun flyttede til New York.

Hun interesserede sig for, hvordan mennesker optager rum og materialer, og det gør hun sådan set stadig, blot på en noget mere surreal facon. Da internettet tog fart, begyndte hun at søge efter mennesker, som havde deres helt egen barokke statur eller karakter, og de har været med til at give hendes videoer deres visuelle karakteristika.

Mika Rottenberg er blandt andet fascineret af folk med allergier. I hendes »NoNoseKnows«-værk fra 2015 er den her langnæsede kvinde forbundet med nogle kvinder i Kina, der producerer kulturperler. I hendes eget forrykte samlebåndssystem nyser kvinden indimellem hele pastaretter – arrangeret på fine tallerkener med guldkant og blomster. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mika Rottenberg.

Her er det kvinderne, der hersker og binder hele suppedasen sammen – kvinder med næser så lange, at de kan nyse en hel pastaret, velarrangeret på en nydelig tallerken med guldkant. Her er dejede blege damer i pastelfarvede kitler, der hjuler derudad på cykelhjul fastgjort til samlebåndstableauer, mens de klipper deres rødlakerede negle og presser dem ned i modellervoks for så at sende dem gennem lange rør til andre kvinder, der viderebearbejder materialet.

Andre producerer vakuumpakket dej eller Tropical Breeze-lommetørklæder med sved fra den tropiske varme, der ender i rektangulære æsker: En chauffør med bodybuilderoverarme i en ophedet lastbil tørrer sin gyldne hud af i samtlige lommetørklæder, som hun kaster om bag i vognen til en anden kvinde, der samler dem op med sine tæer og pakker dem ned i æsker.

Ophobet forlystelsessyge

Mika Rottenberg har en svaghed for bare tæer, meterlangt hår, krumme fingernegle, airconditionanlæg, elpærer, folk med allergier (ja, du læste rigtigt) og lyde, som alt sammen er faste komponenter i hendes værker.

Og når jeg siger, at det fornemmes som at gå omkring i en amerikansk forlystelsespark, er det, fordi her er så meget kitsch at lade øjet vandre i og være en aktiv del af. Det hele er så rundtosset, at vi bliver nødt til at involvere vores tankevirksomhed i det, vi oplever, for at prøve at begribe det, vi ser, og vi bliver samtidig forstyrret af en lyd længere fremme, som sender os forlystelsessyge og nysgerrige videre til næste værk.

I »Tropical Breeze« fra 2004 samler en kvinde i ladet på en varebil lommetørklæder op med sine tæer, presser dem og kommer dem i fine æsker. Hvert enkelt lommetørklæde har chaufføren i vognen tørret sin sved af i fo inden. Og således sendes den tropiske brise videre i det rottenbergske system. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mika Rottenberg.

Lydene giver værkerne rytme og særhed. Det knirker og knager fra krogede trækonstruktioner med hånddrevne tandhjul. Det buldrer og siver med damp, mens svuppende, slimede lyde kommer fra alt det, der presses ind i hinanden.

Her er al den lyd, vi normalt vægrer os mod eller fascineres af – som teenagerne gør, når de konsumerer ASMR-videoer, hvor to piger spiser det knasende chokoladeovertræk på iskolde ispinde, eller armene fra en levende blæksprutte, der vrider sig omkring deres munde. Det er gået hen og er blevet en dille, men Mika Rottenbergs lydfetichisme tog allerede form i begyndelsen af 00erne.

Apokalyptisk klimakritik

Kvinderne er gerne i små indeklemte barokke rum, hvor de blandt andet bearbejder dej, elpærer, negle og, som i »Dough« fra 2006, også blomster. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mika Rottenberg.

Mere vil have mere af hendes globale produktioner, hvor varer produceres i evighedsmaskiner, som forbinder mennesker fra alle dele af verden gennem hendes tunneler, kanaler og underjordiske gangsystemer, som de vandrer i eller stikker armene ud af og ind i. Som dengang, hvor vi som børn troede, at hvis vi gravede tilstrækkeligt langt nedad, så ville vi komme frem til kineserne, så kommer Rottenbergs karakterer vitterlig frem til kineserne gennem hendes filmmagi.

For eksempel i »Cosmic Generator«, hvor en dame sælger mad fra en foodtruck på gaden i Mexico. Når hun åbner låget til sin gryde, ligger der enchiladas med små sprællende mænd, der siden kravler gennem en kanal og kommer ud på den anden side af Jorden, hvor kvinder sidder i kinesiske engrosbutikker omsluttet af plasticblomster eller badedyr – og sover. Rottenberg binder verden sammen præcis, som hun synes – i sin egen indre logik og samhørighed og med en massiv apokalyptisk klimakritik.

For hvad har hendes bizarre mennesketyper gang i? De knokler derudad, sveder og vrider, klipper, maser og presser ting ind i hinanden. Det handler om Rottenbergs blik på menneskets uudgrundelige trang til at overforbruge og dermed overproducere med kroppen som det vigtigste redskab. Den er konstant på arbejde og aldeles synlig i hendes kafkaske systemer.

Men hun håner dem ikke, kvinderne. Hun dvæler ved dem, undersøger dem, og deri ligger der et kærligt portræt. Jeg tror faktisk godt, hun kan lide sine karakterer – og det kan jeg også. Det rottenbergske univers er både politisk, poetisk, morsomt, kærligt og tragisk på én og samme tid. Selv kalder hun sin kunst for »social surrealisme« – et sammenkog af socialrealisme og surrealisme.

For nok er hendes univers surreelt, men hun interesserer sig jo for menneskets stamina og trang til produktion og hele tiden i forbindelse med andre mennesker fra alle dele af verden. Det matcher den moderne verden, hvor vi åbenbart har defineret arbejdet som vores identitet, kald og jordiske funktion.

Nogle af Mika Rottenbergs seneste værker er en række mobile skulpturer, som man kan cykle eller dreje i gang med håndsving for så at sætte små processer som karsegroning i sving. Og da jeg sidder dér i Louisianas kælderrum og hjuler derudad, kan jeg ikke lade være med at grine lidt, for pludselig bliver jeg klar over, at Rottenberg har listet mig ind i sit absurde hamsterhjul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mika Rottenberg.

Hvis du som mig frydes over surreale fortælleforløb med mening bag galskaben, menneskelig diversitet og umage størrelser, så er Louisiana også dit forlystelseshus. Ud over Rottenbergs videoinstallationer finder du også nogle af hendes mobile skulpturer, som du selv kan cykle eller dreje i gang med håndsving for så at sætte små processer som karsegroning i sving. Og da jeg sidder der i Louisianas kælderrum og hjuler derudad, kan jeg ikke lade være med at grine lidt, for pludselig bliver jeg klar over, at Rottenberg har listet mig ind i sit absurde hamsterhjul.

Jeg bliver ikke blæst helt væk i Rottenbergs iscenesættelser. Louisianas karakteristiske terrakottaflisegulv hiver mig tilbage til virkeligheden mellem hvert eneste værk. Jeg er helt klart kommet på museumsrundgang, til gengæld giver lyden mig lyst til at rejse videre.

I et Louisiana Channels-interview fortæller Rottenberg, at hun er mere inspireret af virkeligheden end af kunsten, og at hun i sin kunst konstant forhandler med virkeligheden og omdanner den til sin egen forestillingsverden, og så må vi i øvrigt selv finde ud af resten.

Om hun forsøger at give et bud på, hvordan vi redder kloden fra menneskelig overproduktion, ved jeg ikke. I så fald har hun udpeget kvinderne som dem, der binder hele fødekæden sammen i et absurd, men dog ret sympatisk og ihærdigt forsøg.

 

Mika Rottenberg

Louisiana, Gl Strandvej 13, 3050 Humlebæk.

Frem til 9. januar, 2021