»Jeg håber, vi etablerer et galleri, hvor vi indimellem jokker direkte ned på en vejsidebombe«

Christina Wilson og Anne Riber har netop åbnet døren til hvert sit galleri under samme tag. De kommer med hver sin gallerierfaring og syn på kunsten, som de gerne vil fastholde, men også bygge bro over.

Gas9Gallery og Formation Gallery ligger i en tidligere bordelbule, som er gennemrenoveret til uigenkendelighed. »Den her vej er ikke en af de mest gentrificerede veje på Vesterbro; den har en del af den gamle scene med Kirkens Korshær og afrofrisører, og så kommer vi altså ind med noget helt andet,« siger Anne Riber (th). Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Der er så mange vejsidebomber i den her kunstverden, når man først begynder at udtale sig om kvoter. Jeg håber, at vi etablerer et galleri, hvor vi indimellem jokker direkte ned på en vejsidebombe, for det er nogle gange nødvendigt for at se, hvad der springer op af det hul,« siger Anne Riber om prioriteringen af de kunstnere, hun og Christina Wilson kommer til at arbejde sammen med i deres gallerifælleskab i adskilte lokaler og under hver sit gallerinavn.

»Jeg vil gerne ud over en kvotesnak og ikke være bange for, om de kunstnere, jeg viser, er mænd eller kvinder, sorte eller hvide, binære eller nonbinære. Personligt træder jeg ti gange i spinaten i løbet af en dag. Man er nødt til at tage nogle chancer, opføre sig respektfuldt og være tro mod sig selv,« siger Anne Riber.

Galleriet er Anne Ribers nummer to. Det første, Format Artspace, åbnede hun i 2013 med et primært fokus på kunst på papir og med kunstnere, som hun gerne vil føre over i sit andet galleri for at vise deres andre formater. Christina Wilson startede sit første galleri i eget navn tilbage i 2002 på Islands Brygge, hvorfra galleriscenen tog fart, rykkede siden til Esplanaden for i 2012 at lukke ned og arbejde som kunstrådgiver.

Berlingske har talt med de to erfarne gallerister Anne Riber (tv) og Christina Wilson om deres syn på kunstscenen i København lige nu. De har netop åbnet døren til hvert sit galleri under samme tag på Vesterbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Efter ti års pause begyndte savnet efter at bygge udstillinger op at ulme. I sit nye galleri ønsker hun at give plads til nye stemmer.

»Jeg er lige kommet hjem fra New York, hvor jeg var på PS1 (MoMAs underafdeling i Queens, red.) og så nogle værker fra kunstnere med alle mulige geografiske baggrunde. De kommer med erkendelser, jeg slet ikke kender til. De udtrykker sig visuelt pisseflot og højt begavet, og det kunne jeg godt tænke mig at vise i fremtiden,« siger hun.

Forsonet forskellighed

De to har tidligere arbejdet sammen på Art Week og har siden sparret med hinanden fra deres forskellige positioner.

Galleriet er Anne Ribers nummer to. Det første, Format Artspace, åbnede hun i 2013. Christina Wilson (th) startede sit første galleri i eget navn tilbage i 2002 på Islands Brygge. Hun rykkede siden til Esplanaden for i 2012 at lukke ned og arbejde som kunstrådgiver. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Deres valg af kunstnere er ret forskelligt. Wilson går efter kunstnere, hvis værker kræver en lidt mere langsom og analytisk tilgang, mens Riber er interesseret i det umiddelbart sanselige og visuelt udfordrende udtryk.

Fra de to ståsteder ønsker de at bygge broer for at bryde med galleriscenens tendens til at bygge små øer op i hvert galleri med hvert sit stramme regelsæt.

»Det er et sindssygt hårdt psykisk pres at være ansvarlig for, at en masse kunstnere skal tjene penge. Galleriverdenen er meget kompetitiv, og der er så mange do’s and don't’s. Det håber jeg, vi kan løsne op for ved at stikke snuden i vores eget spor og gøre det her til et rart sted,« siger Wilson og understreger, at valget af de lavloftede lokaler ud til en befærdet vej på Vesterbro er en af strategierne.

»I mange gallerier er der en distance hen til de mennesker, der arbejder der, fordi de ofte sidder bag en høj disk. Vi vil gerne placere os ude i det åbne gallerirum, så det virker inviterende og dialogskabende.«

Instagram er hot, den gamle staldtanke not

Tager de pulsen på kunstscenen anno 2022, er der heldigvis også en ny divergerende nerve, som de håber på at blende ind i.

»Kunstscenen er ikke så stivnet, som da jeg startede i 2002. Der er dukket forskelligartede stemmer op, som er præget af stor opfindsomhed, og det er sjovt. Der er kommet pop up-rum, kunstnerstyrede gallerier, som i modsætning til tidligere er kommercielle, der er kunstnere, der gerne vil lave offentlige udsmykninger, og flere kunstrådgivere, der arbejder sammen med kunstnerne om det,« siger Wilson.

»Corona har ikke været en dårlig ting for galleriverdenen. Jeg møder kunstnere, som ikke virker særligt desperate for at få en gallerist. Instagram er også bare fløjet ind og har bundet verden endnu mere sammen. Man har trods pandemien stadig kunnet kommunikere og sælge værker, og det har fået kunstnerne til at føle sig frie. Vi gallerister er nogle, der kan være gode at have, men ikke for enhver pris. Carl Krull, som jeg åbner med, har en kæmpe følgerskare på Instagram og sælger mest i udlandet, så han har egentlig ikke brug for mig. Men vores samarbejde er stærkt, vi kan lide hinanden og er kollegaer. Kunstnerne er ikke længere objektet og galleristen den, der skal sælge dem. De skal ikke underlægges mig og mine kommercielle logikker; vi finder et fælles udgangspunkt,« siger Riber.

»Jeg kan virkelig godt lide Annes usnobbede tilgang til kunsten. Det ligger til højrebenet for hende, at hun gerne vil åbne op og er generøs. Jeg har sådan set også en usnobbet tilgang til kunsten, jeg er bare meget mere tænksom og nysgerrig på de oversete fortællinger og ting, jeg selv undrer mig over og ikke forstår. Og de to måder kunne jeg godt tænke mig at bridge imellem, fordi man i kunstverdenen har en tendens til at køre i sit eget spor, og så lukker man af for alt muligt andet,« siger Christina Wilson (tv), der i sin tid var den gallerist, der tog John Kørner, Kirstine Roepstorff, Jesper Just og Kasper Bonnén ind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Der er helt ny jævnbyrdighed i forhold til, da jeg sidst havde galleri og endte med at være kransekagefiguren. Det, at kunstnere har så mange platforme at bevæge sig på, gør, at vi skal være fleksible på nye måder. Og det er ikke ud fra den gamle »stald«-tanke. Vi krydsbefrugter hinanden,« siger Wilson.

Hvor blev kunstformidlingen af?

For Christina Wilson er det altså en mere eklektisk kunstverden, hun stempler ind i, hvor hun oplever, at der er kommet flere almindelige kunder til – et publikum, museerne og gallerierne har været med til at udvikle.

»Men da jeg startede på Nikolaj Kunsthal i 2007, var der meget mere spalteplads i avisen til at gå i dybden med kunsten. Det er muligvis blevet på mode at skrive om kunst i aviser og magasiner, men det handler mere om de store, flotte billeder, og hvordan kunstsamlere bor,« siger Anne Riber.

»Ja, det kan godt være, at kunstscenen er blevet mere forbrugerorienteret,« supplerer Christina Wilson.

»For en gallerist er det nødvendigvis ikke en dårlig idé, men for kunstformidlingen er der sket et dyk. Der er sket noget med, hvordan aviserne går til materialet. Det, der er svært tilgængeligt, har meget mindre plads, fordi man er nødt til at skrive noget, der kan forstås på kort plads. Der skal jo nogle gode rum til at kunne snakke om kunsten. Det kan godt være, der er kommet flere kunder, men hvad er det for nogle kunder, og hvad spørger de til? Er det sofastykker, der skal passe til deres puder? Er der plads til en long lasting effekt på folk? Så på den kulturpolitiske arena står kunsten ikke særligt stærkt,« mener Anne Riber.

Til gengæld oplever de den danske kunstscene på niveau med den internationale.

Anne Riber og Christina Wilson har entreret kunstscenen på et tidspunkt, hvor fokus er på køn, navnlig kvindernes, det handler deres fællesskabet til gengæld ikke om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Da jeg var på PS1 i New York, hvor de hvert femte år viser en udstilling, der tager temperaturen på, hvad der er af kunst i Greater New York-området syntes jeg, at Danmark i høj grad var med. Der er ting, der stikker helt ud derovre, men jeg synes også, der er virkelig original kunst herhjemme, men danske kunstnere orienterer sig jo også hele tiden mod udlandet. Der er ikke så store regionale forskelle længere,« siger Christina Wilson.

»København er nok stadig lidt mere intim. Vi har for eksempel nogle ret vilde støttesystemer og talentudviklingsprogrammer under fonde og museer, som giver de danske kunstnere nogle gode chancer,« siger Anne Riber.

Riber og Wilson har entreret kunstscenen på et tidspunkt, hvor fokus er på køn, navnlig kvindernes. Det handler deres fællesskab til gengæld ikke om.

»Men det er helt klart blevet nemmere at være kvindelig gallerist. Da jeg startede, fokuserede pressen på, at jeg var en kvindelig gallerist, der åbnede med en kvindelig kunstner (Kirstine Roepstorff, red.). Jeg tænkte »wow, hvorfor interesserer de sig for det?«, og så gik det stille og roligt op for mig, at det helt klart var sværere at sælge kvindelige kunstnere og være kvindelige gallerist på de store udenlandske messer. Jeg solgte simpelthen mindre,« siger Christina Wilson.

»Der er sket nogle store skred lynhurtigt, men i forhold til den store snak om at balancere mænd og kvinder lige i kunstverdenen, er vi ikke interesserede i køn, men kunstnerskaber. Hvis de kunstneriske projekter forbinder sig godt med dem, vi er, så er dét fokus, og så tror jeg, prioriteringerne vil balancere sig naturligt. På vores sidste udstilling i år kommer vi i øvrigt til at vise en fællesudstilling med Kim Richard Adler Mejdahl. Han er original og står uden for rigtig mange af de praksisser og æstetikker, vi har set tidligere,« siger Anne Riber.

Gas9Gallery og Formation Gallery åbner på Gasværk 9, København K med udstillinger af henholdsvis Hannah Heilmann og Carl Krull. Udstillingerne vises frem til 26. februar.