Der er ugler i mosen og pis-uhyggelige snemænd i Nikolaj Kunsthal. David Lynch har sat sine spor

AOK
Kunst
Anmeldelse

Ondskaben står altid på lur i David Lynchs weird iscenesættelser for pludselig at hugge til – inde i de sorte huller et sted. I Nikolaj Kunsthal er de øverste etager ryddet for fem fotoserier af iscenesættelsens mester, der med garanti vil gå ind og kratte i din overflade, hvis du ellers tør lukke op for sluserne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af de mest uhyggelige film, jeg nogensinde har set, er det lille filmværk »The Alphabet«, som David Lynch skabte, mens han gik på kunstakademiet i slutningen af 1960erne. I kortfilmen ser man en kvinde med tykke kinder og dirrende mørke øjne, der ligger i en seng og synger alfabetet med en fin, lys stemme, mens blodet flyder ud ad øjenhulerne og munden på hende. Da jeg forlod biografen, havde jeg en sær tyngde i min krop og svært ved at sove den følgende nat. David Lynch havde taget bo i mig.

Hans sammenstillinger af amerikansk middelklassekultur med det dybt ubehagelige, der glider over i selve ondskaben, har noget uudgrundeligt dragende over sig. Han rammer os et sted, hvor vi knap nok kan bunde, men alligevel bevæger os videre ud i. Ja altså, de af os, der vover at gå med på spøgen.

Værket »Distorted Nude« af David Lynch. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Lynch.

For Lynchs billeder kan transcendere og få os nye steder hen. Det gælder i alt fra spillefilmene »Eraserhead«, »The Elephant Man«, »Blue Velvet« og tv-serien »Twin Peaks« til hans kunstudstillinger som for eksempel »The Air is on Fire«, som Kunstforeningen Gl. Strand præsenterede for et dansk publikum i 2011 med oliemalerier, collager og automattegninger på tændstikæsker og servietter blandt andet.

Kunstneren med det overdrevne lækre sølvgrå hår og den nasale stemme, der ofte dukker op i en aparte rolle et sted i sine film, er efter eget udsagn født ind i en helt almindelig velfungerende middelklassefamilie.

Siden udklækkedes han som billedkunstner fra Pennsylvania Academy of the Fine Arts i Philadelphia med en appetit på stort set alle hjørner af billedkunstens formeksperimenter: maleri, litografi, fotografi, tegning, tegneserier, collage, skulptur, stopmotion animation og så også lige en stabel møbel- og lampedesign. Jeg husker tydeligt en udstilling i Illums Bolighus med nogle lettere creepy og menneskelignende møbler og lamper!

For sideløbende med hans filmproduktion, som buldrede derudaf efter studieårene, har han hele vejen igennem holdt fast i billedkunsten – og fotografiet.

Iscenesat billedstorm

»Emily Scream« af David Lynch. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Lynch.

Det er netop hans fotografi, vi får at se i Nikolaj Kunsthal. Ja, faktisk den største sammenstilling af Lynchs eksisterende fotoserier nogensinde. Det har kuratoren og fotografen Christian Nørgaard, der har arbejdet sammen med Lynch om flere udstillinger, sørget for kunne lykkes.

Lynch har altid interesseret sig for interaktionen mellem fotografiet og beskueren, og forklarer den som »A Beautiful Storm«. Jeg tager til Nikolaj Kunsthal for at finde ud af, om den storm også kommer til at rase i mig,

og bevæger mig op ad den mørke trætrappe til udstillingen under barokkirkens hvælvinger. Her har kunstduoen »The Tower Prophets« iscenesat Lynchs fem billedserier »Snowmen«, »Portraits«, »Nude«, »Distorted Nudes« og »Factories« i dramatiske rum. Og det er en god idé til værker af en kunstner, der er en af iscenesættelsens allerstørste mestre.

I kirketårnet er dele af Lynchs »Factories«-serie sat tæt op ad hinanden i en komprimeret billedstorm, der giver os mulighed for at bevæge øjet rundt i 15 sort-hvide fotos af forladte fabriksbygninger på én gang. Jeg stykker hurtigt mit eget lille drama sammen af fotografierne, der rækker tilbage til de år, hvor Lynch var i gang med optagelserne til »Elefantmanden« (fra 1980) og på jagt efter locations.

Her er skud fra Berlin, Polen og New York med detaljer, der giver en fornemmelse af de mennesker, der har forladt bygningerne, og jeg trækker let på smilebåndet midt i al gruen. For det er noget af det, Lynch er mester til. ALT er vildt uhyggeligt i Lynchs oeuvre, men også så tilpas weird, at det sine steder bliver komisk.

Fascinerende frastødende

»Face with smoke« af David Lynch. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Lynch.

Det gælder også serien »Snowmen«, som er installeret i et rødt dansk træskur i øvre galleri. Her ses en serie af pis-uhyggelige snemænd foran nogle sølle parcelhuse i et amerikansk forstadskvarter. Græs og jord træder frem blandt snedyngerne, der er ved at smelte, og snemændene står og vakler med små stumper af arme gjort af grene, døde udtryk i deres kartoffeløjne og diabolske smil på læben.

Jeg gyser ved tanken om, hvad der er for liv, der leves inde bag gardisette-gardinerne, fniser over de absurd grimme snemænd, som sikkert er klasket sammen af børn, der har forsøgt at skabe søde snemænd, og går videre til »Distorted Nudes«, som er de af Lynchs fotos, der er mest 1:1 grufulde. Og dog. »Hvis dit øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig«, står der i Bibelen. Det kan man ikke rigtig her. Man bliver nødt til at gå tættere på og finde ud af, hvad, der er på færde.

Lynch scannede i 1999 en række billeder fra en fotobog, der viser kvinder i boudoirer og bordeller i 1920erne. De hardcore erotiske billeder har han siden manipuleret digitalt, så de fremstår i nye former med afskårne lemmer. Pludselig ligner Lynchs »Snowmen« de »Distorted Nudes« og de »Distorted Nudes« snemændene. Samtidig sender de hilsner til Francis Bacons malerier af deforme kroppe og den amerikanske fotograf Joel-Peter Witkin, der i sine fotos iscenesætter androgyne og deforme mennesker i klassiske tableauer som »Leda og Svanen« bag draperede gardiner.

I »Infinite Deep« inviterer Lynch både voyeurismen og fetichisten på besøg og hidkalder divergerende følelser i sin beskuer. Måske fordi billederne indeholder et miks af hæslige og æstetisk smukke elementer – eller også er det hans danse macabre mellem erotikken og døden, der forrykker vores perception.

Instalationsfoto fra udstillingen »David Lynch: Infinite Deep«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jasper Carlberg.

Ind i det uendelige dyb

»Distorted Nudes« er installeret på ydersiden af et gråt hus bygget op af spånplader. Ideen er effektfuld og lægger op til en nydelsesfuld voyeurisme. Vi sniger os omkring hjørner for at følge rækken af foto, ser ind ad vinduer og opdager andre af hans værker, som vi gerne vil tættere på. I Lynchs foto er et gennemgående og intenst arbejde med skygger og lys, hvor man hele tiden har en fornemmelse af et mørkt, mørkt hul i fotoet et sted, som vi suges mod.

Jeg slutter ved en lille film, »Pozar« fra 2015, der er sjovt iscenesat. Man kan se den bag et forhæng ved at bøje nakken bagover og kigge højt oppe på væggen eller ved at gå op på en lille repos og sætte sig på en bænk og se lige frem. En af kirkens gotiske lysekroner skygger ind foran animationsværket og gør sig dramatisk gældende i al sin pragt.

Vi sidder lidt skørt dér på bænken til skue for alle forbipasserende, som en flok børnehavebørn på tur, og ser ind i en grå spånplade. Her må vi også strække hals for at overskue en film, der med sin primitive form sender mig tilbage til »The Alphabet«. »Pozar« åbner med en teaterscene, hvorfra et lynch'sk surreelt vanvid folder sig ud. På et tidspunkt dukker en maske op med nogle øjne, der har samme dirrende blik som i hans »The Alphabet« – og pludselig begynder øjnene at græde mørke tårer.

Portrætfoto af David Lynch selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Josh Telles.

Lynchs film og kunst læner sig tæt op ad hinanden. Det er vanskeligt at sige, hvor den ene idé begynder og den anden tager over. Han låner, mimer og viderefører formsprog, objekter, iscenesættelser og narrativer – alt sammen med en mere eller mindre hæslig og stærk erotisk æstetik. Tykke komiske kinder løber gennem flere værker, draperede gardiner, scener, forstadsparceller, rå udørkner, deforme og dobbelteksponerede kroppe, tomme munde og sorte øjenhuler, som røg og gevækster snor sig ind og ud af, for blot at nævne et lille udsnit af alt det, du kan opleve i Nikolaj Kunsthal netop nu.

Der er ugler i mosen, får jeg lyst til at sige, i alle hans værker. Da jeg forlader hans »uendelige dyb« har David Lynch igen sat sine spor. Jeg kan mærke ham gennem hele udstillingen.