Kunsten er stadig åben: På en traurig endeløs januardag er der en hvirvlende lykkerus at hente her

Inden døre bag Gether Contemporarys tilklistrede vinduer er det som at entrere en stiliseret spillehal i Asien et sted.

Lyset er dæmpet, og neonfarver, mangaæstetik, animerede groteske verdener, electro-riffs og spillemaskinelarm kastes i hovedet på mig. Er der en gamerstol et sted?

Billederne på væggen sender mig lige først retur til fredage med mine børn klistret til tv-skærmen, hvor lydsiden fra et japansk mangaunivers terroriserede hele hytten. Tegnefilmene efterlod mig dengang iskold, men her i galleriet kan jeg pludselig ikke slippe de tætpakkede digitale universer. De ligner ikke noget, jeg har set før, besnærer mig og får mig ind imellem til at le.

Det drejer sig om den Shanghai-baserede kunstner Lu Yang, som er kommet til Kødbyen. Nøjagtig samtidig med ARoS, der lige nu har en nedlukket soloudstilling, der står ensomt hen og længes efter sit publikum.

Tidligere har den nu 38-årige Lu Yang, der er dimitteret fra New Media Department på The China Academy of Art i Hangzhou, udstillet på Centre Pompidou i Paris og MOCA i Cleveland og repræsenterede i øvrigt Kina på Venedig Biennalen i 2015.

Myldrende, hektisk og dybt personlige videoapokalypser

Lu Yang arbejder fra sin lejlighed i et boligkompleks i Shanghai på et rodet skrivebord med en computer som sit væsentligste værktøj.

Herfra rækker hun ud efter samarbejder med videnskabsmænd, psykologer, performere, designere, komponister, musikproducenter, robotvirksomheder og popstjerner fra hele verden for at ende op med sine dybt personlige værker, der materialiserer sig i computerspil/kunstfilm, hologrammer, 3D-animerede film, filmede motion capture-performances og fysiske værker på silketryk.

I værkerne blender hun alskens religioner, filosofi, neurovidenskab, biologi, japansk inspireret popkunst, manga-figurer og videospil-genrer sammen med traditionel kinesisk ikonografi.

Resultatet er et myldrende, hektisk og dybt apokalyptisk univers, der sine steder fremstår rablende skørt og andre steder sjovt.

Når du har set et par af hendes værker, er du ikke i tvivl om hendes aftryk, hvor en ikkekønnet, nøgen og skaldet version af hende selv, der rent kropsligt kan minde om en pusledukke, performer alskens følelser – nogle gange aggressivt, andre gange listigt eller undersøgende.

Kroppen er tydeligvis et af hendes fascinationsobjekter, der i hendes alter ego bliver flænset op til en levende zombie, mens neurovidenskaben er en anden fascination, der objektiviseres af store MRI-scannere og hjerner, der af robotarme sænkes ned over avatarernes hoveder.

Hoved og hale

På en væg er et videoværk projiceret op, hvor en ung fyr i front live performer foran en animeret verden i en videoskærm i Shanghai. Avatarerne i videoen bevæger sig synkront med performeren.

Nogle gange er det en mangehovedet gud, andre gange en snoldet cyborg mutant. Musikken pumper, det ser fedt ud og universet, der visse steder ligner Francis Ford Coppolas »Dommedag nu« med flænsede og spiddede kroppe hængende i træer, suser gennem min krop og hjerne.

På lystavler hænger stills i silketryk fra videoværket, hvor der er et øjebliks ro til at samle mig om Lu Yangs interiørs og alter ego – den nøgne version af hende selv, der i den virkelig verden også ønsker en nonbinær kønsidentitet, hvilket hun ikke gør et stort nummer ud af. Man må kalde hende hvad, man vil, forlyder det fra galleristen.

Men hvad vil hun os egentlig, kunstneren fra 1984, som er vokset op med hænderne fastklistret til et tastatur? I hendes videoværk »The Great Adventure of Material World – Game Film« får jeg et praj.

Vi sendes gennem en række verdener, den materielle, himmelen, helvedet, det ydre rum for at ende et sted, hvor den kæmpende mangafigur deler sig i to, der kæmper mod hinanden for at lade sig tilintetgøre. Rimeligt skizofrent, lige som hendes mangehovedet avatarer og udspaltede univers.

Der er en kritik af vores forbrug og klimaaftryk at spore og en dialog om meningen med det hele, og hvad vores fysiske kroppe reelt kan bære.

Jeg er ikke sikker på, at det bringer mig et særligt oplyst sted hen. Men det giver mig et praj om, hvad kunstnere opvokset i en digital subkultur kan bringe det til rent kunstnerisk – en generation der ikke længere læner sig op ad kunsthistorien.

Det her er helt nyt land. Hendes nerve er vild og den fanger mig. På en traurig endeløs januardag er der en hvirvlende lykkerus at hente her – og et nyt og måske stort bekendtskab at snuse til fra en af de fremadbuldrende digitale cyborg-kunstkometer.

»Lu Yang’s Control Center«, Gether Contemporary, Flæsketorvet 77-79, København V. Vises frem til 15. januar.