I et tåget rum hypnotiseres jeg og får en prikkende fornemmelse af at være faldet ned i en tyst tidslomme

I 1966 sad den amerikanske kunstner James Turrell i fængsel, fordi han havde hjulpet unge amerikanske soldater fri af den militærtjeneste, der sendte dem til Vietnam. Undervejs var han mestendels i isolation, og det gav ham mulighed for time for time at registrere lysets skiften i den snævre celle.

Da han kom ud et år senere, var det med en overbevisning om, at han skulle arbejde med lys som sit primære materiale.

Inden da var Turrell allerede i gang med at forarbejde lys sammen med andre californiske kunstnere, som blev anslaget til den amerikanske Light and Space-bevægelse, der blev antændt omkring Los Angeles i slutningen af 1960erne, og som netop nu lyser Copenhagen Contemporarys sale enkelt, heftigt og sanseligt op.

Her er flest værker af bevægelsens pionerer som James Turrell, Doug Wheeler, Helen Pashgian, Robert Irwin, Larry Bell og Mary Corse og enkelte nye værker af samtidskunstnere som Karin Sander, Olafur Eliasson og Jeppe Hein, der har taget tydeligt aftryk af den lysende bevægelse, der ønskede at strække sig ud over værk og rum – og ind i beskuerens perception.

»Det handlede ikke om at undersøge lys eller male lys, men nærmere om at skabe værker, der VAR lys,« har Turrell udtalt om bevægelsens ambition. Den nu 78-årige kunstner ønsker stadig, at vi skal fokusere på »at se os selv se«.

Den øvelse er der en god mulighed for at afprøve omkring de i alt 27 kunstneres værker, der hiver os ind i sansemættede små optrin, hvor tids- og rumfornemmelse visse steder hører op, og værkerne andre steder tager form og liv efter CCs fabriksrammer.

Desorienterede lyssfærer

Jeg sukker spontant foran skrabede minimalistiske værker, også fordi arbejdet bag forekommer at have været myreflittigt og teknisk udfordrende. Nogle værker fremstår alene som et sort hul ind i væggen, andre er klistrende glinsende, næsten spiselige farvebomber eller stejle og umenneskelige, mens andre igen er en hel sfære, jeg omsluttes af og sine steder mister orienteringen i.

Navnlig Turrells »Aftershock« er at finde på CCs førstesal, som du skal bevæge dig op til og opleve – uanset hvór mættet, du allerede er af lys.

Kender du ikke Turrell, er der en lille dannelsesrejse at hente her om LA-kunstneren, som Kanye West har doneret sine millioner til, og hvis kunst han har optaget sin koncertfilm »Jesus is King« i, og som ARoS har inviteret til at skabe et permanent værk til deres kommende tilbygning.

Efter Turrell kom ud af fængslet, købte han et forladt hotel og indrettede det til sit atelier. Han skoddede vinduerne til, skar små huller i væggene og inviterede folk ind til sessions, hvor de kunne opleve lyset, der ændrede sig over dagen, lige som han selv havde set det under sit fængselsophold.

Lysskakterne, altså rum, der ender i himmelrum, døbte han »skyspaces«, og dem er han blevet ved med at skabe i lille og stor skala rundt omkring i verden og er vist oppe omkring 80.

Det mest vanvittige finder du i et udslukt vulkankrater i Arizonas ørken, som Turrell har bygget på siden 1970erne, og som må betragtes som hans livsværk. Foruden kunst har Turrell studeret perceptuel psykologi, matematik, geologi og astronomi, der alt sammen har været brugbart i tilblivelsen af hans »Roden Crater« i ørkenen, der skal ende som et naturligt observatorie.

Her er stramt opbyggede nøglehulsagtige rum med skyspaces og værelser, man kan overnatte i. En slags gal mands værk, som han bygger og bygger på, og ingen endnu ved, hvornår det bliver tilgængeligt for almindelige mennesker. Det skulle føles som at komme ind i en pyramide tilsat en stram postmodernistisk spaceæstetik, når man færdes i hans tunneler og lysskakter og får udsyn til den blå Arizona-himmel i dagtimerne og himmellegemerne om natten.

CC har desværre ikke en VR-version, jeg kan krybe ind i, så jeg kan få syn for sagen, men viser nogle lidt pauvre fotoplancher sammen med bronzemodeller af Turrells projekt, der ikke sender mig ud i galakserne.

Det gør til gengæld hans »Aftershock«, som er et af de største »ganzfeld«s, han har udført. Ganzfeld-begrebet har han hentet fra tysk 1930er-psykologi, der beskæftigede sig med den desorientering, man oplever, når man ikke ser andet end ensfarvet masse, for eksempel i en snestorm.

Med en interesse for perceptionspsykologien forsøger Turrell som psykologerne at finde ud af, hvad den fornemmelse gør ved mennesket. Det får jeg en snert af i hans »Aftershock«, hvor vægge og loft synes at forsvinde, mens jeg bliver bombarderet af en hvirvelstorm af farvet lys.

Noget lignende udfolder sig i Doug Wheelers hvidt-i-hvidt univers, der sender mig ind i et hvidkoloreret »The Truman Show« og i Helen Pashgians næsten andægtige rum, der er udstillingens mest helstøbte værk. I et tåget rum hypnotiseres jeg af hendes citrongule lyskerne og får en prikkende fornemmelse af at være faldet ned i en tyst tidslomme.

Hollywood-shine

De tidlige Light and Space-kunstnere ankom med forskellige indgange til den nye minimalisme, men med en fælles fascination af de nye lysreflekterende og transparente materialer, som var vokset frem af militærindustriens teknologiske udvikling; navnlig plastic, glasfiber og epoxy.

Materialerne gav kunstnerne mulighed for at gå op i skala og eksplodere i farver, glatte flader – og lys. De indgik liflige samarbejder med Californiens rumindustri, forskere ved University of California og producenter, der ellers koncentrerede sig om køleskabe, men delte kunstnernes gejst for at realisere nye radikale værker.

Værker, der på overfladen passede som fod i hose til LAs Hollywood-sirupæstetik og stod i markant kontrast til den mere stramtandede og intellektuelle kunstscene, der cementerede sig i New York.

En hel del skinner så intenst på CC, at jeg kan spejle mig i materialerne, og jeg bliver gentagne gange gjort opmærksom på min egen eksistens, præcis som kunstnerne ønsker. Her er nok et par stykker, der vil hive mobilen frem til en skærmfuld lysende selfies i det cool gyldne California-skær.

For eksempel i Karin Sanders super enkle højglansværk, som egentlig bare er en afgrænset firkant på CCs plastikmalede væg, som hendes team har stået og poleret med sandpapir af en finere og finere kvalitet over ti dage for at få frem.

Efter jeg har set ind i Karin Sanders intethed, tvinger jeg mig ind i et dark room, hvor Eric Orr har beklædt alle flader med fotografisk papir. Hvis jeg bliver længe nok i det fuldkomne mørke, vil der slippe lys ind gennem fotopapiret, og jeg vil kunne ane blot en smule lys, får jeg at vide. Det formår jeg ikke.

Til gengæld bliver jeg siddende en rum tid foran den danske kunstnerduo AVPDs »Timelight«. Med hjælp fra lyssensorer sendes de lysforhold, der er over LAs himmel, direkte videre til deres neonrørinstallation på Refshaleøen, og således får de slået en elegant sløjfe om Light and Art-bevægelsens begyndelse og ståsted i dag og transformeret lidt af Californiens pastelfarvede forførende lys, som kunstnerne færdedes i og lod sig inspirere af, over til Skandinaviens betongrå vintermørke.

Hvis du bliver grebet af Light and Space-pionererne, kører der i CCs foyer en dokumentar, der dykker ned i fortællingen bag hele eventyret og giver et tydeligt praj om, hvad samtidige lyskunstnere som Olafur Eliasson er sendt af sted fra.

Det ville have været vidunderligt at dreje om et hjørne i de gamle B&W-haller og opleve en version af Olafurs Eliassons »The weather project« folde sig lige så svimlende ud, som den gjorde på Tate Modern i London i 2003.

Den lille spejlpyramide, han bidrager med her, når ikke hans orangerøde solværk til sokkeholderne. Det er der heldigvis en masse andre værker, der gør, og det er forklaringen på, at du skal bevæge dig ud til CC i vintermørket og se dig selv se lyset.