Dina El Kaisy Friemuth: »Selvfølgelig vil jeg gerne have, at der er en fri kunst, men der ER ikke en fri kunst for alle«

»Det er okay for mig, at du føler dig lidt udenfor.«

»Nogle gange er det vigtigt at gå igennem, hvad andre folk oplever for at få medfølelse og forståelse. Det er okay ikke altid at føle sig sat i centrum og være den person, der forstår alting og kender alle referencer.«

Ordene er kunstneren Dina El Kaisy Friemuths, der er aktuel med sin første soloudstilling på O-Overgaden i København.

Og jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke er førsteprioritetspublikummet, da jeg ser den. Det er helt rigtigt.

Kunstneren har allerede sat spor i medierne på baggrund af tv-dokumentaren »Oprør på Akademiet«. Programmet fik meningsdannere op at støde, blandt andet med en frygt for at eleverne var ved at omstyrte Det Kongelige Danske Kunstakademi til middelalderlige tilstande, hvor friheden i kunsten var en saga blot.

Det er derfor interessant at tage ind og se, hvad det er for en kunst, der kommer ud af en tidligere elev som tysk-egyptiske Dina El Kaisy Friemuth, der gik på akademi frem til 2017. For er kunsten enslydende med det, der bliver sagt. Skal vi tage den bogstaveligt?

Udstillingen beskæftiger sig med de museale rammer og de artefakter, som er blevet hentet hjem fra tidligere kolonier.

Nedslaget er Nefertiti-busten, som i dag står på Neues Museum i Berlin, og som kunstnerens mor med egyptiske rødder har vist frem i sin egenskab af turistguide.

Det faktum bruges aktivt i udstillingen, hvor moderen indgår i et videoværk, der vises sammen med et gulvtæppe med print af statements og politiske slogans af hiphoppere, feministiske egyptiske poeter og filosoffer. Her inviteres publikum til at sidde ned.

Forinden er vi blevet mødt af nogle store plakater med tegneserieagtige 1970er-referencer, der fortæller, at Nefertiti er blevet stjålet af tyske arkæologer i 1912 og kidnappet til Berlin.

Nu vil Nefertiti gerne hjem, men museet nægter at aflevere hende tilbage.

Dina El Kaisy Friemuth arbejder med absolutter i sin kunstpraksis, som »Some ideas have to die« og »SOUL – they just stole it«. Man kan godt blive i tvivl om, hvorvidt man skal i dialog, lytte eller belæres af værket.

Det hele handler om det, man i museumsverdenen kalder for repatriering, det vil sige tilbageføring af kunsthistoriske artefakter til deres oprindelsesland. En debat, der kører for fulde drøn rundt omkring i verden lige nu.

Kvinderne i din udstilling er iklædt røde træningsdragter, de har en ret barsk attitude og ser på mange måder kampklædte ud. Hvad tilfører vreden dit værk?

»Jeg synes, der ligger en sans for undertrykkelse i at være godt formuleret og høflig hele tiden. Det er også et greb til at få mere opmærksomhed. Vreden er rettet mod den hvide institution, museet. For mange år siden begyndte feministiske grupper at kalde sig for ‘Angry Woman’‘‘, så det er også den kliché, jeg approprierer. Og den dér søde attitude er bare ikke mig.«

Slet ikke?

Dina El Kaisy Friemuth ryster på hovedet.

Interviewet foregår over zoom. Vi smiler og griner faktisk en hel del undervejs. Dina sidder i sin lejlighed i Berlin foran en tætpakket bogreol.

Som barn blev Dina El Kaisy Friemuth ofte slæbt med på Charlottenborg i Berlin af sin mor og vendte gentagne gange tilbage til den egyptiske samling, som føltes identificerbar. Det handlede om den magiske forestilling, som de egyptiske artefakter er omspundet af, og som stadig fascinerer.

»Men jeg har fået øjnene op for, at der er mange aspekter af den historie, som ikke er synlige. Det er blevet svært for mig kun at kigge på deres skønhed, når de nu står i Tyskland. Jeg undrer mig virkelig over, hvorfor det stadig ikke er blevet afsløret – over hvor omfattende og galskabsagtigt det var.«

Har de tanker formet sig før eller efter din optagelse på kunstakademiet?

»Efter. Jeg gik ud i 2017 og mindes ikke, der har været et eneste undervisningsforløb i kolonialisme, hvilket jeg synes er utroligt, da det har en kæmpe betydning for kunsthistorien. Men nu er det aktuelt, og jeg kan godt lide at arbejde med aktualitet. Jeg er ung (33 år, red.), jeg bor i Berlin, jeg er queer, og jeg er brun. Der er mange aktuelle emner i min eksistens og mange, der taler om det i Berlin for tiden på grund af det nye museum Humboldt Forum. Der er så absurd, at jeg nærmest er chokeret over, at man kan åbne sådan et sted i 2021. Jeg føler det som et slags gerningssted at blive ved med at fortælle historien om hvidt overherredømme.«

Sjæl, ære og repatriering

»Soul« står der flere steder i udstillingen. Her er forståelsen for artefakternes sjæl en af pointerne i kunstnerens repatrieringstankegang om, at museerne skal tømmes for samtlige historiske artefakter og sendes retur til deres oprindelsesland.

»Ideen om, hvad tingene betyder, hvordan de lever videre, og hvordan man skal ære dem, står i kontrast til en vestlig museumsidé, hvor vi fikserer dem i en glasmontre og arkiverer dem i tidsorden.«

Hvordan synes du så, man skal håndtere de her artefakter?

»Der er lige kommet et nyt museum i Cairo, hvor man havde en stor parade, da man rykkede tingene fra det gamle til det nye museum. Paraden var lavet, så man ærede sine forfædre og gav dem et nyt hus. Det er den sjæl, som er blevet berøvet fra den kunst, der er på Neues Museum, fordi tingene er blevet taget væk fra deres kontekst og betydning. For mig at se er de i en kontekst af kolonihistorie og hvidt overherredømme, som man ikke engang taler om længere. Måske man kan fortælle den rigtige grusomme og blodige historie i museerne. Hvad betyder det, at tyskerne har døde mennesker fra et andet land her og ikke respekterer, at det er skeletter af konger, som vi har stjålet? Alt det er meget mere relevant at forstå i forhold til den tyske kultur og dem selv. Prøv at forestille dig et vikingemuseum i Cairo. Hvorfor skulle egypterne være interesseret i det?«

Oprøret på akademiet

I »Oprøret på Akademiet« siger du blandt andet, at hvide mennesker altid tænker, at de skal være i fokus af alle samtaler: ‘Det handler ikke om dig, det er lige meget, hvad du kan gøre, hvordan du har det, og hvad dine følelser er omkring det. Det er ikke dig, der er ramt af racisme’. Hvorfor siger du det, når du samtidig inviterer til dialog i en offentlig museumsramme?

»Det spørgsmål minder mig om spørgsmål som: ‘Hvis du ikke kan lide Danmark, hvorfor er du her så?’ Det er jo min arbejdsplads, det er de rum, som er til rådighed.«

Er du slet ikke interesseret i en dialog med mennesker, der ikke er brune som dig?

»Jo, jeg taler jo også med Berlingske nu, men jeg kunne godt tænke mig, at I ville lytte mere og for en gangs skyld lade os tale om vores erfaringer og følelser. Jeg vil gerne have en dialog, men så er det please ikke den hvidsort-agtige dialog, hvor vi skal skændes, som I medier hele tiden fremstiller det. Men jeg har jo også været med på billboard-aktioner i Londons gader, har arbejdet sammen med Berlin Biennalen og er i 'Feminist Collective With No Name'.«

Her siger I blandt andet: »Either you’re with us or you get out of our way«. Skal vi tage det for pålydende?

»Det er selvfølgelig provokerende, men også meget sjovt, at det er blevet taget så bogstaveligt. Det betyder jo bare: ‘Hvorfor skal der være så ekstremt meget modstand? Kan I ikke bare lade os lidt være, hvis I ikke er enige’.«

Og så er der frihedsbegrebet. »Ja, jeg håber, at den frie kunst er truet,« siger du i dokumentaren. Er der grund til at frygte, at eleverne på kunstakademiet vil den frie kunst til livs?

»Selvfølgelig vil jeg gerne have, at der er en fri kunst, men der ER ikke en fri kunst for alle. Prøv at tænke over, hvem kunsten er fri for, og hvad frihed er. Vi bliver nødt til at fylde de ord med noget substans.«

Synes du ikke, at din udstilling er i en fri ramme?

»Nej, ikke økonomisk. Jeg har ikke fået støttepenge, selvom jeg har søgt SÅ mange fonde. Og indholdsmæssigt vælger jeg at lave politisk kunst, fordi jeg føler, det er nødvendigt, men det er også en byrde at gå ind i den diskussion med den hate, der dukker op efterfølgende.«

Men samtidskunstscenen er jo netop blevet politisk. Der er lige nu et giga fokus på strukturelle magtstrukturer, der er mange soloudstillinger med kvinder, og der bliver talt om køn og om race. Hvor er det, du ikke ser den fri ramme?

»Der ligger rigtig meget magt i at få lov til at vælge ud. De her institutioner er stadig overrepræsenteret af hvide mænd i forhold til lederstillinger.«

Er du ikke enig i deres prioriteringer?

»Jo, men det er også en meget stor diskussion omkring tokenism. Personligt tænker jeg meget over, hvad jeg viser, og hvordan jeg gør det. Betyder frihed, at man har lov til at være rigtig dum? Handler frihed ikke om ansvar og værdier?«

Risikerer vi så ikke at ende op med censurkunst som i den tidligere østblok?

»Det handler bare om, hvorfor vi er så interesseret i at være fornærmende og racistiske. Hvorfor giver vi for eksempel Uwe Max Jensen så meget opmærksomhed? Det er ikke, fordi det, han laver, skal være forbudt, men når vi viser det på et museum, siger det jo indirekte, at der er nogen, der synes, at det, han siger, er en god idé. Lige nu er han med i en kæmpe udstilling i Warszawa omkring politisk kunst.«

Der er meningsdannere, der har været nervøse for, at I, der har været med i dokumentaren, repræsenterer hele kunstakademiets ståsted. Gør I det, eller er der en pointe i, at det for dokumentaristen var svært at få flere elever i tale?

»Det er ikke så enkelt, men jeg synes, der er mange, der understøtter den holdning. Det er jo ikke kun en debat, der er i Danmark. Det er jo en kæmpestor bevægelse. Kunstinstitutioner skal være progressive og med til at skabe ideer. En af grundene til, at der ikke var flere, der ville være med, handler om de reaktioner, man får på det. Jeg har fået alle mulige hate-beskeder som ‘idiot’, ‘kælling’, ‘radikale tosse’ og ‘racist’. Det går virkelig ind i ens psyke, og det er også derfor, jeg har sagt de der ting som ‘Either you’re with us or you get out of our way’.«

Så én gang for alle. Hvad er det, vi ikke forstår omkring din generation? Nu har du muligheden for at forklare dig!

»Nej, jeg føler ikke, jeg har muligheden, for så skal det igen handle om jer. Hvorfor kan I ikke bare lytte lidt mere, tænke lidt mere. Når jeg tænker ideologisk, er det ikke for at få gennemsnitslæseren på Berlingske til at forstå mig. Jeg vil ikke lægge alt for mange kræfter i det, for det er igen at give jer magten, hvis I skal forstå al ting. Jeg laver kunst, fordi jeg gerne vil frigøre mennesker, som har oplevet de samme ting som mig.«

Dina El Kaisy Friemuths udstilling »No History at All« vises på O-Overgadens talentprogram INTRO frem til 31.12, 2021.