De hvide vægges racisme: Wokeismens insisteren på en barnagtig »1:1-verden« dræber fællesskabet og kunsten

Kulturkommentar: I de seneste uger har der været flere tilfælde af, at museer, film og tv-serier er blevet underlagt wokesegmentets svigtende evne til at skelne mellem virkelighed og fiktion. Det er et infantilt og ekspanderende »babyunivers«, der på længere sigt vil være ødelæggende for os alle.

 
I denne uge har den engelske, selverklærede heteroseksuelle skuespiller Eddie Redmayne nu undskyldt, at han for seks år siden spillede hovedrollen, den transkønnede dansker Lili Elbe, i filmen »The Danish Girl«. Video: CNN/Btvideo/Ritzau Scanpix. Redigering: Joachim Christian Valentin Werner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I astronomien er et babyunivers – meget forenklet fortalt – et område af rum og tid, som er forbundet til et andet område af rum og tid via et ormehul. Det er en højst spekulativ teori.

Men nu er der gode nyheder til astronomerne: Babyuniverset er fundet!

Og så den dårlige nyhed for alle os andre: Snart skal vi alle bo i babyuniverset!

Indrømmet, det babyunivers, jeg taler om, har næppe det fjerneste at gøre med videnskabens komplekse teorier, men til gengæld er det faktuelt og udvider sig, mens du læser disse ord.

Det ideologiske babyunivers spreder sig hastigt til alle afkroge af kulturen og dermed også til vores kollektive forståelse af verden.

Netop det sidste er et alvorlig problem. Samtidig med, at babyuniverset ekspanderer, indskrænker det samtidig vores mulighed for at forstå os selv og hinanden.

Hvorledes, spørger den opvakte læser nok.

Således: De seneste år har det semifascistiske wokesamfunds krav om, at skuespillere ikke længere må optræde på film eller teater som en anden race, nationalitet eller seksualitet end deres oprindelige, gået sin sejrsgang.

Det cisnormative blik

I denne uge har den engelske, selverklærede heteroseksuelle skuespiller Eddie Redmayne nu undskyldt, at han for seks år siden spillede hovedrollen, den transkønnede dansker Lili Elbe, i filmen »The Danish Girl«.

Filmen blev beskyldt for at være skadelig, da den ikke løfter sig fra det »cisnormative blik« (sic!) på transkønnede.

Men det er dette, wokeismens infantile blik på verden, det reduktive, primitive blik på virkeligheden, jeg kalder et ekspanderende »babyunivers«.

Det er et univers, en verden uden forestillingsevne, fantasi, eller anerkendelse af den empati, det kræver netop at sætte sig i den andens sted.

Det er at sammenligne med en babys blik på verden. Et 1:1 blik på verden, hvor alt udelukkende konstitueres af det umiddelbare. Ingen og intet må foregive, at det er noget andet. Verden er langsomt ved at miste sin fantasi.

Intellektuelt kollaps

Det er den samme primitive tankegang der gør sig gældende da »kunstneren« Dina El Kaisy Friemuth, som er halvt egypter, forleden krævede at alle egyptiske genstande skal sendes tilbage til Egypten. Alt egyptisk hører åbenbart hjemme i Egypten. En underligt nationalistisk udmelding fra samme front, der ellers normalt relativiserer alt andet, på nær, når det lige passer ind i en woke-dagsorden. Og når vi nu er i gang. Er der mange andre lande, hvor slaver har spillet en mere central rolle end i Egyptens glorværdige fortidige historie?

Desuden excellerer Dina også i en særlig aggressiv udgave af Erasmus Montanus logik (et begreb Dina nok med stolthed ikke kender, da det kommer fra en død, hvid mand): »Alle danskere er racister. Danskere er hvide. Alle vestlige kunstmuseer har hvide vægge (kunstnerens har åbenbart ikke besøgt for eksempel Hirschsprungske Samling, Thorvaldsen og Glyptoteket?). Ergo: alle kunstmuseer er racistiske«. Og nej, det er ikke noget jeg finder på!

Hele Dinas »ræsonnement« viser at kunstnerens meningsfæller endegyldigt har forladt den sunde fornuft. Det er ellers et privilegium, der normalt er forbeholdt børn, hvilket er et princip vi som velfungerende samfund bør holde fast i.

Det er også selvsamme sejrende 1:1 opfattelse af kunsten og kulturen der for nylig bremsede DRs nye serie »Orkesteret« med komiker og musiker Frederiks Cilius i hovedrollen.

DR mente at serien kunne give uheldige associationer til den verserende sag om seksuelle krænkelser i DR pigekor. En beslutning, Cilius selv kalder »Pløkåndssvag«, særlig da manuskriptet til tv-serien er lavet længe før, pigekor-skandalen ramte medierne. Men DR nærer tidens stupide zeitgeist, og tiltror ikke seerne længere evner at skelne mellem fiktion og virkelighed.

Men selv når fiktion og virkelighed ind imellem skvulper over i hinanden, må vi insistere på ikke at overreagere og infantilisere virkeligheden og hinanden – også selv om det kan gøre ondt.

Det skabende felt

Som tænkende væsener kan vi ikke operere uden det særligt sitrende felt mellem virkeligheden og fiktionen. Mellem de to tilstande opstår kunsten, her lever fantasien og her opstår tanker, der skubber os frem som civilisationer, fællesskaber og kreative væsener.

Hvis vi lader babyuniverset sejre og omslutte vores kunst og kultur, mister vi til sidst evnen til tænke abstrakt, og vi vil stå tilbage med en tom, grå fantasi- og empatiforladt verden, hvor hver mand (m/k) er en ø.

Vi risikerer at miste evnen til at skabe meningsfuld kontakt til hinanden, og dermed, i sidste instans, muligheden for at forstå os selv gennem den andens blik.

Det er foruroligende, hvor nemt store virksomheder og institutioner lader sig diktere af en forkvaklet tidsånd, som er et produkt af en agressiv Twitter-pøbels ideologisk tænkning, der fritager individet ansvaret for at forstå og operere i verdens kompleksitet og diversitet.

Størstedelen af wokesegmentet virker som obsternasige teenagere, der tror, at verden er et computerspil, der kan mestres via den rette kombination af knapper på en controller.

Men verden er ikke et computerspil. Verden er uendeligt kompleks og umulig endegyldigt at mestre. Det er livets grundvilkår.

Men det er nok også denne svimlende realitet, der ofte gør ideologi så lokkende, særligt for det simple sind.