Endelig! Er det ikke på tide, at Anne Marie Carl-Nielsen får sit eget museum?

AOK
Kunst
Anmeldelse

Glyptoteket skriver Anne Marie Carl-Nielsen ind i kunsthistorien med en soloudstilling med en af det forrige århundredes vigtigste danske kunstnere. Hvidt i hvidt står et udsnit af hendes gipsskitser i salene og illuderer det værksted, den lille firkantede dame arbejdede ihærdigt i helt frem til sin død i 1945.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sig navnet: Anne Marie Carl-Nielsen!

Er der nogle klokker, der ringer? Ikke rigtig vel? Medmindre du er velbevandret udi kunsthistorie. Jeg har forsøgt mig med stikprøver blandt venner og bekendte, og det siger dem altså ikke noget.

»Men læg nu mærke til efternavnet,« siger jeg så.

»Er det komponisten Carl Nielsens kone?« spørges der gentagende.

»Ja, og hvad lavede hun?«

»Ingen anelse.«

En af de to kentaurer Anne Marie Carl-Nielsen efter sin mand og den stuepige, han var hende utro med. Det vidste hun først, efter hun havde udformet dem, men med den nye viden valgte hun aldrig siden at udstille dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Glyptoteket.

Okay, hør her. Anne Marie Carl-Nielsen levede fra 1863 til 1945 og var i sin samtid en af vores sejeste billedhuggere. Tag ind og se dig om på Christiansborgs ridebane! Der står hendes rytterstatue af Christian 9., som hun fik mulighed for at opføre, fordi hun vandt opgaven i en anonym konkurrence, og tag så videre til Ribe, hvor bronzeportene til domkirken også er opstået ud af den lille firkantede dames hænder.

To af en billedhuggers mest prestigefyldte opgaver – og hun var den første kvinde i verden, der formgav en rytterstatue.

Hun var afsindigt produktiv. Deltog i alle de konkurrencer, hun kunne komme i nærheden af, arbejdede som en solid bryggerhest, navnlig for at bevise sit værd som kunstner og kvinde, hvis ståsted hun kæmpede for som medstifter af Kvindelige Kunstneres Samfund og ved at agitere for deres adgang til kunstakademiet. Men også for at kunne forsørge sine tre børn – og en mand, der, mens de begge levede, ikke var nær så succesfuld som hun ude i Europa.
Herhjemme var det nok mest hans melodi til  »Jens Vejmand«, folket kunne nynne med på. Alligevel er det ham, vi kender bedst, og ham, der først fik en mindetavle sat op i Frederiksholms Kanal, dér, hvor Anne Marie Carl-Nielsen fik tildelt en æresbolig af Det Kongelige Danske Kunstakademi og havde sit værksted frem til sin død. Først i 2013 blev der tilføjet en tavle med hendes navn på – neden under ægtefællens.

76 år efter hendes død råder Glyptoteket bod på de skæve forhold med en soloudstilling med hendes gipsmodeller og bronzestatuer af alt fra rytterstatuen, domkirkeportene og hendes gnubbende og pissende køer til den årvågne havfrue og panfløjtespiller til hest, som er modelleret over hendes mands lidt pudseløjerlige ansigt, der på en god dag ligner Leland Palmer fra Twin Peaks.

Dét ansigt, som Anne Marie Carl-Nielsen tog et aftryk af, da han døde i 1931, lang tid før hende selv.

Anne Marie Carl-Nielsen og hendes assistent med originalmodellen til monumentet over dronning Dagmar, 1913. Fold sammen
Læs mere
Foto: Glyptoteket.

I værkstedets rammer

På Glyptoteket er hendes gipsarbejder installeret på kridhvide gulve og vægge, som illuderer det værksted, Anne Marie Carl-Nielsen arbejdede i helt frem til sin død, hvor hun holdt det sidste stykke ler smidigt med våde bomuldsklæder for at få greb om sin Margrete 1.

Det giver værkerne intensitet og kalder på opmærksomhed. I alle hendes skitser kan jeg fornemme hendes fingeraftryk, der arbejdede sig ind på livet af materialet. De var så dybe, at de visse steder går igen i afstøbningerne, ja, så jeg nærmest kan se de fine linjer fra hendes hud.

Det gælder også »Dronning Dagmar«, der tordner mod mig i åbningssalen. Med sit viltre tørklæde, der suser om ørerne på hende, får hun mig til at tænke på Munchs »Kvinden i tre stadier«. Anne Marie Carl-Nielsen var ikke modernist, men hun formåede at give dronningen en egen vitalitet. Længere fremme finder jeg gipsafstøbningen af hesten fra rytterstatuen. Den har været opmagasineret på Landbohøjskolen ud fra logikken om, at den havde med hippologi at gøre.

I det hele taget har hendes værker været spredt ud til nogle lidt besynderlige adresser. Er det ikke på tide, at Anne Marie Carl-Nielsen får sit eget museum?

Anne Marie Carl-Nielsen endte med at bruge to årtier på sin statue, som hun modellerede i et stutteri i Celle i Tyskland, nær det sted, hvor kongens heste var opdrættet. Her lejede hun sig ind for arvede penge, som hun omsatte i sin kunst – og deri gjorde hun klogt. For for rytterstatuen modtog hun Thorvaldsen Medaillen, som var kunstakademiets fineste udmærkelse, og den skole, hun aldrig selv blev budt indenfor på.

Kunstakademiet lukkede først kvinder helt med ind i modelklasserne i 1924 – adskillige år efter, at Anne Marie Carl-Nielsen var begyndt at slå flot ud med halen på den danske og europæiske kunstscene. I 1889 vandt hun bronzemedaljen på Verdensudstillingen i Paris med to kalvestatuetter – 11 år før den femte verdensudstilling i Paris i 1900 satte en statue af en parisienne op på en piedestal ved indgangen for at udråbe det næste århundrede som kvindens. Well!

Åben mund og polypper

Ansigtet på havfruen modellerede Anne Marie Carl-Nielsen, efter hun havde fundet ud af, at hendes mand var hende utro, og i øvrigt ønskede at blive separeret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Glyptoteket.

Jeg bøjer mig forover og kigger længe på de små bronzedyr, der er installeret i en montre, og kan snildt fornemme hendes flair for de livlige dyr, som hun indimellem modellerede i marken på et bræt spændt fast om livet, så hun kunne fange dem midt i deres krumspring – i leret.

I barndomshjemmet på proprietærgården nær Kolding havde hun så tæt et forhold til husets dyr, at hun aldrig slap dem igen i sine skulpturer. De heste, hun red på fra femårsalderen og med en krage på skulderen, de lam, hun opflaskede, og de tudser, hun havde som kæledyr, blev modelleret med ler, hun gravede op i køkkenhaven, eller det smør, hendes far bad hende om at kerne frem for at modellere.

Han mente, at datterens billedhuggerdrømme var en tosset grille, men hun endte alligevel med at suse til København og få læreplads som billedhugger.

Det er ikke hendes dyr i montren, der får mit hjerte til at galoppere og ej heller hendes rytterstatue. Det er hendes »Havfrue« med hendes åbne mund og kuglerunde årvågne blik, som Anne Marie Carl-Nielsen formgav, efter hun fandt ud af, at hendes mand var hende utro, og hun ville skilles.

Hvis jeg sammenligner den med de æggende havfruer, vi kender fra skibes stævn eller »Bennys badekar«, er der milevid afstand mellem dem. Anne Marie Carl-Nielsens havfrue er spændt op i alle muskler, selv hendes finner rejser sig så knivskarpt fra halen, at hun kunne skære halsen over på sin førstkommende fjende. I en montre ved siden af er der installeret to kentaurer modelleret efter hendes mand og den stuepige, han blandt andet var hende utro med.

Den unge kvinde har tunge bryster, og hun læner sig kælent bagud og hen mod den mandlige figur. De blev formet, før hun kendte til »modellernes« forhold, og hun udstillede dem aldrig.

Anne Marie Carl-Nielsen lod sig altid fotografere med sine værker under proces, og derfor er der også masser af billedmateriale på udstillingen at gå på opdagelse i. Hun var kun 155 centimer høj og kunne snildt stå under buen på rytterstatuens hest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Glyptoteket.

Kønselendighed

Den historie fortæller kurator Emilie Boe Bierlich mig på min vandring gennem salene. Med sin ph.d.-afhandling i baglommen om kvindelige kunstnere fra samme periode som Anne Marie Carl-Nielsen er hun et indlysende bombardement af viden om Anne Marie Carl-Nielsens samtid. Det ville have sat liv i den stivnede gips, hvis hun havde taget flere af sine finurlige pointer med ind i udstillingsrummet, ligesom hendes bud på, hvorfor Anne Marie Carl-Nielsen skulle være død i 76 år, før hun fik sin fortjente oprejsning og indskrivning i kunsthistorien.

Der må være mange som mig, der går omkring i salene og er interesserede i et kvalificeret bud på, hvorfor de kvindelige kunstnere blev gemt og glemt.

Bierlichs bud handler om »kønnets elendighed«. Den plads, kvinderne havde tilkæmpet sig på de store verdensudstillinger i slutningen af 1800-tallet, viser sig at skubbe til en mandlig modreaktion, der begynder på universiteterne, fortæller hun. Her taler man pludselig om kvindens degenerering i form af en aggressiv og kriminel natur og rubricerer lesbianisme lige over nekrofili. Det forplanter sig til litteraturen og kunsten. Og da modernismen dukker op, er kvinden mere usynlig end længe – for eksempel på Den Frie Udstilling, som Anne Marie Carl-Nielsen var med til at starte.

Siden har synligheden og anerkendelsen handlet om opkøb og bestillingsopgaver. Og dem fik kvinderne ikke.

Udstillingen kan godt klare sig uden Berlichs baggrundsviden, men Anne Marie Carl-Nielsens enestående status og værkproduktion kalder på at vide mere om den mandsdominerede samtid, den bomstærke 155 centimeter høje billedhugger arbejdede i. Den forklarer til gengæld nok, hvorfor hun formgav flest mænd – og dyr.

I sidste uge kunne jeg læse i The Guardian, at der er dobbelt så mange statuer af dyr som af navngivne kvinder i London. Kulturen på P1 kom efterfølgende frem til, at vi ud af 101 navngivne statuer i København har fem kvindelige – og i øvrigt fem gange så mange dyr. Vi kunne jo starte med at sætte Anne Marie Carl-Nielsen op på en statue i byen et godt sted. Til hest, naturligvis, og med en krage på skulderen!

 

Anne Marie Carl-Nielsen

Glyptoteket, København

7. oktober 2021–27. februar 2022