Kunstakademiets drivhusbørn er sluppet løs, og de storskryder

Oven på alle rystelserne på Det Kongelige Danske Kunstakademi står årgang 2021s afgangsværker nu installeret i Charlottenborgs sale. Det virker ikke, som om kunstnerne er blevet synderligt forstyrret af udsvingene. De står godt i egen ret.

Klara Lilja, »Resurrection« (2021). Installationsview, Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dér står de nu allesammen og skryder. En flok på 28 dimittender fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, der oven på et heftigt moment i Kunstakademiets historie godt toppet med en pandemi, er sprunget ud i foråret som årgang 2021 med hver deres afgangsbevis i brystlommen og et konkret værk at vise frem for et bredere publikum i Charlottenborgs sus og dus.

Deres situation er af mange grunde noget særligt her på den officielle genåbningsdag af museerne. Nu skal de præsentere et udsnit af det hjerteblod, som de for lukkede døre har gået og arbejdet med i de sidste seks år. Nogle af dem har allerede haft visninger af deres værker i gallerier, andre skal vove pelsen for første gang. Fælles for dem allesammen er, at de ikke længere kan læne sig tilbage i Kunstakademiets trygge favn ...

… eller, hvad man nu kan kalde den favn.

For mon ikke de omtumlede år har indvirket på de kunststuderendes dannelsesforløb? De år, der kulminerede med tre afskedigelser af henholdsvis en seksuelt krænkende professor, en »re-materialiserende« og politianmeldt institutleder, der i kunstens og identitetspolitikkens navn, var med til at skubbe en buste af skolens stifter, Frederik 5., i Københavns havn, og til sidst en rektor beskyldt for manglende ledelseskraft.

Har eleverne kunnet holde fokus, mens udredninger og rapporter om identitetspolitiske konflikter og ledelsesstrukturer har føget om ørerne på dem? Har polemikken sat spor i deres kunst eller i det sanseapparat, de bliver bedt om at åbne tillidsfuldt op? Hele miseren er blevet så dybt masseret i medierne, at det ikke kan være gået ret mange af Berlingskes læsere forbi, men nok nærmere har skabt en oprigtig interesse for, hvad lige præcis den her årgang leverer.

Birgitte Ellemann Höegh

»De beskæftiger sig så personligt med deres kunst, at man med få undtagelser fornemmer hver enkel kunstner bag hvert værk.«


I egen ret

Om lidt skal de ud og stå selv i deres egne værksteder og i perioder over for hele fødekæden af gallerier, kunsthaller, museer og kunstkritikere. På åbningsdagen er der allerede et par gallerister til stede, der er ude for at håndplukke talenter. Det afstedkommer sidelæns blikke. Men da vi først kommer ind i salene, folder det hele sig meget mere lystfyldt ud, godt hjulpet på vej af kunstner- og kuratorkollektivet Vermillion Sands fra Nørrebro.

De har fået til opgave at installere alle afgangsværkerne i udstillingen og sender os gennem et forløb, hvor vi blandt andet skal ind gennem to videoinstallationsrum omkranset af tunge sorte gardiner, for at komme videre i udstillingen. Et fint greb, der betyder, at vi ikke kommer til at misse de tre lidt hengemte værker. Det giver nogle omveje undervejs, af ren desorientering eller er det lyst?

For der er samlet set noget storskrydende over årgang 2021.

Dels virker det ikke, som om de har taget særlig meget farve af al virakken på skolen, men nærmere som om de har fået finformuleret deres fokus og fået et godt greb om deres håndværk. Man kan godt forsøge at læse pandemier og skolens drama ind i værkerne, hvis man vil, men det er ikke rigtig det, jeg fornemmer er på færde her. De står vitterlig i egen ret.

Dels har mange af eleverne konkret slået deres værker op i så store formater i deres tekstiler, collager og malerier, at de bevæger sig fra gulv til loft og rundt om hjørner. Her er overdimensionerede videoskærme, der ligner kyklopens tv-apparat. Her er et værk, der strækker sig langs hele en vægs 10 meter lange flade, med dybe tjærede brud, som har kunstneren trukket i et stykke mørt stof, og her er keramik i forførende glasurer, som en af kunstnerne har indlejret i en gigantisk jernkube, mens en anden har ladet keramikken myldre ned ad en dug på et langbord.

De beskæftiger sig naturligvis med deres ståsted og samtid. Jeg aner klimakommentarer flere steder, kropsdyrkelse og identitetsbearbejdelser i værker med ophobninger af nøgne kroppe og skeletter, modeindustriens fetichering af børne- og ungdomskultur, ensomhed, identitetshistorier fra kunstnere med rødder i blandt andet Chile, Frankrig og Korea og nyfeministiske knytnæver.

Små store oplevelser

Det er alligevel de værker, der stikker mest af fra formatet, jeg vender tilbage til. I et hjørne har Jesper Christoffersen befolket nogle hvide, høje og slanke piedestaler med en flok miniature skulpturer. De er næsten alle sammen lavet af »fundne objekter, gouache, lim og lak«.

Jesper Christoffersen, »Untitled« (2021), »Untitled« (2021), »Untitled« (2021), »Wake Up« (2021), »Empty Colors« (2021), »Untitled« (2021). Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Jeg kigger på dukkehusmøbler, æggebægre, filt og træstykker blandt andet, som er sat sammen med så megen ømhed og legesyge, at de er blevet rørende menneskelige. Ved at benytte sig af enkle greb i primitive materialer, formår Jesper Christoffersen at levere små store oplevelser.

Med helt anderledes armbevægelser, er der noget hedonistisk og småtosset over Svend Sømods automatiserede cocktailmaskine, hvor en prosecco-prop springer inde i skabet, da jeg kommer forbi. Svend Sømod dukker op med en klud og presser prop og slange ned i flaskehalsen igen. Maskinen, som han kalder for en »Cocktailprinter«, har han selv opfundet. Den ligner et veludrustet barskab, som enhver cocktailaficionado ville sende lange blikke efter.

Svend Sømod, »Cocktailprinter«. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Når man har stillet et glas ind i barskabet og valgt en drink på et display, plører der per automatik cocktails, man aldrig har smagt før, ned i glasset. De bliver genereret på ny, hver gang man trykker på displayet, og er baseret på en lang række algoritmer, forklarer Svend Sømod, mens han tørrer op.

Han er søn af en af Københavns nattelivs legender, Jørgen Sømod, der havde den bizarre absintbar Tannhäuser Bar i 1980erne. Her kunne man komme ind og smage på heftige cocktails og ejendommelige oplevelser.

Ved nærmere eftersyn er der også noget skønt bizart over Svend Sømods drinkskort. Her kan én cocktail blandt andet indeholde både gin, likør, rom, scotch, sherry og absint. Men adspurgt, om det er en hyldest til hans far, lyder svaret nej. Svend Sømod har blot interesseret sig for cocktails siden 14-års alderen, hvor han begyndte at gå på Frederiksberg Bibliotek og låne bøger med opskrifter.

På åbningsdagen på Charlottenborg bliver Svend Sømods maskine udstillingens samlingspunkt. Omkring cocktailprinteren med tilhørende barområde med borde og puffer, flokkes kunsthalsgæsterne, og hans samlede værk folder sig smukt og dekadent ud, præcis som den blanding af installationskunst og happening, han ønskede sig. Og barmiljøet, som han har arbejdet med i flere af sine tidligere værker, benytter han til at komme sin desillusionerede oplevelse af samtidskunsten til livs, forklarer han. Den forekommer ham simpelthen kropsløs og fremmedgørende.

Kajsa Karlsson, »Estetiskt arbete / Aesthetic Labour / Reversed Concealer«. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Der er nu ikke ret mange værker i »Afgang 2021«, der virker decideret fremmedgørende eller kropsløse. Svenske Kajsa Karlssons værk bygget op af videoer og stakke af tøjstykker, som hun har trevlet sømmene op på (det tog i alt 203 timer!) og sat sammen i nye sammenhænge, rækker for eksempel skønt ud til sit publikum. Her opfordrer hun os til at hive instruktionssedler ned fra blokke, som hænger ved siden af hver videoskærm, hvor hun blandt andet tipper os til at lægge omvendt makeup med en concealer, der fremhæver hudens urenheder og de røde rande under øjnene.

På en anden skærm opfordrer hun os til at lægge et tæppe over spejlet derhjemme, ja, faktisk holde os helt væk fra spejle i det offentlige rum – og så i øvrigt gå i højhælede sko. Det virker alt sammen som en udsyret frisættelse fra nogle af de skønhedsmanualer og -idealer, som kræfterne bag mode- og skønhedsindustrien forsøger at få os til at rette ind efter.

Rystelser

Det er kun i Marina Dubias performance, at jeg ikke kan nære mig for at sætte værket ind i husets historiske kontekst. Her klæber fire performere sig til væggene, glider ned ad dem, på hovedet, krabber sig frem og dirrer med så intense kraftanstrengelser, at jeg et øjeblik overvejer, om de kan holde til det.

I værkteksten forklares, at de smager på, kysser, efterlader spor og skaber en dialog mellem kunsthallens, institutionens og akademiets krop og deres egne. Umiddelbart, ser det mere ud som om, de forsøger at holde sammen på det hus, der har vaklet for en stund.

Marina Dubia, »margenerne på min grænse / as margens do meu limite / the margins of my limit«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Birna Ketilsdóttir Schram.

»Afgang 2021« virker ikke spor vaklende, men nærmere tilspidset. De beskæftiger sig så personligt med deres kunst, at man med få undtagelser fornemmer hver enkel kunstner bag hvert værk. Måske har al virakken rustet dem mere end vanligt til at få finformuleret, hvad de vil – og derpå holde det fokus.

Afgang 2021

Kunsthal Charlottenborg

21. april – 23. maj.