Et moderne ægteskab: Carl Nielsen klynker og er utro med hustrus veninde i ny bog

I begyndelsen skulle ægteskabet indeholde begges kunstneriske virke, men utroskab og lange udlandsrejser kom i vejen. Ny bog samler breve mellem komponisten Carl Nielsen og hans hustru billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen, men fungerer bedst, når forfatterne selv tager ordet.

I en ny bog har Amalie Kestler og Lotte Andersen samlet breve fra ægteparret komponist Carl Nielsen og billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen. Her ses Carl og Marie i 1891. Foto: Johan Olsen/Carl Nielsen Museet/Odense Bys Museer Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1891 satte en gruppe danske musikere, malere og kunsthåndværkere hinanden stævne i Paris. De så cancan på Moulin Rouge, købte van Gogh-malerier og fyldte aftener og lange nætter med teaterbesøg, byture og cigaretrygning.

I dette selskab mødte den 25-årige komponist Carl Nielsen og den 27-årige billedhugger Anne Marie Brodersen hinanden. Marie havde nogle år forinden vundet bronzemedalje ved Verdensudstillingen i Paris, og Carl havde fået opført sit første værk. De unge kunstnere fandt sammen i en lynromance og blev gift efter to måneder. Sammen bevægede de sig ud på en kunstnerisk rejse, der satte deres ægteskab og deres kunst på spil.

»Carl og Marie – I kunst og i kærlighed« består af breve, dagbogsnotater fra Marie og Carl og korte afsnit med forfatternes egne fortolkninger, men det er i fortolkningerne, at bogen har sin styrke. Bogen fortæller historien om to kunstnere, der ikke kunne leve uden hinanden, men som fortvivledes over ægteskabet, der led under, at begge satte deres kunst højest. Carl og Maries ægteskab var på mange måder moderne for sin tid. Begge arbejdede, ofte forsørgede Marie familien, og brevenes mange forskellige postadresser vidner om, at Marie i lange perioder arbejdede og rejste alene rundt i Europa, mens Carl var hjemme i København med deres tre børn (hvor han fik kærlig hjælp fra en ugift hushjælp).

Under navnet Anne Marie Carl-Nielsen var Marie en velanset billedhugger i europæiske kredse i begyndelsen af 1900-tallet, og Carl Nielsen opnåede succes som dirigent og komponist. Mens deres børn var små, arbejdede Marie i månedsvis i Grækenland og fastholdt stædigt, at hun måtte blive i Sydeuropa for at gøre sine skulpturer færdige. Carl tiggede hende om at komme hjem og klynkede over, at han var ladt alene. Helt alene var han som antydet dog ikke, og hans affærer lagde kimen til en årelang krise, hvor Marie ikke vidste, om hun skulle forlade ham. »Ja, Carl, jeg siger min Plads op, men da Du jo ikke er kræsen, er der jo Erstatning nok,« skriver Marie til Carl i 1918.

Et par måneder efter, bliver de separeret. Hendes breve, der i de tidlige år handlede om hendes kunstneriske liv krydret med moderlige råd, beskriver nu hendes hjertesorg og manglende evne til at skabe kunst. Smerten over stadig at bære hans navn kunne hun heller ikke undslippe, for hvem ville vide, hvem Anne Marie Brodersen var, når hun i mere end 20 år havde været kendt og respekteret som Anne Marie Carl-Nielsen?

I brevene dukker også glimt af verdenshistorien op. Marie nåede med et af de sidste tog til Tyskland, inden Første Verdenskrig brød ud; Carl mødte kejserinde Dagmar og hendes søster dronning Alexandra i England, få år efter at den russiske tsarfamilie var blevet myrdet; og Marie bemærkede fra et ophold i Tyskland i 1931, at der var »uhyre megen Gæring og Arbejdsløshed« og frygt for den kommende vinter.

Marie fremstår som en stædig og kompromis­løs person, der, så længe hun troede på sit ægteskab, var i stand til at prioritere sin kunst over både børns og mands behov. Carl virker som et temperamentsfuldt brokkehoved, der dog mildnes på sine ældre dage, og som på trods af sine affærer holder fast i sin kærlighed til Marie.

Forfatterne til »Carl og Marie – I kunst og i kærlighed« har udvalgt knap 200 af de 910 allerede udgivne breve fra brevsamlingen »Carl Nielsen Brevudgaven«. Bogen fungerer bedst i de korte afsnit, hvor forfatterne tager ordet og fortolker Carls og Maries historie, og hvor Carls og Maries historie smelter sammen med verdenshistorien omkring dem. Deres 40 år sammen er i en brydningstid, hvor et væld af kunstnere og kulturpersonligheder er en del af deres omgangskreds.

Typisk for brevgenren er der mange detaljer, som har været for indlysende for brevskriverne til at nævne, men de manglende detaljer giver en mere fragmenteret læsning. Som læser kan man også savne at vide, hvordan ægteparrets liv var, når de var sammen, da brevene i sagens natur viser deres liv, når de levede adskilt. Marie funderer eksempelvis i sine skilsmisseovervejelser over, hvordan de praktiske besværligheder som sædvanlig vil blive overladt til hende, hvis hun bliver i ægteskabet. Brevene har ellers givet indtryk af, at hun var meget fraværende fra hjemmet og dets praktikaliteter. Havde hun plads til kunsten, når hun var i hjemmet, eller druknede den i hverdagsforpligtelser? Begge parter, især Carl, svælger i deres ensomhed, og selv om det naturligt nok fyldte meget i deres breve, er det repetitiv læsning. Særligt brevvekslingen, hvor Marie i 1905 arbejder i Grækenland, og Carl føler sig forladt i København, bliver lang, men der er heldigvis et par replikker, der vækker læseren. Da Carl vil have, at Marie kommer hjem fra Athen i stedet for at tage til Rom, skriver han: »Tænk Dig om, hvad Du har foretaget Dig i de senere Aar og indse, at jeg har Ret og er den klogeste.«

Syv dage senere skriver Marie, nu fra Rom: »Dit Arbejde respecterer jeg altid, jeg synes, jeg kan forlange det samme.«

»Carl og Marie – I kunst og i kærlighed«

Forfattere: Amalie Kestler og Lotte Andersen. Sider: 327. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.