»Jeg har i flere omgange oplevet, at selv kunstinteresserede ikke er klar over, at der findes rigtigt mange danske kvindelige kunstnere gennem kunsthistorien,« siger kunsthistorikeren Eva Pohl.
»Med tanke på vores efterkommere, vil jeg gerne skabe viden om, at der findes andre kvindelige kunstnere end Anna Ancher, der trænger til at komme frem i lyset.«
Derfor har hun smøget ærmerne op og smækket en kleppert af et oversigtsværk på bordet med titlen »Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag«, der én gang for alle får skrevet i al fald 80 kvindelige kunstnere ind i kunsthistorien. Porteføljen er naturligvis langt større, men snittet skulle lægges et sted, og derfor peger Eva Pohl på de kunstnere, hun mener har været forud for deres tid og decideret nybrydende.
Siden det i 2019 kom frem, at kun to procent af den kunst, der bliver solgt på verdensplan, er af kvindelige kunstnere, har kunstens fødekæde – gallerierne, kunsthallerne og museerne – rådet bod på de skævvredne forhold og tætpakket deres programmer med kvindelige soloudstillinger.
Her er dukket navne på kunstnere op, som vi knap nok kendte til, selvom de har haft et betydeligt virke, mens de har levet. Tænk blot på Sonja Ferlov Mancoba og Anne Marie Carl-Nielsen, der først nu får det samme eftermæle som deres mandlige kollegaer. En af de oversete kunstnere er ifølge Eva Pohl også Christine Swane, hvis portræt af skuespilleren Gull-Maj Norin hun har valgt at trække helt frem på forsiden af sin bog.
»Christine Swane er til dags dato ikke blevet betragtet som noget særligt, men jeg synes, hun skiller sig ud. Hendes kunst har været opfattet som dekorativ, fordi hun konsekvent brugte grønne og blå farver. Men netop med naturens farver og en udviklet sans for farvens kraft formåede hun at skabe poetiske og sanselige motiver, også af natur og blomster, der ikke råbte højt om sig selv, men havde en stor udtryksmæssig rigdom. Det skal man forstå, og det kendetegner mange af de kvindelige pionerer,« siger Eva Pohl og uddyber:
»'Ærlighed' dukker igen og igen op for mig som en fællesnævner i kvindernes kunst. De prøver at skrælle alt det kunstige og de traditionelle kønsroller væk, og de stoler på deres egen synsvinkel. I deres portrætter af kvindelige kolleger er der en meget smuk og direkte kommunikation mellem kunstner og model, som ikke er gjort lækker, men er et forsøg på at sige noget ærligt og levende. De er optaget af en særlig kontakt og solidaritet. Hvis man tænker på et mandligt blik på en kvinde, vil der i mange tilfælde også være en idealisering af krop og udseende eller en erotiseret fremstilling.«
Hyldest frem for vrede
Frem for at skrive i vrede, forundring eller trods har Eva Pohl valgt at give de kvindelige kunstnere et hyldestportræt. Hendes bog forekommer hverken at være et politisk, et kritisk eller et feministisk skrift. I stedet lægger hun i sin gennemgang af kvinderne deres arbejdsomstændigheder frem, hun tolker deres værker, og undervejs er der historiske forklaringer på, hvad årsagen til den næsten strukturelle underminering af kvinderne i kunstlivet kan forklares ud fra.
»For mig virker det mere lidenskabeligt og smittende at pege på de steder, hvor der er noget kraft og skabt kunst af høj kvalitet, end at sige, at det har været totalt rædselsfuldt at være kvindelig kunstner. Jeg ser også nogle forbindelsestråde på tværs af tid, og en del kvindelige kunstnere, der i dag går i dialog med deres forgængere. De står jo på skuldrene af tidlige tiders kunst.«
»De skuldre har bare ikke været særligt tydelige – omend det har været kvinder med ret brede skuldre, der har skullet tåle mosten. For eksempel kom kvinderne først ind på kunstakademiet på lige niveau med mændene i 1924, og i århundredet før, hvor kunstnere tog på dannelsesrejser i Europa, måtte kvinderne ikke rejse alene, hvilket besværliggjorde deres kunstneriske frihed.«
»Selvfølgelig er der en masse uretfærdighed i kvindernes tidligere uddannelsesvilkår og i, at de stadig er underrepræsenterede i samlingerne på museerne, men der er ved at ske en stor udvikling – også helt konkret på de tiltagende højere priser på kvindelige danske kunstneres værker på auktionerne i dag.«
Rip-rap-rup-effekten
Hvad er dit bud på, at kvinderne først for alvor er repræsenteret på udstillingerne nu? Hvorfor har de kvindelige kunstnere været underrepræsenteret siden 1600-tallet, hvor du fortæller, at Leonora Christina springer ud som kunstner i sit Blåtårn?
»Jeg tror, at det har med rip-rap og rup-effekten at gøre; man interesserer sig mere for noget, man kender til, og som minder om én selv. På den måde kommer man ikke ud over de gængse mønstre. Jeg mener, at ligestillingsdebatten i dag er med til at gøre, at vi generelt bliver klogere på, hvad kvinder har gjort og gør i dag.«
Men kvindekampen dukkede jo op i 1969 og medførte, at kvinder begyndte at arbejde mere synligt med deres kunst – også i grupper. Deres kvalitet var på højde med mændenes, men de blev bare ikke inviteret ind i gallerierne og på museerne på samme niveau som mændene. I 1975 var der en kvindeudstilling på Charlottenborg med et væld at stærke kunstnere – heriblandt Dea Trier Mørch, Ursula Reuter Christiansen, Kirsten Justesen og Jytte Rex, hvor nogle af dem først er blevet bredt kendt nu, hvor de er kommet med i et tv-program. Hvorfor skulle der gå så mange år?
»Jeg tror, at Simone de Beauvoirs bog »Det andet køn« fra 1949 stadig er vedkommende. Det er stadig meget udbredt at tænke, at mandens tanker er normen, og kvinden er 'det særlige', 'det andet køn'. Jo mere man bliver opfattet som noget, der er anderledes, jo mere vil der være en risiko for ikke at blive taget alvorligt. Der har været mindre forventning til, at kvinderne kunne skabe noget, der havde væsentlig kunstnerisk værdi og samfundsmæssig betydning.«
Mener du, at Simone de Beauvoirs tankegang gælder helt frem til nu?
»Ja, i store træk, og det ser vi jo også i litteraturen med Tove Ditlevsen, som man ikke anså som særlig dyb før nu, hvor hun har fået en renæssance internationalt. Hun havde samme stærke og smertefulde udtryksform, som hun ikke var bange for at udtrykke.«
Det er jo ret sært, at netop kunstverdenen, der altid er blevet anset som kilden til nye strømninger, halter bagefter. Som du beskriver, har en del af ligestillingskampen tilbage i 1800-tallet netop stået i kunstverdenen, hvor kvinderne kæmpede for lige uddannelse, klippede sig korthårede og levede sammen i forhold. Det viser sig så, at den fremsynede kunstverden alligevel er endt som et af de mest reaktionære miljøer, hvad angår ligestilling!
»Gennem mit arbejde som anmelder og kurator har jeg hørt flere kvindelige kunstnere sige, at de har mødt en form for misundelse fra mændene, som »at de kvinder også er så helvedes kreative«. Måske er der nogle mænd, der har tænkt, at det var pokkers med så voldsom en kraft. Måske det har sat sig som et ubevidst konkurrenceforhold.«
Hvordan ser du kvinderne klare sig i dag?
»Især siden 1970erne har der været dannet grupper, hvor kvinderne har været gode til at støtte hinanden. Jeg tror, at netværk er vigtige, og i dag ser vi en del kunstnerduoer dukke op.«
Kritikere af kønskvotedebatten vil nok mene, at der er fare for, at du graver dybere grøfter ved kun at fokusere på kvinderne frem for at skrive dem ind i en fælles kunsthistorie. Ser du den fare?
»Nej, det er jo et spørgsmål om at få tegnet noget ind på de hvide felter af kortet. Min indsats er med til at give et nyt totalbillede. Der er i øvrigt også rigtig mange fonde, der har støttet min bog, og det vidner også om en interesse og et behov.«
Eva Pohls »Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag« er udkommet på Strandberg Publishing.
