Da Esben Weile Kjær var dreng, gik han rundt med et skateboard i hånden og spraydåser i lommen. Ikke for at skate og tagge, men fordi han kunne lide æstetikken og lyden af de raslende dåser.

Samme trang er fortsat ind i hans egen kunst.

Lige nu vil alle have en bid af Esben Weile Kjær. Også Arken.

Og han en bid af museet.

I en forladt skaterpark-setting, der peger mod 1990erne, har den 31-årige kunstner, der også er kendt ude i verden for sine performances på Art Basel i Miami og Centre Pompidou i Paris, sat 50 værker op, som han har plukket fra Arkens samling på godt 500 værker.

Blandt andet Damien Hirsts sommerfuglemaleri, Wolfgang Tillmans fotografi af grøntsager og cigaretskodder og Micha Kleins »Crystal Powder from God«, der blender ind i hans fornemmelse af sin egen ungdom.

Dertil har han bedt den unge billedkunstner Mira Winding om at ruske op i Arkens vante rammer. Hun har sprayet graffiti ud over Weile Kjærs kitschede iscenesættelse med skaterrampe, trådhegn, et udbanket busskur og en skummel tunnel.

Pludselig trækker kunsten vejret, får en nerve og puls.

Det er ikke en aggressiv ungdom, jeg får snerten af her. Snarere en klang af en følsomhed og en nostalgisk erindring fra kunstnerens egen ungdom, godt hjulpet på vej af et melankolsk lydspor af den danske trance techno-dj Courtesy med fødderne godt begravet i den legendariske Berlin-natklub Berghain.

Et stykke med Esben Weile Kjær

Mine døtre omkring 20-års-alderen tog selv initiativ til at tage med mig på Arken for at få et stykke med Esben Weile Kjær. De havde set klip fra den performance, han opførte på åbningsaftenen, hvor 3.300 mennesker var dukket op (også for at høre Courtesy, der spillede live).

For Weile Kjærs performances er blevet et trækplaster.

Med glitrende stjernemakeup om øjnene, der ligner en poppet version af det, rockbandet Kiss entrerede med i 1970erne, krammede, vred og kravlede han og et hold af performere rundt på et podie med sommerfugleballoner i hænderne. Det hele foregik i slowmotion og var sat til et guitarriff, der formentlig sendte hilsener til den tyske kunstner Anne Imhof, der de seneste år er blevet hot stuff med sine »Sex«- og »YOUTH«-videoværker.

Weile Kjær hugger en hæl og klipper en tå af samtidskunsten og popkulturen. Det lægger han på ingen måde skjul på, og han tager kålhøgent et afsæt fra det hele. Både det, vi har defineret som den gode smag, og alt det, der er kitsch. Selv differentierer han overhovedet ikke.

Ballonerne sender for eksempel en hilsen til Damiens Hirst’ sommerfuglehjerte, der hænger i samme sal, ligesom udstillingens titel,»BUTTERFLY!«. Den er også titlen på hans eget værk, der står i forhallen til udstillingen og skræmmer Gud og hvermand væk. En to meter høj poppet sommerfugl med dødsmetalmaske breder sine vinger ud og griner manisk. Den er inspireret af to nøgleringe, Weile Kjær gik rundt med i sin barndom, og udgør her en slags maskot til hele udstillingen.

Nu har Esben Weile Kjær left the building, men efterladt spor, som det er interessant at komme tæt på.

Mere end en pausefisk

Det er første gang, Arken har bedt en kunstner om at komme med sit bud på en kuratering, og første gang, at museet har løftet et udsnit af sin egen samling ind i de fine sale, der plejer at være forbeholdt solo- og gruppeudstillinger med udefrakommende kunstnere som Niki de Saint Phalle og Picasso. Nu bliver samlingen taget alvorligt som mere end en pausefisk i museets korridor, og lige nu, hvor kunstscenen har fokus på bæredygtig adfærd, er det en oplagt idé at lade sin egen samling se dagens lys.

Her er værker, jeg aldrig har set før. For eksempel et af Henrik Plenge Jakobsen, der røg direkte i magasinet, da det blev erhvervet i 1996: En vaskemaskine vasker sæd og urin, og tre blendere rusker med jævne mellemrum en god sjat blod op. Det rå, drengerøvsagtige værk – »Hvid kærlighed« – passer som fod i hose til Weile Kjærs kuratering.

Og den lå åbenbart lige for.

Weile Kjær har en særlig relation til Arkens samling, der ramte ham, da han som 15-årig besøgte museet for første gang. Han så en kunst, der lånte fra 1990ernes og 00ernes populærkultur, magasinforsider og musikvideoer, som han selv var vokset op med, og følte for første gang, at kunst kunne have en forbindelse til hans eget liv.

Ærligt og uopstyltet

Med en reference til udstillingstitlen, »BUTTERFLY!«, lader Esben Weile Kjær udstillingen løbe gennem tre faser, fra nat over morgengry til dag, som et billede på den transformation en sommerfugl – og et ungt menneske – undergår.

Jeg starter inde i en mørklagt sal, hvor franske Sophie Calles fotografi af en gravsten med indskriften »MOTHER« ikke gør ret meget væsen af sig, men giver os et fælles udgangspunkt til at dykke ned i udstillingen.

Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsens monumentale kanyle, »Engangssprøjte«, brager til gengæld mere kraftigt igennem med sit neonlys. Værket hang oprindeligt i Ingerslevsgade på Vesterbro i København, hvor det afspejlede kvarterets rå miljø. Op ad en væg står Emil Westman Hertz’ »Kiste« og minder os om en anden form for skrøbelighed. Han fik den lavet i Ghana, der har en tradition for, at man bestiller en kiste, der afspejler ens profession.

Emil Westman Hertz fik udformet en kiste som en fyr i T-shirt og cowboybukser. Da han kom hjem og modtog den, fik han at vide, at han havde leukæmi. Han døde i 2016. På væggen bag »Kiste« klinger Mira Windings indskrift »for ever« uendeligt hult.

Rundt om hjørnet står syv højbenede tomme børnesenge med en slags vågelamper over. De er skabt af franske Christian Bolantski og er lige så uhyggeligt fatalistiske, som beskrivelsen her formentlig lyder. Et sanseligt flot værk, som jeg heller aldrig før har set udstillet på Arken. Tak for det, Weile Kjær.

Længere inde, hvor daggryet indfinder sig, står Elmgreen & Dragsets »Go Go Go-pole-stang« med indbygget spand og kost (ja, hvorfor mon!), og i baggrunden tyske Wolfgang Tillmans foto af en helt ung mand med bordeaux sweater om livet og en sort kat på armen. Han omfavner det årti, hvor man ikke stillede sig så meget an, mens farverne i værket alligevel er påfaldende afstemte.

Jeg ender i en oplyst sal, hvor flere værker også er blandt mine favoritter. Peter Lands videoværk »Pink Space«, hvor en mand bliver ved med at vælte ned af en skammel, har noget menneskeligt over sig, ligesom Lene Stærhs tre blåhvide nøgne mennesker ophængt i fødderne, så kinderne hænger ned over øjnene. På væggen har Mira Winding sprayet »Not GAY as in happy but Queer as in fuck you«. Hun får trukket 1990er-æstetikken med skaterbane og busstoppested op til det, der er på dagsordenen i dag.

Der er noget kært over Weile Kjærs fremtoning og kunst – også selvom hans lige lovlige übercool performances nærmer sig det komiske. Jeg tror, det er fordi, han giver små lunser af sig selv, når han udstiller. Hans personlige hilsen i teksten på indgangspartiet til udstillingen får det, vi skal opleve, til at virke ærligt og uopstylet:

”(…) Vi starter i natten. Som barn og teenager vågnede jeg ofte om natten og hallucinerede. Mørket blev et uendeligt rum, som jeg projicerede brudstykker fra tegnefilm og hverdagsoplevelser ind i. Jeg var altid bange for, at jeg ikke kunne forlade mine drømme.«

Hvem kender ikke det? Det er med en fornemmelse i kroppen af det unge sind, jeg skæver til den åndssvagt poppede BUTTERFLY-maskot og går ind i udstillingen – og forstår egentlig godt, hvorfor mine døtre og andre unge godt gider Esben Weile Kjær.

Hvad: BUTTERFLY! – Arkens samling kurateret af Esben Weile Kjær
Hvor: Arken, Skovvej 100, Ishøj
Hvornår: Frem til 31. december, 2023