Gå ned i Diamantens dyb, og du vil få et inderligt og tyst sug i maven

AOK
Kunst
Anmeldelse

Lige nu regerer fotokunstner Trine Søndergaard over udstillingslokalerne på Det Kongelige Bibliotek med en retrospektiv udstilling, der strækker sig over de sidste 16 år. Her beskæftiger hun sig med kvindeskikkelser, det indre liv og livets forgængelighed – uden at ryste det mindste på hånden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gå ned i Den Sorte Diamants dyb, og du vil få et inderligt og tyst sug i maven. Udstillingsrummene i Københavns Kongelige Bibliotek, der har så meget schwung på de øvre etager, er aldeles arkitektonisk uspændende nede i den koksgrå kælder, men det er den udstilling, der hænger på væggene absolut ikke.

Det drejer sig om Trine Søndergaard, kunstfotografen, som er et af vores stærkeste navne på sit felt.

Udstillingens åbningsbillede er af en lille pige, der holder et spejl op foran sig, der giver hende en Francis Baconsk anatomi. Trine Søndergaard tildeler hende et indre liv, der får hende til at tage sig anderledes tyst ud end de fleste af de opstillede billeder, som unge piger står på hovedet for at få i kassen til deres Instagram og Tiktok-profiler netop nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Trine Søndergaard.

I det tidlige forår var hun ramt af sort uheld, som mange af os andre under lockdown, men Søndergaards uheld var alligevel et nøk mere subtilt.

Foråret skulle have været hendes med to store soloudstillinger – én med helt nye værker på Gl. Holtegaard, der aldrig blev åbnet for et publikum, og en retrospektiv, der allerede skulle have åbnet dørene i sommeren 2020 på Göteborg Kunstmuseum, og være fortsat videre til Dunkers Kulturhus i Helsingborg, hvor små grupper i det mindste blev lukket indenfor.

På Gl. Holtegaard gjorde museet ellers sit med nogle knaldgule stiger sat op langs den gamle herregårds vinduer, man kunne klatre op på og kigge ind gennem nogle glughuller til udstillingen. Jeg var én af de kunsthungrende, der stod dér og vaklede for at få færten af hendes nye værker. Det var en sjov og næsten eventyrlig idé, der ikke kun gav min indre voyeur blod på tanden, men også understregede vores generelle absurde situation.

Den forpuppede kvindeskikkelse fra »Surrigkap«-serien er iklædt 1800-tallets sørgedragter, hvor man kun aner konturen af kvinden inde bag ved. Som i flere af Trine Søndergaards værker i udstillingen, hvor historiske hovedbeklædninger fra danske egnsmuseer indgår, er hun her i dialog med tørklædedebatten, men fremmaner samtidig enkle organiske og højæstetiske skulpturer med en hel særlig materialitet at gå på opdagelse i. Fold sammen
Læs mere
Foto: Trine Søndergaard.

Tæt på hår, tekstil, hud, træ, frugt og silkepapir

Her i efteråret har Søndergaard taget behændig revanche og har haft flere udstillinger oppe at hænge, blandt andet på Den Sorte Diamant. Her vises et udsnit af værkerne fra udstillingerne i både Danmark og Sverige, der absolut er at foretrække ved selvsyn frem for afstandskiggene gennem de duggede ruder eller 3D-versionerne på museernes hjemmesider.

For Søndergaards topskarpe og skrabede værker åbner sig anderledes sanseligt op, når jeg kommer helt tæt på de teksturer, hun materialiserer i hår, hud, tekstil, træ, frugt og silkepapir.

Trine Søndergaards sort-hvide portrætter af kvinder omsluttet af grånet hår, som vi sjældent forbinder med femininitet eller sexappeal, får en helt ny piedestal her. Fold sammen
Læs mere
Foto: Trine Søndergaard.

I hendes iscenesatte fotos, hvor farveskalaerne tenderer det nidkære monokrome, er der noget dybt besnærende at gå på opdagelse i. For eksempel i fotoserien »Surrigkap«, hvor de sorte tekstiler versioneret i lag af blonder, frynser på et sjal, plisseret strik og fede fyldige læg i en nederdel er så taktile, at de antager en menneskelighed.

Det er fotos af kvinder klædt i 1800-tallets sørgedragter, hvor man kun aner konturen af kvinden inde bag ved, for hun har tekstilet krænget ud over hele sin krop. Som i flere af Søndergaards værker i udstillingen, hvor historiske hovedbeklædninger fra danske egnsmuseer indgår, er hun i dialog med tørklædedebatten, men fremmaner samtidig enkle organiske skulpturer ansporet i en tredje tidslighed, hvor datidens folkedragter blendes sammen med moderne beklædningsdele.

»Arkiv«-serien er ophængt i udstillingens sidste lokale og udgør udstillings punktum. I fire fotos anes en blomstret kjole, som kvinderne på Rudersdal-egnen bar i 1700- til 1800-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Trine Søndergaard.

Jeg lader mig kortvarigt henføre af Søndergaards skulpturelle udtryk, men kan ikke lade være med at læse mennesket ind i al dets umiddelbare fravær. Her er det ikke blikket, der er det gennemborende, men Søndergaards formsprog, som fremstår nærmest hypnotisk.

Nogle af de portrætterede er udover at være tildækket enten helt rygvendte eller fotograferet i profil med sænkede eller bortvendte blikke, andre portrætteret frontalt, men med et sort transparent mylder af franske sørgeblonder hen over ansigtet.

De fraværende blikke giver hendes værker en uudgrundelig tiltrækningskraft og en fornemmelse af et arbejde med et indre liv og ulmende sindbillede. Jeg bliver nysgerrig på kvinderne bag hendes iscenesættelser og hvorfor vi ikke må se dem i øjnene.

Rytmisk ro

Søndergaard har haft kvindeskikkelsen i centrum siden sin debut med sin dokumentariske fotoserie ’Now That You Are Mine’, som hun viste på Charlottenborg i 1997 – året efter, hun tog afgang fra fotoskolen Fatamorgana.

Det var store farvefotografier, der dokumenterede prostitueredes hverdag i Skelbækgade i København og havde en helt anden ufiltreret forråelse over sig end hendes fremtidige iscenesatte fotografier. Men allerede dengang gik hun helt tæt på de portrætteredes hud, hår – og kunder, hvilket var et modigt greb i dansk sammenhæng, som gav hende den internationale Albert Renger-Patzsch-pris.

Den rygvendte kvinde med de tydelige referencer til Hammershøi anspores af en tredje tidslighed, hvor datidens folkedragter blendes sammen med moderne beklædningsdele. Fold sammen
Læs mere
Foto: Trine Søndergaard.

Fotoserien er ikke med her, men til gengæld hendes »Monocrome Portraits« fra 2009, som var nogle af de billeder, der indikerede overgangen til hendes forenklede, skrabede portrætstil med de indadvendte blikke.

Det var også her, hun begyndte at undersøge gentagelsens styrke i sine serier af næsten identiske opstillinger, der giver hendes serier en rytmisk ro, og her hun gik i tydelig dialog med kunsthistorien. Navnlig Vilhelm Hammershøi, der er tydelige hilsner til i hendes rygvendte skikkelser med de nøgne nakker og i hendes serier af kig gennem døre til stuer og gange en suite i de tømte interiørs.

Tidlighed og forgængelighed

Derudover synes Søndergaard at have en stærk optagethed af tid og forgængelighed i sin værkproduktion, som bliver særligt nærværende i Den Sorte Diamant, hvor værkerne er ophængt i et omtrent lineært livsforløb. Lige inden for døren er et foto af en lille pige, der holder et spejl op foran sig, der giver hende en Francis Bacon’sk anatomi.

Hendes fingernegle er nedklippede og lidt børnehavenussede. Et børneliv bag det lille forandrede ansigt aner mig. Ved siden af hænger den forpuppede kvindeskikkelse i »Surrigkap«-serien helt uden alder og med døden åndende hende i nakken.

I næste sal er de monokrome og indadvendte portrætter af voksne kvinder, derefter de unge piger med de ornamenterede detaljerige hovedbeklædninger i serierne »Strude« og »Guldnakke«. Så er jeg igennem en smal sal med sort-hvide portrætter af kvinder omsluttet af grånet ualmindeligt smukt hår.

Ansigtet er helt fraværende, det grå hår, som vi sjældent forbinder med femininitet eller sexappeal, får en helt ny piedestal her.

Inde ved siden af strækker en vanitasscene sig ud over to vægge. »Borgherre« hedder den, og er en fotodokumentering af en bunke arrangerede æblers forrådnelse over tid. På de første billeder dukker brune pletter op, siden bliver de rynkede, så synker de sammen, for at ende raslende indtørrede op. Jeg føler mig utrolig ramt her, af æblesorten Borgherre, plukket i Gl. Holtegaards have, og kan gå hen og pege på, hvor i opløsningsprocessen, jeg befinder mig. På modsatte væg står de sluttelige rester støbt i bronze på en lille hylde – som en sluttelig kremering.

I »Borgherre«-serien træder vanitasbegrebet frem i al sin skrækkelige ynde. Trine Søndergaard har fotodokumenteret en bunke arrangerede æblers forrådnelse over tid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Trine Søndergaard.

Jeg ender i et sakralt rum, hvor Søndergaards »Arkiv«-serie er ophængt. I fire fotos aner jeg en blomstret kjole, som kvinderne på Rudersdal-egnen bar i 1700- til 1800-tallet. Den er pakket nænsomt ind i silkepapir, men værkernes højformat og menneskestørrelse får mig til at tænke på ligposer. Og således får Søndergaard sat et vægtigt punktum for sin fortælling. I den sammenhæng fungerer de kliniske tomme og rungende lokaler ganske effektivt.

Her er plads til, at jeg kan synke ind i den stoiske ro, hun tildeler hver enkel kvindeskikkelse i hvert enkelt portræt, som står i kontrast til det billedmylder, vi bliver præsenteret for på de sociale medier.

Jeg kan ikke lade være med at vende tilbage til den lille pige med det lukkede øje i udstillingens første værk, som tager sig anderledes tyst ud end de fleste af de opstillede billeder, som unge piger står på hovedet for at få i kassen til deres Instagram og Tiktok-profiler!

Så længe Søndergaard styrer udstillingslokalerne med sine overlegne sikre værker, der aldrig synes at være frembragt af den mindste rystelse på hendes hånd, kan jeg kun anspore jer til at gå ned i Diamantens dyb og give Søndergaard den opmærksomhed, hun ikke fik i foråret.